Det kan godt være, at vi stod tidligt op lørdag… men det var ingen ting i forhold til søndag!
Kl. 6.30 havde vi luftet hunde, pakket det sidste bagage, pakket bil og var klar til morgenmaden og så ellers afsted til hallen, hvor vi skulle træne i Arenaen kl. 7.30.
Parkerings-automaterne drillede selvfølgelig ekstra meget den dag, lige da vi havde allermest travlt. I 5. forsøg lykkedes det mig, at få parkerings-billetter til Jette og jeg og Pia fik også automaten til at virke… Helle fik os gennem indgangs-kontrollen i rekord fart og phew, vi ankom lige i rette tid til at træne i ringen og det var rigtig fin træning i en rigtig god ring. Hero virkede glad og veltilpas og han stod godt fast på underlaget.
Kl. 9 gik den hvide hund i ringen. Det var igen Anna Grahn med Ludde og hun gjorde det igen fabelagtigt godt. Skøn hund og skønt program.
Der var HTM finaler først og første hund i ringen var Robbies søn Brego fra Finland. Det var Susanna og Bregos første finale ved et mesterskab, så jeg var vildt stolt af dem. Det var skønt at se dem optræde i den fantastisk flotte ring.
Helle med Jazz skulle i ringen lige efter Brego. Og de gjordet det så fint. Jazz landede uheldigt efter et spring. Det var ikke noget jeg så, men Helle var ret bekymret for hende, da de kom ud. Heldivis ser det ikke ud til, at der skete noget. Jazz har det godt.
De fleste hunde arbejdede super godt i finalen, men det var også en fed ring at arbejde i og i modsætning til dagen før, så var der gode lufte- og opvarmningsforhold. Vi kunne ikke have fået det meget bedre.
Individuel Nordisk Mester i HTM blev finske Katja Tamminen med border collien Nevada, der optrådte med et vildt godt Mary Poppins program.
Der var 15 minutters pause mellem HTM og Freestyle finalen. Jeg luftede Hero, små-trænede lidt og hyggede med ham. Han var rolig og glad. Det føltes rigtig godt.
Timingen var god – vi kom i ringen lige præcis da vi var klar. Jeg signalerede til musikken… Intet skete… Jeg prøvede igen… stadig intet… Jeg signalerede noget mindre diskret og så hørte jeg endeligt de første toner. Hero op på bagben… Og så stoppede musikken igen. Argh!
Dommerne sendte os ud af ringen mens musikken blev fikset. Desværre var vores bold og godbidder allerede båret over til udgangen, så jeg havde ikke noget at belønne eller berolige Hero med igen. Han var forvirret og det eneste jeg havde var et par godbidder, som jeg fik af indsenderen.
Da Hero gik i ringen igen var han frustreret og allerede da vi gik ind, lavede han små lyde. Vi gjorde klar og denne gang startede musikken som den skulle, men i stedet for at gå op på bagben i starten, hoppede Hero frem i et vældigt hop. Jeg fik ham tilbage og kom igang med programmet. Der var fart på! Og lyd på! Han gjorde det faktisk fint, for det gør Hero jo. Han er en ærlig og arbejdsom hund, der gør det man forventer af ham, men der var alt for meget lyd på… Det er jo sådan Hero håndterer frustration.
Han lavede også sin egen lille variation af pengeskabs sekvensen… på et tidspunkt cirklede han pludselig pengeskabet med hatten i munden???? Heldigvis kom han og afleverede hatten igen, da det gik op for ham, at det ikke var det vi plejer at gøre.
Vi kom gennem programmet – også nogenlunde med æren i behold 😉
Awwwww Hero – han gjorde sit aller-bedste og mere kan jeg ikke forlange af ham ❤
Rod i musikken er sommetider en del af gamet og noget en hund, der konkurrere på det niveau skal kunne klare. Vi har fået en erfaring mere, som vi kan tage med os i fremtidige konkurrencer.
Jeg fik skridtet af og kølet lidt ned og derefter nød jeg resten af finalisterne.
Nordisk Mester blev Kerstin Eklund med et fint cirkus program.
Efter finalen var der præmieoverrækkelse og afslutningsceremoni og så var det hele slut… Afsked med nordiske venner og bilen skulle pakkes.
Snart var Helle og jeg på vej mod Danmark igen. Hold da op – hvor blev den weekend af???
Vi havde et par stop undervejs – et hvor vi luftede hunde og købte kaffe og et hvor vi luftede hunde og spiste aftensmad. Lidt i 9 var vi hos Helle og lidt i 10 var jeg hjemme…
Tak til landsholdet og til de norske arrangører for en dejlig weekend i Norge!
Og Pia – tak for morgen-kaffen, den reddede min dag 🙂