Mesterskabs-panik

Hero

Jeg kan mærke det lige så tydeligt… Selv hvis ikke jeg kiggede på en kalender, så ville jeg vide det. Hele min krop og min bevisthed er tunet ind mod det… Vi nærmer os et stort internationalt mesterskab! Om mindre end en måned er jeg i England omgivet af den intense Crufts atmosfære. På det her tidspunkt om en måned, har jeg været i ringen.

Efter at have haft flere hunde – Whisper, Biscuit, Beat og Hero – der har fået lov til at deltage på landsholdet ved internationale mesterskaber, så er symptomerne på at et mesterskab nærmer sig ret velkendte.

Det første der sker er, at jeg bliver panisk bange for skader. Jeg har næsten lyst til at tage min hund med til dyrlæge eller kiropraktor, selv om den ikke fejler noget. Bare for at være sikker… Jeg gør det selvfølgelig ikke… Men jeg vogter over dens bevægelser som en høg. Går han nu rent? Er han stiv når han rejser sig op? Var det et host? Jo tættere vi kommer på mesterskabet, jo værre bliver det, for jo mindre tid er der til at en evt. skade kan hele. Jeg bliver bange for at lade ham løbe frit når vi går tur – sæt nu han træder forkert eller løber ind i noget? Og jeg bliver bange for de fysisk anstrengende øvelser, når vi træner. Bare han nu ikke får sat forkert af og kommer til skade. Jeg bider det i mig – det meste af det i hvert fald – og lader ham leve sit normale liv med alle de farer og risikoer det indebær… men jeg holder vejret flere gange om dagen… Åhhhh bare det nu går godt!

Og så begynder træningen at blive mere intens. Mere målrettet… De ting der ikke fungerer begynder at fylde meget. Jeg ligger vågen om natten og spekulerer over trænings-strategier, koreografi, musik, rekvisitter, kostume. Alting forekommer pludselig meget vigtigt.

Og så er der alle de andre små ting… Held og lykke gaver og kort. Gaver til gode udenlandske venner, som jeg ved, at jeg vil møde undervejs. Rejseplaner. Og i dette tilfælde dyrlægekontrol inden indrejse i England. Alle de små ting, der fylder. Ikke nødvendigvis på en ubehagelig måde – mange af dem er faktisk rigtig hyggelige, men de er hele tiden i min bevisthed.

Det bliver lidt uoverskueligt med andre aftaler, fordi mesterskabet lige forude optager så meget af min bevisthed. Der opstår en ‘før’ og ‘efter’ mesterskabet tidslinje i mit hoved og alt hvad der kan udsættes til ‘efter’ bliver skubbet.

Tankerne om det forestående mesterskab er næsten non-stop i baghovedet. Når jeg er på arbejde, når jeg går tur, når jeg lægger mig til at sove om aftenen. Søvnløse nætter, fordi en eller anden lille detajle ikke er helt på plads… Det er alt sammen en del af det, som vi lidt spøgefuldt kalder mesterskabs-panikken.

Ubehageligt? Ja på sin vis er det, men det er også med en vis begejstring, at jeg observerer disse kropslige og psykiske reaktioner sætte ind. For selv om det er anstrengende i de uger det står på, så betyder det også, at vi har et fantastisk og spændende eventyr foran os.

Crufts 2016 – here we come!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Hero, Landshold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s