Om ca. 10 timer drager drengene og jeg sammen med Helle mod England. De sidste uger har været så hektiske med sygdom blandt hundene, Bridie der blev syg og døde og min mors sygdom og død. Det hele har fyldt så meget, at jeg ikke rigtigt har haft tid eller overskud til at forholde mig til, at jeg skulle til England. Der har også hele tiden været en gnist af tvivl på, at jeg rent faktisk ville kunne rejse. Jeg har trænet målrettet, men hjertet har været et andet sted. Og så torsdag aften efter min mors bisættelse, gik det pludselig for alvor op for mig, at det faktisk var lige om lidt… Crufts står for døren og selv om jeg har vidst det og arbejdet frem mod det, så føles det alligevel meget ‘pludseligt’.
Hov Hero – du smug kigger vist!
Men i dag mødtes Helle og jeg for at træne en sidste gang inden afgang og heldigvis virker Hero mere klar end jeg føler mig. Alting gik godt. Hvad der sker på dagen, kan jeg ikke sige, men forberedelserne er i orden. Vi kan ikke gøre mere – vi er klar. I bund og grund har kaos’et omkring mig nok været fint nok for Hero, for jeg har været koncentreret og fokuseret i min træning, men jeg har ikke lagt pres på ham. Der var andre ting i mit liv, der fyldte mere og var vigtigere for mig end en konkurrence, så træningen har været afslappet og den intense stress, der tit lægger sig over de sidste ugers vigtig træning op til en mesterskab, har ikke rigtigt indfundet sig. Heros træning har været mit pusterum og mit ‘safe haven’ og vi har begge hygget os med det og det har virkelig været godt.
Der er fart på!
Body jumps!
Biscuit har ikke trænet sit fulde program ret meget – det har der ikke rigtigt været overskud til, men vi har leget med de nye tricks og forstærket dem og da vi lavede hele programmet i dag, gik det faktisk rigtig fint og Biscuit var bare så glad og tændt.
Biscuit ser godt nok trist ud, men han var meget meget begejstret.
Opvisningssæsonen nærmer sig og tit når Helle og jeg er ude og optræde, så mangler vi en hund eller to til at fylde den halve time ud, som vi typisk forpligter os til at underholde. Beat kan godt føle sig presset, når han skal lave svære programmer foran et stort publikum, men hvis han føler sig på hjemmebane og er sikker på sit program og sine tricks, så kan han egentlig godt lide at være med, så vi genopliver i øjeblikket hans kl. 2 program til Tarzan Mama Mia, så han har det til vores opvisninger. Han hygger sig vældigt med det 🙂
Glade Beat
Da Beat havde trænet, ville Helle lige genopfriske Cookies Skoogian uden hund og Beat syntes at det så vældig sjovt ud, så han besluttede sig for at slutte sig til hende. Han havde åbenbart ikke fået nok af at træne sit eget program!
Beat of Helle i gang med Cookies Skoogian
Det her trick kendte Beat ikke lige, så han lagde sig bare ned og ventede på, at der igen kom noget, som han kunne genkende.
Helles to piger Jazz og Doggie er rigtig godt i gang med deres programmer. Begge koreografier passer super godt til hundene og begge hunde gør store fremskridt i træningen.
Jazz
Doggie
Og Cookie er Cookie :-D. Han hyggede sig vældigt med Skoogian, men man skal jo heller ikke overdrive sin arbejdsindsats. Det kan hurtigt blive for meget :-D. Han er en sjov fyr!
Cookie – han var lidt bedre til de kravlende weaves end Beat 😀
Vejret var helt fantastisk, så Helle og jeg nød træningen i fulde drag. Det er længe siden, at vi ikke har været stivfrosne af kulde efter en fællestræning.
Doggie havde fødselsdag i sidste uge, så det fejrede vi selvfølgelig også! Der var lagkage og gave og som altid ved vores hundefødselsdage: KAOS! Hunde der stak af, hunde der stjal kage og hunde der hellere ville spurte end at posere for kameraet!
Øhhh Doggie – det er ikke helt kage-tid endnu!
Har du tænkt dig, at dele med de andre, Doggie?
Tillykke med fødselsdagen!
Alle gæsterne venter på kage
Og så spises der kage!
Da kagen var spist, gik vi en tur og derefter pakkede vi min bagage ind i Helles bil, så vi er klar til afgang i morgen.
Der var stadig is på søen, men jeg tror nu ikke at den kunne bærer ret meget mere!
Doggie
Jazz
