Klik her for at læse om vores rejse dag torsdag!
Klik her for at læse om træningen i hallen, byvandring og festmiddagen fredag!
*****
Lørdag
Lørdag morgen ringede vækkeuret k. 5.30. Helle skulle konkurrere, så det var hende, der havde mest travlt. Jette havde sørget for morgenmad, som vi kunne tage med over i hallen, så vi behøvede ikke vente på, at restauranten på hotellet åbnede. Helle var forbløffende rolig og overskudsagtig, så der var ingen stress på. Faktisk sad vi lidt på hotellet og hyggede, inden vi kørte.
Vi kom over i hallen og gjorde klar til åbningsceremonien. Alle landene ind på række i alfabetisk rækkefølge, men med værtslandet Holland til sidst, til lyden af hvert enkelt lands nationalmelodi.
Jeg havde besluttet mig for at tage Hero med ind. Han skulle ikke i konkurrence den dag, så jeg behøvede ikke passe alt for meget på ikke at trætte ham og jeg tænkte, at jo mere han fik lov til at gå på underlaget, jo bedre føling ville han få med det. Jeg tog en bold med ind, så jeg kunne stå og lege med ham.
Åbningsceremoni
Dommerne introducerede sig selv og ønskede deltagerne held og lykke. Derefter skød arrangørerne stævnet i gang. Vi gik en ekstra runde i ringen på vej ud og så måtte Hero ind i buret, så vi kunne være klar til at nyde danske Annettes Hvide Hund performance med Neo.
Hvide Hund
Annette med Neo
Helle var første dansker i ringen med Doggie. De havde start nummer 8. Jeg gik med ned for at få dem godt ind i ringen og være der, hvis de havde brug for hjælp. Det var nu ikke meget Helle havde brug for. Hun virkede rolig og kontrolleret og Doggie virkede rigtig glad.
De lavede også en super flot performance. Doggie var i sit es. Helle sagde senere, at Doggie små-nappede lidt, men det var ikke noget jeg kunne se og hun arbejdede super super fint. Jeg så ikke rigtigt nogen fejl. Awww hvor var de gode. Sikke et par!
Helle med Doggie
Jeg må indrømme, at jeg efter Doggies performance trak lidt ind i min egen lille fokuserede verden. Det at Helle var i gang, blev lidt et reality check for mig. Mesterskaberne var NU og jeg skulle snart ind og yde. Jeg zoomede lidt ud og var ret overfladisk til stede resten af dagen. Jeg ved at Anja og Sidsel arbejdede rigtig godt i ringen og at de gik videre til finalen, hvor Anja vandt, men på trods af min nationalfølelse og min glæde på Anjas vegne, så skete det hele lige som lidt uden for min verden.
Da Helle og Jazz gik i ringen, formåede jeg at være nærværende nok til at støtte dem. Endnu en fin performance. Jazz blev lidt usikker på et eller andet og søgte lidt støtte hos Helle, men Helle formåede at bevare roen og støttede hende fint, så de fik en rigtig nydelig performance – lige præcis hvad det danske landshold havde brug for, for at blive Europamestre. Kæmpe tillykke til hele holdet – Sidsel med Wave, Anja med Queeny og Helle med Jazz og Doggie.
Helle med Jazz
Jeg nød også at se Robbie’s søn Brego optræde. Han er på det finske landshold og optrådte med en River Dance koreografi sammen med sin ejer Susanna.
Susanna med Brego
Med mere end 40 starter i den indledende runde, kom frokost pausen sent og finalen gik i gang sidst på eftermiddagen. Og ret hurtigt efter at den var færdig, var der præmieoverrækkelse for HTM holdene.
Det danske Guld Hold
Lidt over 18 samledes 2 repræsentanter fra hvert land til OEC møde – Helle og jeg deltog for Danmark og jeg var ordstyrer, så der var ikke noget med at falde hen. Det føltes som en lang aften og kl. var 20 da vi forlod Hallen – ca. 13 timer efter vi ankom.
Hjem og lufte hunde, et hurtigt måltid mad i restauranten, op på værelset og pakke og så i seng.
*****
Søndag
Søndag morgen var jeg knap så overskudsagtig, som Helle havde været dagen før. Underlaget og Heros vanskeligheder i træningen fyldte rigtig meget, lige som det fyldt, at mine hunde havde været undervejs i rigtig mange dage og efterhånden var ved at være lidt trætte. En træt Hero på mega glatte tæpper virkede ikke rigtig opløftende.
Første opgave da vi ankom til Hallen var at give Helle, der var rekvisit ansvarlig, besked om hvor vi gerne ville have vores rekvisitter.
Jette og Helle diskuterer rekvisit placering.
Jeg startede med at sidde i hallen og se de andre deltagere. Det var helt fint i et stykke tid, men da vi kom 10 – 15 hunde fra Heros start, fik jeg brug for lige at gå en tur med hundene, få lidt frisk luft og få det hele lidt på afstand.
Da jeg gik derude, gik det op for mig, at jeg faktisk ikke rigtigt så det som en mulighed, at Hero kunne gennemføre sit program på de tæpper. Mine tanker gik ikke på om vi mon blev nødt til at trække os, men mere på hvor langt vi mon nåede inden det skete. Jeg tog en alvorlig snak med mig selv – hvis jeg ikke havde planer om at gennemføre, så skulle jeg slet ikke gå i ringen. Jeg fik fokuseret mine tanker ind på en mere positiv bane og visualiserende den helt perfekte performance inde i hallen på lige præcis de tæpper, som vi skulle ind og arbejde på. Derefter skiftede jeg til kostume og tog Hero ud. Jeg havde planlagt 20 minutters træning, men efter 10 minutter stoppede jeg. Hero arbejdede helt fantastisk og der var ingen grund til at blive ved med at gentage øvelser, der allerede virkede.
Hero og jeg sad og hyggede indtil Helle kom ud og hentede mig – tid til at gå i opvarmningsringen. Jeg havde fået det en million gange bedre. Hero var rolige og afslappet og jeg følte mig gladere efter at have fået styr på min mentale form.
Hygge inden vi kunne komme til at varme op.
I opvarmningen arbejdede Hero også rigtig fint. Helle mindende mig om, at jeg skulle lave et af de body jumps, som jeg havde være meget bange for at lave på det glatte underlag. På mirakuløs vis så Hero ud til at have det fint med både afsæt og landinger. Alt var i orden. Og så var det tid til at gå i ringen.
Heros Olsen Banden program
Skønne skønne Hero. Min lille stjerne. Han var så dygtig. Et næsten nyt program (vi har arbejdet på det i lidt over en måned) på et underlag, der ikke var optimalt for en hund med Heros bevægemønster og efter en lang og oplevelsesrig rejse og så gjorde han det bare så flot. Det var små fejl og enkelte steder, hvor jeg måtte tage hensyn til, at han ikke kunne bremse og vende så hurtigt som han plejer, men han var så god. Det var tydeligt, at han er blevet et år ældre og mere moden, samt at vi har haft fokus på at håndterer glat underlag siden Prag. Han tilpassede sin bevægelser og sit tempo til underlaget og lavede en rigtig fin Olsen Banden.
Jeg hulkede af glæde og lettelse, da jeg kom ud af ringen. Stakkels Helle glemte helt at hente Franz Jäger pengeskabet i ringen, af bare befippelse over min reaktion (og lidt af glæde og begejstring på mine vegne). Sådan får man en belgier til at slæbe det danske holds tungeste rekvisit ud :-D.
Jeg så ikke Johanna og Sodas performance. De var inde ca. 10 hunde før mig og der var jeg allerede i gang med mine egne forberedelser. Jeg fik senere at vide, at de havde gjort det fint, men ikke fået så gode points.
Johanna og Soda
Jeg så Jette og Addi. Det var en gravhund i vældigt humør. Addi havde en fest i ringen – men arbejdede godt. En god indsats for det danske hold. Tillykke Jette og Addi, I vist god
gravhunde power!
Jette med Addi
Det nærmede sig tiden til, at Biscuit skulle i ringen og jeg var fuldstændig rolig og glad. Hele det voldsomme build-up inden Heros performance og den enorme lettelse da vi kom ud, havde drænet mig for følelser. Jeg tror simpelthen ikke, at der var nogen sommerfugle tilbage til at flagre.
Timingen er altid et issue med Biscuit. Han skal ud og gasse af, men han må endelig ikke gasse for meget af, for så går han død inden vi går i ringen. Det er virkelig en hår-fin balance med ham, men vi fik den lige præcis ’spot on’ denne gang. Biscuit var så begejstret over endelig at få lov, at jeg var nødt til at spille lidt bold med ham i opvarmningen, for at få det værste overskuds-energi brændt af. Ellers legede og pjattede vi bare indtil Helle meddelte, at nu samlede dommerne dommersedler ind, så nu skulle vi gøre og klar.
Jeg lagde en ordentlig klat kattemad i Biscuits skål og en masse lækre stykker tørret kanin-kød. Jeg viste Biscuit det, satte skålen på gulvet og gik ind. Biscuit var tændt. Han var så sød at arbejde med.
Biscuit: Lemon Tree
Han tog sin start pose og gik i gang med første trick (elefant på min fod) allerede da jeg signalede til DJen. Jeg lod ham gøre det, så det blev en lidt lang start. Der var en enkelt forkert vending i overgangen fra et spring til baglæns weaves bag min ryg, men bortset fra det, var han fejlfri. Biscuit har aldrig lavet sit Lemon Tree program så flot før. Der var drive og energi, han var fremadrettet og på. Det var så flot og jeg nød hvert sekund i ringen med ham.
Endnu engang blev jeg overvældet af følelser da jeg kom ud og jeg gør det faktisk stadig, når jeg tænke på, hvor skøn han var i ringen. Super sheltie!
Vi drønede ud og legede med bold og Biscuit fik endnu flere godbidder. Han fik godt nok meget mad den dag 🙂
Helle fik faktisk palmen ud af ringen, så vi ikke havde brug for belgisk assistance. Tusind tak for praktisk og mental støtte, Helle :-).
Vi kom ikke i finalen. Det havde været rigtig fedt at få lov til at performe igen, men jeg er så glad for mine hundes præstationer, at det ikke betyder så meget. Biscuit blev bedste hund fra Norden. Øv, at det ikke var et nordisk mesterskab ;-). Han blev individuelt nr. 15 ud af ca. 50 deltagere. Hero blev nr. 19, så de lå begge to rigtig fint.
I frokost pausen skulle vi se Annette med Gucci optræde…
Annette med Gucci – de danske freestyle reservers opvisning
– og der skulle tages billeder af Robbies efterkommere. Der var 1 søn, 2 børnebørn og 2 oldebørn tilstedet ved OEC. Der var et barnebarn mere på det tyske hold, men hende fik jeg desværre ikke snakket med.
Wooohoooo Hero
Finske Brego – Robbies søn
Dansk/engelske Hero – Robbies oldebarn
Robbies søn Brego fra Finland
Brego (søn), Wave (barnebarn), Hero (oldebarn), Jazz (oldebarn) og Doggie (barnebarn)
Et barnebarn fra Tyskland efter Robbies datter Smedegaarden’s Water Lily
Jeg var lidt fraværende under finalen – jeg var træt… men jeg fik set de fleste programmer og jeg fik hygget lidt med mine hunde i den del af hallen, hvor det godt måtte sidde.
Da finalen var færdig, var der afslutnings ceremoni. Igen gik alle i ringen til tonerne af national-melodierne og mesterskabet blev afsluttet på fornemmeste vis. Jeg havde begge mine drenge med i ringen og vi nød oplevelsen og stemningen. Inden vi gik ud, fik vi lige taget lidt billeder og så var det ellers ind for at pakke sammen.
Afslutningsceremoni
Vi havde lidt mange ting – bla. et kæmpe Franz Jäger pengeskab, hundebure, kostumer og meget mere. Det blev til mange ture ud i bilen.
Vel tilbage på hotellet stod den på en hurtig hundeluftetur og derefter en rigtig hyggelig middag sammen med det meste af det franske og det finske landshold. Der blev grinet igennem og det blev en gang for alle slået fast, at ’blackberries are not grapes!’. Mmmm det er vist en af de der, ”man skulle have været der” ting.
En rar afslutning på en god, men mentalt krævende, dag.
*****
Mandag
Mandag morgen var det godt nok svært at komme i gang. Heldigvis skulle vi først checke ud kl. 12 og vi trak den nærmest til det sidste. Man kan ikke beskylde os for at være super effektive den morgen.
Drengene i bilen
Da vi endelig havde fået pakket bilen, satte vi kurs mod Leeuwarden – en idyllisk gammel by, som Esther (en af de hollandske værter) havde anbefalet os at se. Vi parkerede i en parkeringskælder midt i byen og kom op på den gamle rådhusplads, hvor det gamle rådhus stod og lignede det skæve tårn i Pisa. Åbenbart gik noget galt, da man støbte fundamentet, så nu læner det rigtig meget til højre. Foran rådhuset lå en lang række udhuggede sten, der fortalte byens historie (tror vi nok). Der var stadig en masse blanke sten, så historien kan fortsætte. Vi fandt en smuk park langs kanalen, hvor vi gik en dejlig tur og derefter fortsatte vi ned gennem byen. Vi spiste frokost på en cafe ved kanalen ind vi fortsatte mod Amsterdam.
Leeuwarden sightseeing
Jazz ville gerne have fat i de pølser og den ost, der lå uden for butikken
Helle var begyndt at blive noget forkølet. Hun nøs og nøs og nøs på vej til Amsterdam. Hero, der ellers er besat af at kysse folk der nyser, måtte til sidst opgive at springe op hver gang der kom et Atju! Og hun påstår, at det er helt normalt, at have toilet papir hængende ud af næsen som en lille prop, når man er forkølet, men det tror jeg nu ikke…
Atjuuu!
Ankomsten til vores hotel var… hmmm ja… det er lidt svært at beskrive… chokerende er et voldsomt ord, men nok alligevel det, der dækker bedst. Vi betalte 500 € for 3 nætter og hotellet var ok moderne, men vores værelse lignede en fængselscelle. Grå beton vægge, mørkt gulv, vinduet kunne ikke åbnes, det var lille og der var mega varmt. Helle og jeg så på hinanden og gik i panik. Men det var som det var, så vi måtte få det bedste ud af det. Vi begrænsede mængden af bagage så meget som muligt, så hundene fik mest muligt gulv plads og i øvrigt blev vi enige om, at være så lidt på hotellet som muligt, så allerede en times tid senere, var vi på vej med toget mod centrum.
Vores celle
Hotellet lå meget centralt lige ved Slotherdijk station, så det tog kun 10 minutter at komme til centrum. Amsterdam er en stor og travl by og at færdes der med 4 hunde er udfordrende, men det er også en meget hunde-positiv by, så alle smilede, gav så vidt muligt plads og vi var velkomne alle vegne – selv i souvenir-butikkerne. Vi gik op ad hovedgaden til den store plads Dam. Videre ned gennem en sidegade til The Red Light district. Der var efterhånden lidt mørkt og der var godt gang i gaderne. Hash-dampene stod ud af en coffee shop på hvert hjørne og hvert andet vindue udstillede hamp blade eller magic mushrooms. Denne lille aften vandring levede til fulde op til vores fordomme om netop dette kvarter, men det var egentlig ret hyggeligt og sjovt, selv om vi efterhånden var lidt trætte af mylderet og gerne ville ud igen. Vi var også lidt bange for, hvad vores hunde kunne finde på gaden og æde.
2500 cykelparkeringspladser i Parkeringshus uden for Amsterdam Centraal
Travlhed i byen
Sightseeing i Amsterdam
En rigtig hollandsk mølle
Hollandske træsko
The Red Light District
Finder I noget godt, piger?
Ahhh der var også noget for drengene at se på 😉
Magic Mushrooms… Wooohoooo…
Tilbage i centrum, fandt vi en sandwich bar, hvor vi købte aftensmad, som vi tog med tilbage til hotellet og spiste i vores lille celle;-)
Aftensmad
*****
Tirsdag
Hero i Amsterdam
Tirsdag morgen havde vi en aftale med Brigitte van Gestel fra det hollandske landshold. Hun kom og hentede os på hotellet og tog os med til en helt fantastisk strand ca. 30 minutters kørsel væk. WOW WOW WOW, hvor var der bare smukt. Og der vrimlede med løse hunde, der alle sammen var venlig-sindede og gode til at være sociale. Hero og Biscuit var i paradis (især lille sociale Biscuit). De hilste og legede med alle mulige hunde. Biscuit fandt sig en lille Welsh Terrier ven, som han var meget begejstret for og de legede sammen længe, mens border collierne spillede chuckit med en eller anden fremmed dame og hendes hund.
Biscuit med sin lille terrier ven
Yipeeeee 🙂
Chuckit
Hero og A’Mayzie
Vi mødte et par smukke små sorte blandingshunde
Biscuit hyggede sig vældigt med dem
Biscuit, Hero, Jazz, Doggie, Djuna, A’Mayzie og Twizzle sammen med Helle og Brigitte
A’Mayzie
Twizzle, A’Mayzie, Djuna, Hero, Biscuit, Jazz og Doggie
Brigitte og Helle
Biscuit fik mange nye venner
Og Hero holdt sig heller ikke tilbage fra en lille flirt
Djuna: Det er min og I får den ikke!
Hvis alle møder med fremmede hunde kunne være så idylliske som dette, ville jeg opsøge fremmede hunde og samværet med dem meget mere.
Vi gik langt ud langs stranden. Stakkels Helles forkølelse havde taget noget til, men hun holdt den gående på panodil og strepsil. Hun var sej.
På vej tilbage mødte vi en lækker springer spaniel, som måde Hero og Biscuit syntes var enormt sød og den ville også rigtig gerne lege, men Helle og Brigitte var ved at komme lidt rigeligt foran, så vi måtte videre. Biscuit kom med det samme, men Hero gad ikke komme, så jeg begyndte at gå og tænkte, at han nok indhentede os, hvis jeg bare gik. 10 meter længere fremme, vendte jeg mig og så efter ham. Han sad på ryggen af tæven og humpede den. Jeg fløj tilbage og fik ham hevet ned, mens jeg undskyldte over for ejeren. Hun smilede imødekommende og forklarede, at det bare var fordi tæven var i løbetid. What???!! Gad vide om hun ønskede sig hvalpe og det var hendes måde at skaffe en parring?
Mmmmm i starten så det meget uskyldigt og hyggeligt ud.
Tilbage ved parkeringspladsen – hvor der i øvrigt var 4216 tomme pladser (yep det var en meget stor og populær strand – jeg tør ikke tænke på hvordan der ser ud om sommeren) – gav Brigitte frokost på en lille cafe. Helle fik også tanket op med panodil og strepsil, så hun var klar til de videre planer. Vi fodrede en enorm flok gråspurve med den sandwich, som tjeneren tabte på jorden, da han kom med vores mad. Det var rigtig hyggeligt.
Nårh…
Lækker frokost
Ivrige og sultne gråspurve
Vi tog afsked med Brigitte og kørte tilbage til hotellet. Vi havde 30 minutters hviletid i cellen, inden vi mødtes med hollandske Esther og finske Sini på Slotherdijk station. Turen gik til centrum uden hunde. Dem havde vi efterladt i bilen i et aflåst parkeringshus og de var helt game-over, så det var de vist ok tilfredse med.
Første stop i centrum var Madam Tussaud. Hold da op, hvor var det godt. Man måtte røre ved dukkerne alt det man ville og der var alle mulige foto opstillinger, hvor man kunne posere med dukkerne og lade sig fotografere. Vi gik helt amok under megen fnisen og latter.
Johnny og os 😉
Madam T.
Som en joke postede vi dette billede på facebook og skrev, at Esther var blevet interviewet af Oprah om OEC. Ups, der var vist nogen, der troede at det var rigtigt… 😀
Vi gik så meget op i det, at vi nær kom for sent til den sidste Amsterdam Dungeon tour. Men vi nåede det og det var så godt. Vi startede med at komme ind i et mørkt rum, hvor en meget from og sortklædt dame gik rundt og skræmte live af os. Hun sagde ikke ret meget, men hun gik alt for tæt på ens privats-fære og hun stirrede på en, mens hun mumlede forbandelser og besværgelser. Hvis man larmede fik man enten et ’Quiet!’ eller et ’Behave’ og hvis man ikke flyttede sig hurtigt nok, hvæsede hun ’Move!’. Det varede ikke ret længe, før vi fniste nervøst og begyndte at blive urolige og utilpasse.
Så kan de lære det!
Vi blev ført ind i et totur kammer, hvor bødlen som det første udpegede mig og lukkede mig ind i et bur. Argh! Heldigvis skulle jeg bare sidder der lidt, men bødlen torturede Bart (en af de andre deltagere) og så lukkede han mig ud igen. Phew! Det kunne have været meget værre og Helle var også meget skuffet over, at jeg slap så let.
The Amsterdam Dungeon Tour
Bart havde en hård tur gennem kælderen. Han blev nærmest udvalgt i alle rum og blev beskyldt for alt lige fra forræderi på et hollandsk slave skib til heksekunst og djævletilbedelse. Sini hjalp en sindssyg tjeneste pige med at partere en død mand og Esther blev anklaget for heksekunst. Hun fik dog mulighed for at danse nøgen for at bevise sin uskyld, men det ville hun ikke. Helle slap for alt, men for et par år siden, da vi var på en lignende tour i England, blev hun udvalgt til det hele, så det var nok ok. Hun var jo også ret syg ;-).
Scary!
Turen sluttede med en rutchebane tur i et mørkt rum. Hold da op – det gik stejlt ned… det gjorde det da… men det stod ikke helt i proportion med højden af Helles skrig ind i mit øre. Jeg lider stadig af tinitus.
Anne Franks hus
Efter dungeon turen, spiste vi aftensmad og derefter gik vi til Anne Franks hus – en oplevelse der stod i skærende kontrast til dagens tidligere attraktioner. En alvor og en stilhed lagde sig over os alle 4. Anne Frank og hendes families kamp for at overleve holocaust lagde ikke op til jokes. Det var en rørende og tankevækkende udstilling og den sluttede med små video sekvenser fra nutidige begivenheder og politiske beslutninger i hele verden, der sætter menneskerettighederne under pres og publikum blev bedt om at tage stilling til, hvorvidt det var i orden eller ej.
Anne Franks dagbog
Vi tog toget tilbage til hotellet og sluttede dagen med en lille Prison Tour. Esther og Sini var enige med os – hotellet lignede et fængsel mere end et hotel. Og så var vi efterhånden så trætte, at prutte vittigheder fik os til at grine hysterisk.
Selv om hundene havde sovet hele eftermiddagen, var de stadig trætte. Det er hårdt at være til EM og på ferie. De fik en lille gåtur og snart sov vi alle.
*****
Onsdag
Morgenhygge på hotellet
Det er søskende-parret Jazz og Hero, der ligger og putter.
Tirsdagens arrangement med hunde-venlige aktiviteter om morgenen og ‘Helle og Emmy tid’ om eftermiddagen fungerede perfekt, så det gentog vi onsdag. Vi kørte 20 minutter ud af Amsterdam til Haarlem, hvor der var mindre hektisk og mere plads til hunde.
Vi parkerede langs kanalen og gik ned for at se en smuk hollandsk mølle. Turen derned var længere end opholdet ved møllen, men det var ok. Formålet med formiddagen var jo at gå med hundene og være sammen med dem og det var en rigtig fin mølle.
Uhhh det var lidt uhyggeligt at gå så tæt på kanten.
Molen De Adriaan
Hundene på hejseværket uden for Molen De Adriaan
Vi gik videre op til St. Bavo kirken på byens torv. Undervejs faldt vi over et skilt ’Coconuts for sex’… Det var dagens første ’What the f***!?’ oplevelse. Den næste kom, da vi i et for-rum til kirken så en installation, hvor et dødt får lå sprættet op på et par mekaniske knæ/ben, der sad på en skammel omgivet af en eller anden slags væske. Hvor sært er det?!
What the f’***?!
????????
På torvet i Harleem lå en souvenir forretning, hvor jeg fandt en taske, som jeg godt kunne lide og som ville passe fint til arbejdsbrug. Jeg ville købe den, men kunne ikke rigtigt få den ud, uden at pille skodderne af deres krog og lukke dem lidt ned. Så det gjorde jeg. Da jeg kom ind med den, så damen helt bestyrtet ud. Hun himlede med øjnene og drejede rundt om sig selv. Det havde været ret svært at få tasken fri, så jeg tænkte, at hun måske havde dem på et lager, som hun ville have taget en af, men det havde hun ikke. Hun tog min taske, drejede rundt om sig selv et utal af gange, gik ud for at kigge på skodderne og rode med de øvrige tasker og pludselig fandt hun til ro og spurgte om jeg ville have en pose. ”Ja tak!”, sagde jeg, så hun pakkede tasken ind i gave-papir og ønskede mig en fortsat god tur. Det var en meget speciel oplevelse :-D.
Uden for byens særeste souvenir butik
Vi splittede os op, for at komme ind og se kirken. Helle fik en kop kaffe på torvet sammen med hundene, mens jeg gik ind i kirken, der i øvrigt at super flot og et besøg værd. Derefter byttede vi og Helle så kirken mens jeg drak kaffe. Vi kunne nu godt have gjort det sammen, for der var en anden dame, der havde sin hund med ind i kirken, men hvem kunne vide, at det var tilladt?! Det er vi jo ikke vant til fra Danmark.
Kaffe….
– og en utrolig smuk kirke.
Mens Helle så kirken, bestilte jeg frokost til os, så da Helle kom ud, blev frokosten serveret. Perfekt timing.
Biscuit blev lidt træt af, at Hero hele tiden ville kysse 😉
Lidt i 3 var vi tilbage i parkeringskælderen ved hotellet, hvor vi efterlod hundene i bilen, men vi tog toget til Amsterdam. Sporvognen videre til udkanten af byen, hvor Van Gogh museet ligger.
Det var lidt surrealistisk at stå lige foran originalerne til alle de verdensberømte malerier, som man har set gengivet i kalendere, på plakater og alle mulige andre steder. Det var en fed oplevelse. Og ret vild – man skulle gennem et security check for i det hele taget at komme ind.
Van Gogh og jeg 🙂
Van Gogh museet
Pladsen uden for van Gogh museet
Vi tog sporvognen tilbage til centrum og fik købt gaver til familie og venner. Derefter videre til kanalerne, hvor vi fandt nærmeste 1 times kanal rundfart. Vi var vist ret heldige, for vi fandt en tur kun ca. 10 – 15 minutter senere og det var oven i købet en rigtig fin tur. Perfekt længde og med en god guide, der fortalte om de ting vi sejlede forbi på let forståeligt tysk og engelsk og lidt mindre let forståeligt hollandsk.
Kanal-rundfart
Tilbage med fast grund under fødderne, fandt vi et pizzaria i en hash-stinkende gade og spiste aftensmad. Derefter tog vi sporvognen et stop tilbage til hovedbanegården. Det virkede nemmere at hoppe på en sporvogn og køre gennem de hektisk lyskryds foran hovedbanegården end selv at gå. Trafikken er lidt overvældende. Vi kørte vi med toget hjem, luftede hunde, pakkede og gik i seng.
Aften-hygge – Helle og Hero
*****
Torsdag
Vækkeuret ringede kl. 6 og kl. 7 var vi klar til at forlade hotellet og Amsterdam.
Hero og Doggie. Ikke helt klar til at stå op endnu.
Mens vi pakkede, sad hundene i bilen og ventede. Stakkels Biscuit sad op ad døren til bilen og halv-sov, da Helle ville sætte noget ind bag i. Helle åbnede døren, som Biscuit lænede sig op ad. Resultatet var, at Biscuit tumlede ud, slog en saltomortale i luften og landede på det hårde beton gulv med et splat efter et fald på næsten en meter. Det lignede noget fra en tegnefilm og både Helle og jeg stod fuldstændigt fast-frosne og stirrede med angsten lysende ud af ansigterne. Vi så brækkede ben og alvorlige skader for os… Biscuit selv rejste sig, rystede sig lidt, fnyste forarget og ville så gerne ind i bilen igen. Hold da op – Helle og jeg var noget rystede, men Biscuit er tilsyneladende ikke kommet den mindste smule til skade. Han virker ikke engang øm efter faldet. Og efter det, lærte vi lige at sikre os, at sheltien var på benene inden vi åbnede døren.
Hold fast drenge, så ikke I ryger ud!
Vi ramte ind i noget morgen trafik – ikke ud af Amsterdam, men hen imod alle de omkring liggende byer.
De næste timer gennem Holland gik strålende. Vi havde kun få pauser og kom godt der-ud-af. Ved 13 tiden holdt vi frokost pause. Vi gik en tur med hundene og fandt et sted, hvor de kunne sidde sammen med os, mens vi spiste. Jazz er lidt af en tyveknægt, så hun havde travlt og Helle måtte holde godt fast i sin burger :-).
Hero og Biscuit på frokostpause rastepladsen
Tøserne på luftetur
Da vi fortsatte, havnede vi i vejarbejde og kø. Endeløse køer… På et tidspunkt nåede vi ca. 10 km. på en time. Suk!
Jubiiii – Puttgarden i sigte!
Den var 16 da vi kom til Puttgarden og kørte direkte om bord på færgen. Hold da op, hvor var jeg ved at være game-over. Godt Helle gav en kop kaffe om bord.
Trætte rejsende.
Ankomst til Rødby, videre til Næstved – hvor min bil holdt. Bagage over i min bil. Desværre ikke hurtigt nok, så en lastbil kørte en af mine poser over (den med min store zoom linse i – heldigvis ramte den ikke linsen, men min fars gave blev lidt flad) og derefter skældte chaufføren mig ud over at sætte min bagage uden for bilen når vi læssede ud. Hmmm… Mmmm… de kære forsvarsmekanismer.
Hjemme kl. 20 – ganske træt efter en oplevelsesrig uge.
Læs om min fantastiske velkomst, da jeg kom tilbage på arbejde, her 🙂
Dog Dancing Dagbog 
Pingback: Sikke en velkomst | Dog Dancing Dagbog