Når man får noget andet end det man troede, at man bad om…

For et par dage siden, besluttede jeg mig for, at begynde at træne Biscuit til at apportere. Det har han aldrig lært og nu er han 10 år gammel, så det må være på tide 😉

Såh jeg udstyrerede mig med en lille bitte sheltie størrelse apportbuk, en klikker og en masse godbidder og så gik vi i gang.

Biscuit hader at tage noget i munden. Han leger med legetøj, fordi han har lært lige fra en ung alder, at det er sjovt… det er ikke noget, der er naturligt for ham og han er ret kræsen i forhold til hvilken slags legetøj han kan lide at lege med. Såh at apportere er ikke en let øvelse for ham.

Den første træningsdag nåede vi til, at han samlede apportbukken op og smed den igen, når jeg klikkede.

Næste træningsdag, kunne jeg tilbageholde klikket lidt og dermed få ham til at holde apportbukken i munden i længere tid.

Tredje gang vi trænede apport, øgede jeg sværhedsgraden, så han skulle samle op og tage et skridt frem mod mig, for at få klikket og belønningen og jeg tror, at det var her noget gik galt… han har åbenbart startet med venstre ben de fleste af de gange, hvor jeg har klikket for at træde et skridt nærmere mig. Biscuit har i hvert fald ment, at jeg klikkede hver gang han løftede venstre forben…

Resultat… I dag da jeg igen fandt apportbukken  og klikkeren frem, samlede Biscuit apportbukken op og løftede insisterende venstre forben og der stod han så!

Erm… jeg troede, at jeg havde bedt om samle op og komme hen mod mig!
Det Biscuit har lært er at samle op og løfte venstre forben!

Awwwwwwwwww Biscuit ❤

I morgen sætter vi lige ind med at klikke for 4 ben på jorden 😀

En lille uskarphed ved venstre forben viser, at han også på det her foto er ved at løfte foden.