England dag 3 – Stakkels Biscuit

Jeg har tit hørt fra ejere af små hunde, hvor bange de er for, at deres lille hund, skal blive overfaldet af en større hund, men jeg har aldrig rigtigt kunne genkende frygten fra mig selv. Biscuit er jo måske nok lille, men han er super fornuftig og kan fungere i enhver tænkelig hundeflok. Jeg er aldrig bange for, at han skal gøre noget dumt, for han har rigtig godt hundesprog og ved hvornår man skal trække sig og gå væk. Han er en lille hund, men opfører sig på alle måder fornuftigt i samvær med andre hunde.

I går blev han imidlertid overfaldet af en border collie på en gåtur og jeg fandt ud af præcis hvor bange man bliver. Jeg havde fat i Biscuit og kunne have løftet ham væk, men jeg turde ikke, for border collien havde fat i ham og jeg var bange for, at hvis jeg trak ham væk, ville skaderne blive større.

Det føltes som om, at det varede lang tid, men formentlig varede det kun få minutter eller mindre. Biscuit var rystet og stok halt bagefter, men vi kunne ikke se nogen huller i ham. Vi skyndte os til dyrlæge. Han kunne mærke en hævelse på den skulder og det knæ, som han halter på, men han mente ikke, at der var nogen alvorlig skade. Han kunne ikke mærke noget der var revet over eller brækket. Han fandt også et hul efter en hjørnetand på det ben.

Biscuit skulle have en smertestillende injection og noget penicillin og da vi rodede i nakken for at komme ind, hvor dyrlægen kunne stikke, fandt vi endnu et hul i skulderen modsat det  ben, som han halter på. Biscuit har så tæt en pels, at det er rigtig svært at komme ind til huden og tjekke for skader.

Jeg fandt også et  hul over han øje på  toppen af hovedet.

Da vi kom tilbage fra dyrlægen, satte vi Biscuit ud i haven og lod Beat og Hero hilse på ham.

Beat var så fornuftig og sød. Han er ellers altid alt for tæt på Biscuit, fordi han tænder så meget på ham, men i går aftes kom han ikke tættere på end to meter fra ham. Jeg ved ikke om hunde kan være hensynsfulde eller om han bare var meget usikker fordi et af flokkens stærke individer pludselig ikke var ok, men han tacklede det på en – for Beat – rigtig fin måde. Her til morgen er han stadig meget mere forsigtig med Biscuit end han plejer at være.

Beat er helt afslappet omkring Biscuit. Jeg tror han forstår, at Biscuit ikke kan klare den samme tumlen, som han plejer. Hvem skulle have troet, at Beat faktisk var i stand til at sætte farten ned og være forsigtig?!

Hero er jo kendt for at være meget omsorgsfuld, når et af flokkens medlemmer ikke er ok og i går aftes, da vi kom tilbage, hæftede han sig også på Biscuit og veg ikke fra hans side. Han nussede og pussede og fandt faktisk et hul på ryggen af ham, som vi ikke havde fundet. Når Biscuit lagde sig ned, for at hvile sin ømme krop, så lagde Hero sig lige ved siden af ham og holdt øje med ham.

I løbet af natten, har Hero gået i fast rutefart mellem Biscuit og jeg. Hen og tjekke Biscuit – tilbage og underrette mig om situationen… Ca. hver 10. minut natten igennem, har Hero puffet til mig, for at få mig til at kigge på Biscuit og sikre, at alt var ok. Jeg prøvede at forklare ham, at hvis bare han kom og aflagde raport ca. engang i timen, så ville det være nok, men det bed ikke rigtigt på. Jeg er en anelse smadret nu.

Hero viger ikke fra Biscuits side.

Jeg skulle have besøgt Bob i dag, men har besluttet at blive hjemme hos Kath. Biscuit skal ikke ud og køre langt og han skal ikke ligge i bilen hele dagen. Det ville ikke være fair og jeg ville ikke nyde det, fordi jeg hele tiden ville spekulere på  hvordan han havde det. Så det bliver en stille og rolig dag, hvor hundene kan hygge sig i haven.

Kath skal til en træningsdag med sine hunde, så det bliver en rolige og stress-fri dag for Hazyland flokken.