På motorvejen på vej mod Dyrehavsbakken, regnede det så kraftigt, at jeg måtte sætte farten ned til 75 km/t. Udsynet og vejgrebet var simpelthen ikke til at køre hurtigere. Tanken om en lang dag på Bakken var ikke opmuntrende.
Da jeg pakkede alt mit udstyr sammen for at slæbe det op til scenen, regnede det stadigt, men lidt efter lidt kom solen frem og snart var det nærmere for varmt end for vådt. Perfekt vejr til Hundenes Dag på Bakken.
Bakken Mesterskabet er en uofficiel konkurrence, der afholdes hver år på Kr. Himmelfartsdag. 5 – 6 erfarne hunde og handlere og 5 – 6 kl. 1/2 ekvipager inviteres til at viser deres programmer på scenen på Bakken. Pjerrot udvælger derefter en vinder i hver af de to kategorier Debutant klassen og Åben klasse. Der dømmes efter show quality og underholdningsværdi.
I år var både Biscuit og Hero inviteret til at deltage i den Åbne Klasse, så vi startede hjemme fra kl. 8 og ankom til Bakken 1½ time senere. Der skulle slæbes bure, kostumer og rekvisitter op til scenen, så det brugte jeg en rum tid på og da jeg skulle varme op ved 11 tiden, var vi klar. Drengene virkede glade og trygge på scenen, men det havde jeg nu også forventet. Det vigtigste ved opvarmningen var, at sikre, at hundene var opmærksomme på, at der var ret langt ned, hvis de skulle falde ud over scenekanten, så de selv kunne være med til at undgå, at komme for tæt på.
Jeg skulle optræde med Biscuit først og 3 hunde senere (ca. 10 – 12 minutter) med Hero. Ikke lang tid til at skifte kostume og hund, men Johanna der var stævne arrangør er erfaren og ved hvad det kræver af hund og handler, så jeg formodede at hun havde tænkt over hvordan hun kunne gøre det bedst for alle, så det accepterede jeg. Jeg gjorde klar og skiftede til Biscuits kostume. Og pludselig kom der en mulighed for, at jeg kunne starte med Heros program, hvilket ville være bedre, fordi han tit er lettere at arbejde med, hvis han har haft længere tid til at varme op. Jubiiii…. Jeg skyndte mig at skifte til Heros kostume… Og da jeg kom ud, fandt jeg ud af, at rækkefølgen alligevel ikke kunne ændres… Woooohoooo tilbage i Biscuits kostume… Men så fik jeg da øvet mig i det hurtige kostume skift :-D. Og jeg fik lavet en aftale med de andre deltagere, der gjorde at det faktisk ikke var slemt. Tak alle sammen for, at give mit mit eget omklædningsrum i perioden mellem mine to drenge!
Biscuit var en fin fyr på scenen. I Roskilde i sidste weekend missede han et trick, hvor han lave ‘elefant’ på min fod, så det har jeg forstærket rigtig meget, for at give det højere værdi og det havde virket rigtig godt. Så godt, at han i starten blev ved med at springe over mit ben og op på min fod… Det blev en anderledes åbning på programmet. Sheltie-fyren var lykkelig, da han endelig fik lov til at lave sin elefant :-D. Derefter gik det hele fint, selv om jeg var lidt udfordret af pladsmangel og lavede nogle mærkelig retningsskift. Jeg var fint tilfreds med Biscuit, der arbejdede fint under vanskelige forhold.
Ud bagved, belønne Biscuit med en masse godbidder, skifte hund, skifte kostume, tage make up på og ud på scenen med Hero.
Mit mål med Hero var, ikke at udsætte ham eller andre for fare. Hero arbejder naturligt i meget højt tempo og med et enormt drive. Han er den type hund, der går ind i et lokale og så vælter borde og stole rundt om ørene på ham. Tanken om ham på en lille scene med begrænset plads, kunne godt være lidt skræmmende. -Men vi havde trænet en ‘mindre’ version af vores program, så alle store og vilde tricks var taget ud og erstattet med noget mere kontrollerbart. Det fungerede perfekt og Hero var en stjerne. Han arbejdede super godt og var slet ikke påvirket af de svære betingelser. Super lille fyr.
Hero var næstsidste hund og derefter skulle vi alle ud på scenen igen til præmieoverrækkelse.
Pernille Sørensen med Zion vandt Debutant klasssen og Biscuit vandt den Åbne klasse. Hero blev nr. 2 i den Åbne klasse. Flot drenge!
Hero vandt en øffende gris, som han er rigtig rigtig vild med 🙂 og Biscuit vandt en pokal, som han er knap så begejstret for. De vandt også gavekort til Bakken, en masse foder og godbidder. Hold da op en gaveregn! Vi fik næsten mere opmærksomhed ud af at vinde på Bakken end, ved andre mesterskaber. Fotografer alle vegne 🙂
Vi sluttede dog dancing arrangementet med et fedt fællesfoto med alle deltagerne. Coool!
Efter konkurrencen, skulle alting slæbes ned til bilen igen og min bagage var vokset væsentligt i mængde med bla. 15 kg. foder. Phew! Heldigvis hjalp Helle og Jette mig.
Jette, Helle og jeg havde arrangeret at træne midt i forstyrrelserne efter konkurrencen. Det var kun Jazz og Logan, der trænede og det var udfordrende for dem, men god træning for dem begge.
Helle og jeg sluttede med en gåtur rundt på Bakken og en is i vejret, der havde udviklet sig til at blive meget sommerligt.