Tirsdag d. 7.10.14
Jeg vågnede allerede lidt over 4… ud og lufte hunde, pakke de sidste ting i bilen og så afgang mod Næstved, hvor jeg afleverede Beat hos min far. Da jeg havde afleveret Beat, var Helle kommet. Vi pakkede mine ting ind i hendes bil og så var det tid…
Afsted mod Rødby. Vi ankom til færgen i god tid og kom over ½ time tidligere end planlagt. Morgenmad på færgen, så vi var klar til første lange stræk gennem Tyskland.
Vi holdt en pause undervejs, hvor vi spiste frokost og luftede hunde i seriøst silende regnvejr. Bortset fra det, havde vi kun små tisse- eller kaffepauser undervejs.
Den sidste time af turen gik gennem Holland og lige på den anden side af den belgiske grænse, fandt vi Jules O’Dwyers skønne hjem. Vi blev modtaget med stor gæstfrihed både fra Jules og hele hendes familie.
Hundene blev luftet og vi fik pakket bilen ud og flyttet ind i det gæstehus, som stod til vores rådighed. Der var tændt op i brændeovnen og der var kaffe, mælk, cola, kiks osv, til fri afbenyttelse for os. Hold da op! Sikke en modtagelse.
Vi fik hilst på alle Jules’ hunde – en del af dem konkurrencehunde eller hunde i træning som filmhunde eller reklame-modeller og nogen af dem bare rescue-hunde, som ved et tilfælde var havnet i Jules’ liv og som nu var højtelskede medlemmer af familien. En broget flok, men alle skønne hunde. Min favorit var uden sammenligning sheltien Skippy. Han er en rescue, der har oplevet ting i sit liv, som ingen hund bør opleve. Han har bla. fået amputeret et forben og intet tyder på, at det er en dyrlæge, der har gjort det. Trods dette er han en glad og tillidsfuld sheltie, der elsker at putte og hygge. Jeg forelskede mig dybt og inderligt i ham og ønskede, at jeg kunne tage ham med hjem.
Da vi havde pakket ud, stod middagsmaden på bordet. Mums, man kan ikke klage over serveringen her i huset. Vi spiser godt! 🙂
Det blev halv-sent inden vi kom tilbage i gæstehuset – vi skal nok tidligt i seng. Det lyder ikke som om, at vi får lov til at slappe så meget af i morgen, som vi har gjort i aften 😉
Onsdag d. 8.10.14
Vi vågnede ret tidligt, så det var en stille og rolig morgen i gæstehuset sammen med hundene.
Det var så også det eneste stille og rolige øjeblik på dagen! Helle og jeg havde været bekymrede for, hvordan vi skulle kunne finde på noget at arbejde med i to hele dagen, med to trænere til rådighed. Det havde vi ikke behøvet spekulere over. Tiden er fløjet afsted og vi har fået helt vildt meget ud af det.
Vi startede med en udendørs lektion i Jules’ have. Christine Mattheus – Jules’ ven og træningspartner kom også, for at hjælpe med undervisningen.
Jeg arbejdede med Hero og Helle med Jazz. Vi arbejdede begge med det samme – at stoppe vores hunde fra at prøve at forudsige det næste trick og starte på det, før de får lov. Det var en super intens og spændende morgen og jeg så nærmest mirakuløse forandringer i Heros adfærd. På et tidspunkt, hvor jeg udtrykte tvivl om, hvorvidt han bare forudsagde en anden adfærd nu, bad Jules mig teste det. Jeg var overbevist om, at han ville falde tilbage i sit vante mønster, så jeg gjorde, som hun bad mig om, for at bevise min pointe. Men Hero var fuldstændig obs. på mig og gjorde præcis, som jeg bad ham om. Jeg var målløs!
Frokost og derefter afgang til en træningshal i nærheden. Her fandt eftermiddagens træning sted. Hero var udmattet af at tænke så meget i formiddagens træning. Et af det lette stofbure faldt ned over ham i bilen og han vågnede ikke… Biscuit satte sig oven på det væltede stofbur, der lå hen over Hero og han vågnede ikke!
Det kunne godt mærkes i eftermiddags træning, at han var træt, men vi fik stadig en masse ud af det.
I hallen blev vi mødt af en masse belgiske venner, der var kommet, for at hilse på os. Anne-marie, der også har været i Danmark til en konkurrence var det og Christel, som vi kender fra div. mesterskaber. Det var super hyggeligt.
Og sikken en luksus, at komme hjem til et veldækket bord med et lækkert aftensmåltid. Jules’ familie er simpelthen så gæstfrie. Det er helt utroligt.
Det har været en fantastisk dag, hvor jeg har set Hero og min træning med helt nye øjne. Sikke et privilegium det er, at få sådan en aha oplevelse. Nu krydser jeg fingre for, at jeg kan nå at lærer nok til, at jeg kan fortsætte arbejdet, når jeg kommer hjem.
Torsdag d. 9.10.14
Torsdag morgen efter morgenmaden – da Christine var ankommet – kørte vi i samlet flok til en træningsplads i Leige, hvor vi mødtes med Christel, Jules’ veninde Margareth og nogle andre, som jeg ikke helt ved hvem var.
Morgens træning med Hero handlede hovedsageligt om, at få fin-pudset koreografien til hans Crufts program. Jules har vildt mange ideer til hvordan man kan gøre allerede kendte tricks lidt federe og knivskarpe og hun ser ideer og muligheder i noget, som jeg bare ser som fejl, der skal trænes væk. Det var vildt inspirerende og vi grinede rigtig meget.
Helle arbejdede med at lærer nye tricks til hendes 2016 koreografi.
Det blev sen frokost, for vi kørte ikke fra træningspladsen før ved 2 tiden. Hjem og sluge et par sandwich og så i gang igen. Både Hero og jeg var ved at være trætte og da Jules fik den strålende ide, at vi skulle bruge en helt ny metode til at få mere præcision ind i et af Heros allerede velkendte tricks, var jeg ikke helt med på ideen. Men hos Jules få man ikke lov til at give op. Hun ved hvad hun vil og hvordan hun vil opnå det og det var rart, da jeg kunne se, at Hero forstod, hvad det var jeg ville, men der var lang vej derhen og jeg følte mig både frustreret og presset undervejs. Vi fik en 20 mins pause mens Helle og Jazz arbejdede og så var Hero og jeg på igen. Vi tog fat på en kendt øvelse, som jeg gerne ville have finpudset, men som Jules så helt nye muligheder i og fik lavet om til et endnu federe trick, som Hero så ud til at forstå meget hurtigt. Det var dejligt at kunne pakke Hero væk efter en fed session.
Efter Jazz’ sidste session, trænede Jules sin nye koreografi med Matisse og vi sluttede med fri træning. Christel lavede lidt med sin dejlige 4 mdr. gamle schæferhvalp, Christine arbejdede med sin lille røde border collie tæve, Helle lavede lidt med Doggie og jeg lavede lidt med Biscuit. En god afslutning på de to træningsdage.
Aftensmad og hygge inden div. gæster og træningspartnere sagde godnat og farvel og kørte hver til sit. Helle og jeg troede, at vi skulle over og pakke og tidligt i seng, men klokken blev over 11 inden vi var færdig med at snakke, grine og hygge. Søvn er alligevel noget overvurderet 😉
Vi fik bla. snakket om, hvad det gør ved en, når man skal til at ændre kriterier eller lave øvelser om og hunden bliver frustreret fordi man pludselig laver om på det den tror den ved. Det var rart, at vi kunne snakke åbent om weekendens trænings-oplevelser. Det har virkelig været en fantastisk weekend. Jules har på alle måder oversteget mine forventninger. Hun er en bedre og mere erfaren træner end jeg havde forestillet mig, hun er en dygtigere underviser end jeg havde forestillet mig, hun er en mere gæstfri, åben og loyal person end jeg havde forestillet mig og jeg har grinet meget mere end jeg havde forstillet mig.
Fredag d. 10.10.14
Tidligt op og pakke… allerede nu var det lidt sværere at lukke kufferten end da vi tog hjemmefra, så jeg gruer for, hvordan det bliver om 14 dage.
Morgenmad sammen med Jules og så var det tid til at sige farvel og på gensyn.
Køreturen fra Belgien til gik forholdsvis let – men det kan jeg sagtens sige. Det var Helle, der kørte 😉
I Hock van Holland gik vi en skøn tur på stranden med hundene. 1½ times fri leg – det trængte især Hero og Jazz’ hjerner nok også til efter de mange mange timers træning de sidste to dage.
Vi så de største vandmænd, som jeg nogensinde har set, på stranden. De var på størrelse med Biscuit! Hundene snusede til dem, men heldigvis valgte ikke engang Hero, at rulle sig i dem 😀
Vi kom fint gennem pas-kontrollen (både hunde- og menneskepas var ok) og fik udleveret vores kahyt nøgler… Øhhhh hvorfor har vi bestilt 2 kahytter???? Det er en dagfærge, så vi skal ikke engang sove i dem!!! Men af en eller anden grund har vi altså fået bestilt to enkelt kahytter i stedet for en dobbelt, så vi havde en hel kahyt til rådighed, som vi slet ikke fik brugt???!!!
To be continued… 😉
Pingback: Ferie 2014, step 2 – London | Dog Dancing Dagbog
Pingback: Ferie 2014, step 3 – Derbyshire | Dog Dancing Dagbog
Pingback: Ferie 2014, step 4 – Clicker Expo :-) | Dog Dancing Dagbog
Pingback: Ferie 2014, step 5 – Hjem ad… | Dog Dancing Dagbog
Pingback: Tour de Jylland | Dog Dancing Dagbog