Enjoy the journey

Foto: October Willis Editorial & Commercial Photography

Dog Dancing er en sjov størrelse. Det er al mulig andet sport sikkert også, men nu er det dog dancing jeg koncentrer mig om…

Det der er med det er, at man træner og træner og træner og forbereder sig til div. konkurrencer og så på 4 minutter, som man som regel ikke engang rigtigt kan nyde, så er det overstået og straks vender man blikket mod den næste konkurrence og det næste mål.

Det er som om, at man hele tiden fokuserer på de næste 4 minutter i ringen.

Men hvis al den træning og forberedelse kun handler om de 4 minutter, så kan man ikke undgå at blive skuffet. For nogen gange er de 4 minutter jo totalt kaos, hvis det ikke rigtigt fungerer på dagen. Og selv hvis man er inde og lave den perfekte og mest fantastiske performance, så vil det alligevel være en skuffelse, for 4 minutters kick kan bare ikke rigtigt bære de mange mange timer på træningsbanen.

Hvis det kun handler om de 4 minutter, så bliver dog dancing en fattig sport. Der er nødt til at være mere i det. Derfor har jeg rigtig meget fokus på, at nyde rejsen. Det er godt at have mål forude – at have noget at fokuserer på og arbejde frem mod, men rejsen frem mod målet skal også være en glæde, ellers vil det aldrig blive nok for mig.

I visse perioder er det lettere at nyde rejsen end i andre. Om sommeren, når vejret er godt og træningen er en fornøjelse, så er det let nok. Programmet er indlært og vi skal bare holde ved lige. Der er konkurrencer – nogen af dem vigtige, andre mindre vigtige. Der er opvisninger, hvor man kan optræde uden at have pres på. Man har sjove og hyggelige oplevelser og man ved hvad man skal og hvor man er.

Lige nu op til en stor international konkurrence, kan det være lidt mere kompliceret. Programmet sidder ikke på rygradden, kostumet og rekvisitterne er ikke helt klar og målet – en flot Crufts performance – blinker faretruende forude. Jeg føler mig presset og lidt stresset og det kommer så let til at smitte af på min træning. Jeg skal være så bevidst om at være i den rette sindstilstand, når jeg træner. Der er så meget, som jeg gerne vil, men hunden skal også kunne følge med og tiden… der er jo også et arbejde at passe.

Når noget ikke fungerer – noget som plejer at fungerer – så går det lige ind og sætter sig som en klump i maven. Om sommeren, når det hele kører, så ville en lille sekvens der driller ikke medføre andet en en side i træningsdagbogen, hvor jeg lige får analyseret mig frem til en ny træningsstrategi. Nu sætter det sig i føle-systemet… det bliver til en kropslig reaktion. Jeg bliver stresset og nervøs. Jeg må tage en time-out. Sætte mig selv på plads, træde et skridt bagud og huske mig selv på, at Hero og jeg er på samme hold.

Hvis ikke jeg kan nyde rejsen og det hele kun handler om de 4 minutter i Crufts-ringen, så vil Crufts helt sikkert blive en skuffelse. For selv den sejeste oplevelse i ringen er ikke noget værd, hvis rejsen dertil har været et mareridt.

Så jeg træner hund, lægger de sidste detaljer på kostume og rekvisitter og så arbejder jeg med min egen metale tilstand – jeg husker at nyde rejsen. Hver dag minder jeg mig selv om, at i dag bare er en dag, hvor jeg har det sjovt med min hund på træningsbanen. Jeg lægger en ekstra indsats ind, men kun så længe, at jeg kan nyde det. Hvis ikke jeg kan nyde det, må jeg få styr på det, før jeg igen kan fokuserer på Hero og vores program.

Hvis ikke Crufts lå forude, så ville jeg jo alligevel træne – bare fordi det er en dejlig måde at være sammen med min hund.

Det er fedt at have mål – men det er kun fedt, så længe jeg også kan nyde rejse frem mod dem.

Crufts 2016 – here we come!