For 15 år siden, da hundene og jeg var i vores dog dancing karrieres spæde begyndelse, rejste vi rundt og optrådte på markeder, ved byfester og på børnedyrskuer. Der var ingen konkurrencer, så hvis man ville vise hvad man kunne, måtte man selv finde nogen, der ville se på det og intet publikum var for lille. Jeg kan huske, at Kiri og jeg har optrådt ved et kobberbryllup på en lille gårdsplads for ca. 15 tilskuere.
For et par uger siden, skulle alle husstandene i det kvarter hvor jeg bor, have skiftet til en elektronisk vandmåler, så mens jeg gik og trænede hunde, gik elektrikeren og en medarbejder fra vandværket fra hus til hus. Da jeg var ved at pakke sammen, kom vandværks medarbejderen hen for at snakke med mig. Han var meget imponeret over hundene og ville høre om det var noget vi optrådte med… Joh, det gør vi da… Og i dag har jeg så været ude og optræde ved Lynge Marked – en lille byfest i en landsby, der ligger 3 minutters kørsel fra hvor jeg bor.
Det var simpelthen så hyggeligt – lige som for 15 år siden, hvor vi ustandseligt var ude ved den slags arrangementer. Det var uhøjtidelig og sjovt.
Hero og Biscuit ved Lynge Marked
Da jeg ankom, skulle vi først lige løse i logistisk problem i forhold til at få startet musikken. Anlægget stod inde i Lynge Forsamlingshus og jeg skulle optræde på en plæne uden for forsamlingshuset- så der var ingen mulighed for at DJen kunne se mit startsignal. Vi løste det med en stafet, der holdt øje med mit signal og så løb 25 meter hen til huset og ind for at give DJen besked – derefter startede musikken. Man må regne med en vi latenstid :-D.
Jeg startede med at fortælle lidt om hvad det var folk skulle opleve. På den måde er der sket meget på de 15 år… dengang var jeg alt for genert til at tale ind i en mikrofon ;-). Mens jeg talte, ventede Hero ivrigt på at få lov til at performe. Han var lykkelig, da vi gik i gang med hans program program. Hvor er det bare skønt med sådan en hund – en der ikke kan forestille sig noget bedre end at få lov til at stå og kigge op på mig og afvente en kommando. Han var super fin. En lille misforståelse i starten, men ellers bare en super glad fyr, der nød at arbejde.
Da vi var færdige med programmet, tog jeg igen mikrofonen og fortalte lidt om vores træning og om hundene. Et at mine vigtigste budskaber var, at man ikke behøver at irettesætte eller skælde ud for at få en lydig hund. Jeg tror, at det gav mening for publikum, når de så Heros glæde.
Til gengæld var Hero noget af en bandit, da jeg skulle skifte hund. Et lynhurtigt rekvisit og kostume skift og så skulle Biscuit i ringen. Hero hen til bilen og ind i buret, men det ville Hero ikke! Det vil han aldrig… når vi træner og jeg går hen mod bilen, så løber Hero altid i den modsatte retning, fordi han ved, at han kan risikerer at han kommer ind i buret og en anden kommer ud og får lov til at det sjove og det skal han ikke risikerer. Det skulle han heller ikke i dag! Da jeg gik hen mod bilen, fulgte han mig ca. halvvejs og så vendte han om og løb op på pladsen igen, så jeg måtte op og hente ham. Helt ærligt, Hero – du behøver jo ikke gøre mig pinligt berørt midt i en opvisning!
Hero ind og Biscuit ud. Jeg bar Biscuit gennem tilskuer-mængden. Havde jeg ikke gjort det, så var han nok gået i selvspind over alle de skønne børn. Biscuit er jo meget glad for børn. Meget meget glad for børn! Jeg gjorde klar, signalerede til stafetten, at vi var klar og ventede på musikken. HOLD DA OP, det var en sheltie i top form. De ting der ellers er kikset, når vi har lavet dem ved konkurrencer og opvisninger fungerede 100% i dag. Og han var bare så glad og tændt. Super fedt at opleve! Jeg var så glad.
En af de ting, der faktisk var lidt interessant var, at jeg havde glemt at tage sko på (jeg har ikke sko på til Heros program, men jeg har nogle bestemte gule sko på til Biscuits) og da jeg nåede til vores trick på foden foran mig, var jeg bange for, om han mon overhovedet kunne gøre det uden en sko. Men det kunne han – endda bedre end jeg har set ham gøre det før. Han stod rigtig godt fast og faldt slet ikke ned. Muligvis en lille ændring, som vi skal overveje, for det er meget svært for ham, at have begge sine poter på min lille tåspids.
Det viste sig, at Biscuit havde rigtig god balance her, når jeg ikke har sko på… det skal vi lige undersøge nærmere.
Efter opvisningen, var der rigtig mange, der gerne ville snakke. Biscuit var i paradis over alle de mennesker, der gerne ville hilse på ham og Hero var bare glad for at komme ud af buret, så han ikke risikerede at gå glip af mere sjov. Beat kom også ud og hilste på.
Vi sluttede dagen med at få et lækkert måltid grillmad som tak for hjælpen. Jeg kørte hjem med et stort smil om læberne. Det havde bare været et par super hyggelige timer sammen med hundene og med en masse rigtig positive mennesker. Ahhh og så var det bare så dejligt, at nogle beboere og medarbejdere fra det bofællesskab, hvor jeg arbejder, var kommet ud for at se os :).
I går var vi også på farten – den årlige DKK konkurrence i Vejen. Det var en lang dag, der startede da Helle kom og hentede mig kl. 5.30 -vækkeuret ringede kl. 4.30. Vi skulle være i Vejen kl. 7 for at sørge for at alt var klar.
Det var en fin konkurrence med god stemning. Det største ups var, da Biscuit tog sit halsbånd af og gik en lille tur rundt på pladsen uden ledsager… Jeg panikkede noget, da jeg opdagede at han var væk! Det lykkedes ham at få stoppet hele konkurrencen og få samtlige dommere og deltagere ud for at lede, inden han selv valgte at komme tilbage og se hvordan det gik i HTM ringen. Han var meget begejstret over al den opstandelse, som han kom tilbage til. Han er jo en fyr, der elsker gang i den!
Biscuit – inden han gik tur på egen hånd
Biscuit og Hero deltog i FS 3. Hero blev nr. 2 og Biscuit nr. 3. Beat deltog i For Sjov klassen og det var faktisk en rigtig god dag for ham. Han så glad og tændt ud i ringen og virkede ikke særlig udfordret af omgivelserne. En super fed oplevelse!
Det betyder så meget for mig, at Beat er glad i ringen og det var han i går.
Efter konkurrencen, var vi rundt på pladsen og shoppe lidt. Jeg købte en stor sæk tørrede lunger og drengene har lige fået en hver. Ahhhh det var lige noget de kunne bruge.
På vejen hjem, kørte vi gennem lyn og torden. Hold da op, hvor var vi heldige, at vejret var godt under konkurrencen!
Beat var ikke begejstret for tordenvejret på vejen hjem.
Nu er der en meget lang arbejdsuge foran mig og så er det sommerferie! Next stop England!
Dog Dancing Dagbog 