Crufts – de 4 dage + hjemrejsen

Torsdag

Onsdag aften ankom Top Lodge folket – Karen, Kath, Lesley, Allan og David samt Pat og Allan, som vi også kender fra tidligere besøg i England. De skulle bo på samme hotel som os og det var super hyggeligt at se dem. Vi aftalte at spise aftensmad samme og at følges ad til Crufts torsdag morgen.
Men torsdag morgen var trafikken ret voldsom, så det var helt uoverskueligt, at følge efter nogen, så Helle og jeg lod Top Lodge folket kører og fandt selv til Crufts, hvor vi mødtes med dem igen.

Let the show begin!

Torsdag var en stille dag for os. Der var ikke så mange mennesker og bortset fra den engelske freestyle finale, var der heller ikke så meget på programmet, så vi brugte morgenen på at hygge os med hundene og kigge i de forskellige boder og stande.

Lidt over 11 gik vi op i Arenaen og så den engelske freestyle. Vinder blev Beats tante (hel-søster til Beats mor) Glenalpine Katie for 2. år i træk. De viste et så godt som fejlfrit program til en sang om H.C. Andersen. Katie så bare så glad ud i ringen og naturligvis har jeg et blødt punkt for hende, fordi hun ligner Beat rigtig meget. Stort tillykke til hende og ejer Sue Betteridge.

Beats tante Katie

Et af mine andre favorite programmer var Richard Curtis lille Chihuahua blanding, der lavede et rigtig fint detektiv program med mange originale tricks og god udnyttelse af at have en lille hund. De blev nr. 4 i finalen.

Da vi kom ned til hundene igen, besluttede Helle og jeg, at dele os op. Helle ville gerne shoppe og jeg ville gerne slappe af, så Helle gik… Og kort tid efter kom en bekymret Kath tilbage efter at have talt med Crufts dyrlægen. Amber havde haft dårlige mave om natten og om morgenen. Dyrlægen havde kigget på hende om morgenen og givet hende noget medicin, men Amber havde ikke fået det bedre, så Kath havde snakket med dyrlægen igen, der havde anbefalet hende, at tage til egen dyrlæge. Problemet var, at hele Top Lodge kørte sammen i deres bus, så Kath havde ikke nogen bil at køre hjem i. Jeg prøvede desperat at få fat i Helle, for at få hendes ok til, at låne Kath hendes bil. Men i larmen på Crufts kunne hun ikke høre sin telefon, så det hele blev meget hektisk. Til sidst lykkedes det dog og Kath og David kunne kører hjem i Helles bil og Helle og jeg kunne køre med Top Lodge bussen tilbage på hotellet. Phew!

Vi blev ikke så længe den dag. Jeg havde aftalt at mødes med Lisa, som har labrador og som jeg har mødt via nettet. Vi fik en hyggelig sludder, hvilket var rart efter kun at have kendt hinanden via fotos og tekst, men humøret var faldet noget efter at Kath var nødt til at køre, så ved 4 tiden pakkede vi sammen og kørte til hotellet.

Lisa, Biscuit og jeg på Crufts

Lisa og drengene

Helle og jeg havde fundet en ret god rute til at lufte hunde på. Den tog ca. ½ time at gå og der var plads til, at de kunne løbe løs i parken undervejs. Hundene kom ud og gå og ved 6 tiden mødtes vi med de andre HTM’ere på hotellet til middag, vi så lidt Crufts på TV og ellers ventede vi på nyt fra Kath.

Ved 7.30 tiden bankede det på døren. Det var Karen iført morgenkåbe og med et håndklæde om håret. Hun var lige kommet ud af badet og havde talt med Kath. Amber havde det bedre. David ville blive hjemme sammen med hundene og Kath ville komme tilbage til hotellet samme aften.
Ved 9 tiden dukkede Kath op med Helles bil nøgle. Vi fik en lille hyggesludder om situationen og kørerturen og derefter var det hundelufte og godnat tid.

*****

Fredag

Fredag morgen kørte vi sammen med Top Lodge folket til Crufts. Kaths hunde var hjemme sammen med David, hvilket gav plads til mine hunde i bussen, så det var lidt fjollet at køre i to biler. Karen skulle konkurrere i HTM finalen, så vi kørte ret tidligt.

Da vi ankom, tog Helle og jeg Hero op i Arenaen for at træne. Det var rigtig dejligt at have Helle med. Hun hjalp med rekvisitter og var i det hele taget en rigtig god støtte. Hero så ud til at fungerer perfekt i Arenaen. Underlaget gav ingen problemer og han var bare så glad og tændt.

Træning i ringen

Da han havde trænet, satte vi ham op i bilen, så han kunne hvile og slippe for alle de mange indtryk fra hallen. Torsdag aften da vi kom tilbage til hotellet, kravlede han ind under sengen og sov. Han var rigtig træt i hovedet af alle de mange oplevelser, så jeg ville gerne have, at han fik lidt ro.
Og så var det tid til den engelske HTM finale. Vi ønskede Karen held og lykke og gik op i Arenaen.

Første hund på banen var Lucy Heath med en skøn red merle border collie. Den vandt en dog dancing konkurrence, der blev vist på national TV i julen og åbenbart havde den i den forbindelse haft en rigtig dårlig oplevelse, der havde gjort den usikker på lyde og fremmede omgivelser. Stakkels Lucy. Hun kom ind i ringen, men hunden var bange og ville bare ud igen. Til sidst måtte hun give op og trække sig.

Niveauet i finalen var varierende. Enkelte ekvipager WOW’ede med spændende nye koreografier og veludførte programmer, mens andre var præget af nerver og fik trådt på hunden eller gik ind i den.

Heather Smith:
Le Tango De Roxanne

Mine favoritter var Heather Smiths meget dramatiske og anderledes koreografi til ‘Le Tango De Roxanne’ fra Moulin Rouge. Jeg var vild med hendes udnyttelse af den stol, som hun havde som rekvisit. Flot flot performance. Også Lucy Creeks ’What’s This?!’ program var skønt. Så flot en timing og fortolkning, flot udførsel og fantastisk show quality. Endeligt viste Karen Sykes et flot program til samme musik som Heather Smith. Igen en dramatisk og anderledes koreografi med spændende detaljer, der holdt publikums opmærksomhed fanget.

Lucy Creek: What’s This?!

Karen Sykes:
Le Tango De Roxanne

Efter finalen SMSede jeg til Julie, der ejer Beats far Dug. Vi havde aftalt at mødes, så Helle og jeg gik op til Dog Activity ringen, hvor hun sad og så en Working Trial opvisning. Helle og jeg stod i baggrunden og så opvisningen færdig inden vi ville forstyrre Julie. En sort/hvid border collie viste spring og dens hovedform og bevægelser mindede meget om Beats, så vi diskuterede om den mon var i familie med ham. Det viste sig, at det var Beats onkel! Julie kom med ned og fik hilst på Beat. Det er rigtig dejligt, at ejeren til min hunds far er så interesseret og følger så meget med i Beats liv.

Beats onkel går forrest i rækken

Beat og Julie

Vi så også HTM opvisning i Dog Activity ringen. Vi kendte de fleste af dem, der var med til at optræde – Annette Leslie med papillionen Disney, Sandra Hallam med den døve Cavalier King Charles Spaniel Henry, Helen Taylor med papillionen Frodo og Ann DeRizzio med Tibetaneren Dargo, så vi skulle naturligvis se dem optræde og heppe på dem.

Annette med Disney

Sandra med Henry

Ann med Dargo og Helen med Frodo

Vi var også en smut ovre ved Discover Dogs standene, hvor vi fandt ikke mindre end 3 billeder af Beat på Border Collie standen 🙂

Beat på Discover Dogs

Tilbage på hotellet, var det hundelufte tid, aftensmad sammen med de andre HTM’ere og så sengetid. Men først skulle vi lige pakke til den store dag… lørdag var jo konkurrence dag for Hero og jeg!

Hygge med Dewy på Crufts

*****

Lørdag

Lørdag morgen var det tidligt oppe og ude med hundene. Vi havde besluttet at kører selv, for ikke at være afhængig af at skulle vente på andre. Vi var ved NEC kl. 7. Biscuit og Beat blev i bilen, mens vi tog Hero og vores rekvisitter med op i ringen for at træne. Det var perfekt træning og Hero var så oplagt. Vi var glade og lettede.

Heros lille hjørne med held og lykke gaver og kort.

De næste timer gik med at hente Beat og Biscuit i bilen, hilse på venner fra de øvrige europæiske lande, udveksle held og lykke kort, konkurrere om hvilken ekvipage der havde de mest entusiastiske supportere (Helle lå ret lunt i den konkurrence), lægge make-up, skifte tøj og klistre lange negle på… vi havde travlt og tiden fløj af sted. Inden vi egentlig følte os klar, stod Michelle Dodson, der var steward, og skyndte på os, for at få os med op i opvarmningsringen.

Make-up tid…

Fra opvarmningsringen kunne vi følge med i den internationale agility på en fjernsyns-skærm. WOOOOHOOO danske Ann-Britt leverede et fantastisk og fejlfrit løb, hvilket fik Helle og jeg til at klappe og huje højlydt :). Da den svenske ekvipage løb, måtte vi hjælpe Carina Persson med at heppe, for hun var rejst alene fra Sverige – så vi heppede på Skandinavien!

Ann-Britt repræsenterede Danmark i agility og vandt konkurrencen! WOW!

Pludselig var det tid… New Zealand i ringe, så Wales og ups… der kom overraskelsen… Helle måtte ikke sætte min rekvisit op, fordi der er dress code i Arena’en og hun havde ikke jakkesæt på (flag i panden og rødt/hvidt halstørklæde var ikke en del af deres dress code). Så jeg var nødt til at efterlade Hero og selv sætte græskaret ind. Det brød vores fokus lidt, men det var ok. Hero og jeg følte os klar.

Crufts TV

”Anybody from Denmark???” lød Dave Rays stemme i mikrofonen og så fik jeg et let skub på skulderen. Det var tid. Egentlig kan jeg ikke huske så meget… Hero føltes helt fantastisk. Han gøede lidt i starten, men stoppede så og udførte hele sit program rigtig fint. Jeg var aldrig i tvivl om hvor han var eller om han ville være klar til næste skift/trick. Det hele føltes bare så rigtigt. Da vi var færdige føltes det som en eksplosion af glæde inde i min mave. Trods alle de udfordringer, der har været i den sidste tid, var vi blevet klar og havde lavet en fantastisk performance. Jeg var så stolt af min lille Hero hund.

Hero i ringen

Det hele fungerede bare 🙂

Grrrrrrrrrrrrrrrrrr 😉

Da vi kom ud af ringen, blev vi mødt af en Helle, der havde tårer i øjnene fordi hun var rørt. Ahhh det varmede virkelig, at have hende med til at støtte os og glæde sig sammen med os!

Skønne skønne Hero!

Vi så resten af konkurrencen på skærmen bag Arena’en. Flot Freestyle far vores internationale venner. Hero endte på en 9. plads ud af de 16 ekvipager. De rigtig garvede og erfarne top-hunde slog os, hvilket er meget fair, men point-mæssigt lå vi virkelig pænt – på den gode side af 8 og jeg er rigtig rigtig tilfreds.

De internationale deltagere

Til præmieoverrækkelsen tog jeg min bold med ind i ringen for at være sikker på, at Hero fik en fed oplevelse at rejse hjem på. Han var bare så skøn. Fuld af power, glæde og energi. Da vi kom ud, var det min tur til at have en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Jeg var så rørt over min skønne lille hund.

Kæmpe tillykke til Jules O’Dwyer med Matisse, der vandt Crufts 2013. De var mine klare favoritter. En stor og velfortjent sejr.

Jules med Matisse

Da vi kom tilbage til burene, stod Heros opdrætter parat og ventede på os. Han var super stolt af os og gav højlydt udtryk for det. Det var virkelig dejligt, at kunne dele vores glæde med ham, Helle og vores andre venner. Der kom også SMSer ind fra de danske supportere, hvilket betød rigtig meget for mig. Tak til jer der skrev og til jer der sendte kort og gaver med til os.

Jeg fik taget et souvenir billede af Hero, som hans opdrætter fik.

Om eftermiddagen mødtes jeg med endnu to venner, som jeg har mødt på nettet. Kirsty og Suzy, der har cocker spaniels. Det blev imidlertid et kort møde, for Helle havde pludseligt fået det rigtig dårligt, så jeg havde lovet hende, at få hende tilbage på hotellet… Heldigvis fik hun det hurtigt bedre – en time på hotellet og så var hun klar til at gå med over og fejre Karens fødseldag sammen med os andre.

Suzy, Kirsty og Hero

*****

Søndag

Søndag morgen skulle vi pakke bil. Efter vores indkøb på Crufts samt en stabel store og uhandy’e fødselsdagsgaver fra div. engelske venner, var det en udfordring!

Helle med Doggies bror Woody

Biscuit er god til at få nye venner. Man går ikke mange skridt på Crufts uden at være nødt til at stoppe og sludre med en eller anden, som Biscuit har antastet… Her er det Samsung Hunden!

Børn er klart en favorit hos Biscuit! Jo flere jo bedre!

Men hvis ikke der lige er et barn, kan en mere voksen model jo også bruges…

En rundorm og en bændelsorm… sammen med Hero og Biscuit

BGT vinderens nye bog.

Hero fik en ny bold af Helle og han eeeelsker den!

Søndag blev en lidt anderledes dag end de andre, fordi vi ikke var sammen med HTM vennerne, men med udstillingsfolket. Det var imidlertid en rigtig hyggelig dag og der var mange gamle venner, som jeg ikke har talt med længe fordi jeg ikke rigtigt udstiller mere.

Vi skulle selvfølgelig heppe på Robbies barnebarn/Doggies niece Wave (Sidsels) og på Felicias hunde, der også repræsenterede Danmark. Felicias Zorro gjorde det rigtig flot og blev nr. 5 i veteran klassen. Tillykke Felicia! Wave og Milo så også godt ud i ringen, men konkurrencen er hård på Crufts og de placerede sig ikke.

Sidsel med Wave

Ind imellem udstillingsklasserne, mødtes Helle og jeg med den sidste af de online bekendtskaber, som jeg havde aftalt af mødes med. Jane har Chihuahua’er som Pets For Therapy – terapihunde. Vi hilste på to af hendes Chihuahuaer Roo og MiMi. Awwwwww.

Jane med Biscuit and jeg selv med Roo og MiMi

Helle og jeg fik klaret det sidste shopping og sagt farvel til vores engelske venner og så gik turen mod Harwich.

Vi havde regnet med at købe ind, når vi kom frem, men UUUUPS – alt var lukket. Vi fik en lokal til at vise os hen til en lille bitte købmand, der havde åbent, så vi klarede os, men lidt øv var det nu. Vi spiste aftensmad på en pub og gik derefter gik vi en tur med hundene i bidende kulde og snevejr.

Om bord på færgen var vi ved at være trætte, så det blev ret hurtigt sengetid.

*****

Mandag

Færgen ankom planmæssigt til Hock Of Holland. Vi kørte ned til stranden og lod hundene komme ud på en god løbetur. Det var koldt – der var is på vandpytterne – og det blæste rigtig meget. Brrrrrr. Hero rullede sig i l***, Biscuit fik sand i øjnene og vores hunde var ved at blive angrebet af en hollandsk springer spaniel. Det var alle tiders tur! Mmmm… Men hundene fik løbet og efter en lille time, var det klar til at komme tilbage i bilen.

Hundene på stranden i Hock Of Holland

Turbo Hero!

Smukke Hero

Turen op gennem Holland startede rigtig godt – bortset fra, at vi fik en kop kaffe, der smagte grimt (ja ja, men på sådan en tur her, er kaffen vigtig). Vi havde krydset grænsen mellem Tyskland og Holland, da en tysk told bil overhalede og trak ind foran os. Den kørte foran os ret længe, men da Helle besluttede at overhale den, fordi den kørte lidt langsomt, satte den blåt blik på og tændte et skilt på taget, hvor der stod ’Follow me!’. Hmmmm ok… vi fulgte den ind i motorvejsafkørslen og ud på en parkeringsplads, hvor den stoppede. De ville gerne se pas, kørekort og registreringsattest på bilen. De ville også gerne vide hvor vi kom fra og om vi havde våben, stoffer eller mere end 10.000 € i kontanter.

10.000 € i kontanter? Ønsketænkning!

Vi fortalte at vi kom fra England og han ville vide hvad vi havde lavet der… besøgt familie? Turister? Forretningsrejse? Øh nej, en sportsbegivenhed forklarede jeg.

Hvilken sport?
Dog dancing!
Hvad for noget?
Dog dancing! Hunde der danser!
Mmmm ok… havde vi hunde i bilen?
Ja da…
Ok hunde pas?

Og da han fik hundenes pas, var det kun for at se billeder. Han fortalte, at han selv havde en border collie og en sheltie-blanding derhjemme og han var i vældigt humør, da han lod os køre videre.

Ca. halvvejs oppe gennem Tyskland, fik Helle lyst til at tjekke om færgen fra Puttgarden ville være hurtigere end broen, så vi begyndte at rode med GPSen… vi blev dog enige om, at broen var bedre… og undrede os godt nok over, at vi pludselig havde 200 km. kortere hjem og at vi kørte forbi et skilt mod Flensborg, men det slog os ikke at det var fordi GPSen alligevel havde valgt Puttgarden ruten… ikke før vi så et skilt mod Puttgarden i hvert fald! ARGH!!!!

Frokost pause i Tyskland

Vi fandt en skov, hvor hundene kunne løbe…

Efter at have set det her skilt, aftg lysten til skovtur imidlertid lidt.

Og så kom snevejret! Ikke bare snevejr! 20 cm. sne på en time. Det var snestorm over Tyskland! Vi kørte med 5 km. i timen i flere timer. Lige nu er vi oppe på ca. 50 km. i timen. Vi kan skimte to sport foran os og se ca. 20 meter frem – hvilket er super god sigtbarhed i forhold til hvordan det var for 15 min. siden.