Onsdag
D. 25.5 startede jeg hjemme fra kl. 9 om morgenen. Første stop Næstved, hvor Biscuit skulle afleveres hos min far. Derefter videre til Lille Skensved, hvor Hero og Bisuit skulle tilbringe den næste uge hos Helle og så afsted mod lufthavnen.
Tid til at få frokost og nulre lidt rundt i lufthavnen, hvor jeg til min skuffelse opdagede at Tiger butikken var lukket. Det var der, jeg altid købte billig cola til flyveturene! Men ikke denne gang 😦
Og så om bord på flyet, hvor jeg skulle tilbringe de næste 12 timer.
Turen til Japan var ikke slem. Kort efter afgang, blev der serveret aftensmad.
Aftensmad – skrønerne om flymad holder ikke. Det var mega lækkert.
Jeg så en film – The Danish Girl og derefter blev lyset slukket i kabinen og jeg lagde mig til at sove. Jeg havde 2 sæder til min rådighed, fordi der kun sad 2 mennesker på en række med 4 sæder,så jeg kunne lægge mig lidt ned og selv om det ikke var rigtig søvn, så gik tiden alligevel hurtigt og jeg følte mig forholdsvis udhvilet, da jeg vågnede.
The Danish Girl
Torsdag
Der blev serveret morgenmad, jeg friskede mig lidt op på toilettet og så en film mere – Kollektivet – og så begyndte vi ellers at nærme os Tokyo meget hurtigt.
Tokyo – here I come!
Efter landing skulle vi gennem immigrations-kontrollen og når man er vant til de åbne grænser i Europa virker det ret omstændigt. Vi gik bla. gennem et varmefølsomt kamera, der scannede vores kropstemperatur, så ikke vi kom med sygdom ind i landet. Jeg fik indrejse tilladelse og lov til at blive i 90 dage. Det ville nu nok være lige i overkanten for mig, at skulle undvære hundene i 90 dage 😉
Jeg er altid lidt nervøs, når jeg skal være et fremmed sted i mange dage sammen med mennesker jeg ikke kender. Vil jeg falde til? Vil de være rare at være sammen med? Og den japanske kultur… ville jeg kunne finde ud af agere i noget, der er så anderledes end Danmark? Der var lidt sommerfugle i maven, da jeg gik ud for at møde min tolk Hiroko, men det havde der slet ikke været grund til.
Jeg følte mig så velkommen i Japan. Hiroko var hyret til at tolke for mig gennem hele mit ophold og hun fungerede næsten lige så meget som min privat-sekretær som min tolk. Hun var ved siden af mig fra jeg ankom og til hun sagde farvel ved hjemrejsen. Hun sørgede for ALT! Hun var virkelig fantastisk. Hun var på forkant med alting, hun var super arbejdsom og havde så meget styr sin opgave. Hun må have været udmattet efter de 6 dage, men hun viste aldrig tegn på træthed. Jeg er så taknemlig for hendes hjælp og selskab.
Men alt det vidste jeg selvfølgelig ikke, da jeg mødtes med hende for første gang i lufthavnen. Vi hilste høfligt og gik ud til hendes bil. Allerede der var hun meget betænksom. Da hun så at jeg tjekkede min telefon, tilbød hun, at jeg kunne logge på hendes mobile data, så jeg kunne få netværk på min telefon allerede i bilen. WOW jeg kunne mailen til min far og Helle, at jeg var kommet godt frem, logge på facebook mv.
Første stop var frokost. Traditionel Japansk mad spist med pinde. Jeg fik ris med æg… Og blev noget stresset, da det gik op for mig, at det var halvråt æg. Erm… bekymre man sig ikke om salmonella i Japan??? Åbenbart ikke og ‘skik følge eller land fly’ – de rå æg var en del af oplevelsen, så jeg spiste… 😉 Og det smagte ok.
Kyllingen og suppen var super lækker 🙂
Min frokost
Hirokos frokost
Efter frokosten to Hiroko mig med til et buddistisk tempel lidt uden for Tokyo. Det var et gammelt tempel, bygget i traditionel stil, men som stadig var i brug. Det var så smukt og virkelig interessant. Jeg er vokset op i et religiøst hjem – Frelsens Hær – så jeg finder det meget spændende at se hvordan andre udlever deres tro og se hvad deres traditioner og tro går ud på.
Tempel-pladsen
Hovedbygningen – som stadig er i brug.
Så smukt…
Jeg var virkelig fascineret over at høre, at alle bygningerne var bygget uden brug af søm. Man skærer delene til, så de kan samles og holder hinanden fast. Lige som en kæmpe 3D puslespil. Vildt at det kan lade sig gøre – især i et land, hvor jordskælv ikke er usædvanlige og hvor bygningerne skal bygges til at holde.
Tænk at kunne bygge sådan noget uden at bruge søm!
Bag hovedbygningen gik der en vej op gennem en smuk park til flere tempelbygninger oppe ad skåningerne.
Efter besøget i templet, gik turen videre ind mod Tokyo centrum, hvor Hiroko tog mig med op i Tokyo Metropolitan Government Building, en kæmpe skyskraber, hvor der var lavet udkikstårn på 45. etage. WOW sikke en udsigt over Tokyo, en enorm by, hvor der bor lige så mange mennesker som hele Danmarks samlede befolkning.
Tiden fløj afsted og det var tid til at køre de 2 timer til Dog Resort Woof, hvor vi skulle være de næse 3 dage.
Vejen dertil var motorvej, men fordi landskabet er så anderledes end i Danmark, var det alligevel en smuk tur. Og da vi forlod motorvejen og kom ud på landevejene, blev det virkelig fantastisk.
Og lige pludselig dukkede Mount Fuji frem mellem skyerne – Japans højeste punkt (3778 m over havoverfladen) og en vulkan, der stadig er aktiv, men som heldigvis ikke har været i udbrud siden 1707. Der blev registreret små jordskælv under vulkanen i 2000 – 2001 , hvilket betyder, at magma bevæger sig under vulkanens fundament, men mere hændte der ikke. Man forudser, at et nyt udbrud i Fuji vil blive meget eksplosivt, fordi det er så længe siden, at der har været udbrud. Læs meget mere om Fuji her!
Vi kom frem til hotellet ved 17 tiden. Her blev jeg mødt af Asako, der tog imod mig og sørgede for, at jeg blev vist op til mit værelse, der lå på 3. etage med den smukkeste udsigt over Mount Fuji. Det var en usigt, der hele tiden forandrede sig – somme tider var der smuk blå himmel og vulkanen fremstod smukt og tydeligt mod den klare baggrund. Andre gange kunne man slet ikke se, at der lå en vulkan.
Hele Dog Resort Woof var et fantastisk sted til et hundearrangement. Det er et luksus hotel med en fantastisk restaurant (helt utrolig lækker mad) og super service. Og der ud over er alt indrettet til at der kan være hunde alle vegne. På fællesarealerne står de små kulde, disinficerende spray og små klistermærker alle vegne.Så hvis ens hund har et uheld, sprayer man det med disinficerende spray, lægger en sugende klud på og placerer et lille klistermærke midt på det våde område, så rengøringsfolkene kan se hvor de skal komme og gøre ekstra rent efter uheldet.
Det lille kort kunne bruges til at betale alt med på resortet. Når man købte noget, blev kortet scannet og så betalte man det hele samlet, når man checkede ud.
Der er kroge i gulvene i restauranten og i lobbyen, så man kan binde sin hund, der er fantastiske lufte- og træningsarealer ude og inde, der er uden- og indendørs hunde-svimmingpool, grooming salon, hundeudstyrsforretning og hunde er velkomne alle vegne. Sikke et sted!!!
Retriever gruppe foto 🙂
Jeg havde en time til et bad og lige at friske mig lidt op – det var hårdt tiltrængt og så var der middag i restauranten sammen med Hiroko, Asako og en del af de hjælpere, der skulle være der hele weekenden. Jeg fik gaver fra næsten alle – spiselige ting eller små souvenirs. Jeg følge mig så velkommen.
Da det endelig var sengetid var jeg udmattet. Jeg sov som en sten næsten før mit hoved ramte puden.
Fredag
(Alle fotos fra undervisning samt fra konkurrence er taget af Yuji Kasahara, Flying Dogs Foto)
Fredag morgen vågnede jeg først da vækkeuret ringede og så havde jeg travlt! ½ time til morgenmad! Jeg spiste morgenmad sammen med Hiroko, der var sammen med mig hele tiden, klar til at tolke eller hvis der var andet jeg havde brug for. De andre var allerede i gang ovre i hallen.
Kl. 8.30 var vi i gang! 14 handlere, der havde hver sin privat lektion + tilskuere uden hund. Det var en lang dag og jeg skulle lige vænne mig til at undervise i en anden kultur, hvor folk ikke viser så meget følelser. Jeg kunne ikke helt aflæse om folk fandt mine ideer og tanker interessante eller ej, for deres udtryk ændrede sig ikke. Det gik bedre op af dagen, da vi lige havde lært hinanden at kende. Men der var helt klart en indkøringsperiode, hvor jeg fandt det svært at undervise.
Jeg var imponeret over japanernes grundighed.Selv til en træningsdag gik de all in, når de skulle vise deres program. Fuldt kostume mv. Super fedt. Og hjælperne var kniv-skarpe hele dagen. Ikke noget med at falde i snak og glemme at følge med. Musikken var altid klar, når den skulle bruges og det sammen med noter, papir-arbejde osv. Det lå foran mig med det sammen, når jeg skulle bruge det.
Hiroko havde travlt! Hun oversatte for mig hele dagen og alle handlere fik et kommentar-ark med hjem, hvor jeg lavede noter om hvad vi havde talt om og hvordan de kunne arbejde videre og det oversatte hun også.
Se hvor pæne min noter blev, når de blev oversat 🙂
Det var en god dag, men jeg var træt kl. 18, da vi gik op på værelset for at friske lidt op inden middagen kl. 19.Middagen var til gengæld virkelig hyggelig. Jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at falde til og føle mig mere tilpas.
Det var overraskende, at det bliver mørkt kl 19 i Japan! De har ikke de lange lyse nætter, som vi er vant til om sommeren!
Jeg gik i seng ved 22 tiden, men argh!!!!! Jeg kunne ikke sove. Der var 100 grader varmt i mit værelse og air-con brugsanvisningen var på japansk, så jeg kunne ikke finde ud af andet end at få varm luft ud af den. Først ved 2 tiden om natten gik jeg amok og prøvede samtlige knapper og woooohoooo kold luft. Og endelig faldt jeg i søvn 🙂
Tidsforskellen mellem Japan og Danmark er 7 timer – det krævede lige lidt omstilling af søvnrytmen og selv om jeg havde fået piller fra lægen med søvnhormoner (kroppens naturlige træthedshormoner tilført, når jeg havde brug for at være træt i stedet for når mit indre ur på dansk tid fortalte mig, at jeg burde være træt), så missede det altså en enkelt nat. Og det gjorde det lidt svært at kommunikere med Helle. Når jeg stod op, var klokken 12 om natten i DK. Og når jeg sov havde Helle fri fra arbejde og kunne snakke. Al kontakt gik over mail for ikke at vække hinanden med SMSer og der var en vis svartid!
Lørdag
Lørdag morgen var konkurrence dag. Jeg skulle være i hallen kl. 8.30 lige som dagen før.
Min første opgave var at præsentere mig selv og byde velkommen til konkurrencen, til den DVD, der skulle laves og sælges fra konkurrencen. I det hele taget, er det en god ide, at vænne sig til at have et kamera rettet mod sig, hvis man skal rejse til Japan som underviser eller dommer. Der bliver taget mange billeder af en hele tiden og alle vil gerne fotograferes sammen med dommeren/underviseren og have billeder af deres hund sammen med dommeren/underviseren.
Konkurrencen startede med at den hvis hund optrådte, Kiyoko Sakamoto med en ældre stor puddel, der optrådte til Barbie Girl 🙂
Jeg havde 3 klasser at dømme. En Novice Freestyle, en Advanced Freestyle og en HTM. HTM var ikke opdelt og det var faktisk lidt svært. Det føltes ikke fair, at skulle dømme en begynder-hund med 2 positioner i 2 retninger og 1 tempo op mod en efaren hund med mange positioner i alle retninger og med mange temposkift.
I Freestyle var sværhedsgraden meget mere ligeligt fordelt. Det var passende med to klasser.
Jeg var blevet bedt om at medbringe 3 præmier fra Danmark – noget der var specielt for Danmark, som jeg kunne give til 3 ekvipager, som jeg af en eller anden grund var særlige begejstret for. Jeg havde taget en lille sølv-havfrue med som pokal og så en rosette og et stykke legetøj til hunden.
Mine vindere blev:
Naoko Kurebayashi med Kirin, der vise et helt fantastisk flot og veludført program i seniorklassen, der desværre kun var en opvisningsklasse, hvor man fik dommerkommentarer og ikke points. De var ellers et af de skarpeste temas på dagen og derfor ønskede jeg, at de skulle have en præmie, selv om de ikke fik det i den klasse de stillede op i.
Yukiko Yamato med Pon, en skøn ekvipage – så elegante og smukke når de optrådte. En hvis pomeranier, der bare var så dygtig. De kunne ikke helt følge med i den store novice klasse med over 20 deltagere, men deres performance fortjente alligevel, at blive anerkendt.
Tamami Shinoda med Shion, en stor borzoi, der faktisk arbejdede på højt niveau i HTM. Desværre førte handleren hunden ind i start-positionen i halsbåndet, hvilket ikke er tilladt – den skal selv kunne finde derind, så det kostede points og gjorde at de røg alt for langt ned i rækkefølgen i forhold til hvad de burde have været ud fra den performance de viste. Derfor ønskede jeg at belønne dem på anden vis – det var en tanketorsk, at tage fat i halsbåndet og synd at det kostede dem en af de ordinære placeringer.
Der var 3 opvisningsklasser. Seniorklassen, som jeg allerede har nævnt og der ud over en af hjælperne, der viste sit program og en parklasse, der gjorde det super super godt. Sådan et fedt program. Dem ville jeg også gerne have belønnet, men jeg kunne jo ikke give alle præmier, så jeg må nøjes med at vise dem frem her:
De ordinære vindere var:
HTM: Reiko Hattori med stor puddel Benimaru – super flot og præcist heelwork i mange positioner og retninger uden håndsignaler. De ville kunne gøre sig gældende i de fleste europæiske lande (de gælder i øvrigt alle mine vindere/top placeringer).
Novice Freestyle: Kaori Suzuki med golden retriever Vodka.
Advanced Freestyle: Kiyoko Sakamoto med stor puddel Jewel.
Det overraskede mig, at se, at mine to freestyle vindere faktisk var dem, der optrådte med de mest eupæisk inspirerede programmer. Jeg skrev tidligere på min blog:
“Hvor vi i Danmark har en historie-fortæller tradition inden for HTM og Freestyle, så er japanerne dansere. Og det er helt utrolig elegante. I Danmark forsøger vi som regel at fortælle en historie gennem vores koreografier. Her i Japan opfører de oftest en smuk og yndefuld dans. Det er virkelig flot og kræver meget at hundene, når handleren også selv i den grad skal optræde. Her skal man både være en dygtig træner og en fantastisk danser, for at kunne følge med.“
Selv om jeg ikke umiddelbart bedre kunne lide de programmer, der minder om det jeg er vant til, så var det alligevel er fordel, at lave noget der virkede europæisk under en europæisk dommer… åbenbart. For det var dem der vandt. Jeg har tænkt meget over hvorfor, for jeg var så vild med de smukke japanske danse og så imponeret over at de selv kunne give sig så meget hen i dansen og samtidig styre deres hunde. Jeg tror at det handler om fortolkningspoints – hvis man blot bevæger sig i takt til musikken (som i en dans) får man færre fortolkningspoints (i hvert fald i Danmark) end hvis man både fremhæver musikken og fortæller en historie samtidig.
Mine vindere var top dygtige, så jeg var ikke overrasket over at de vandt – det var meget fortjent. Jeg var blot overrasket over, at min europæiske baggrund og opdragelse i den grad kunne ses på mine placeringer. Det havde jeg ikke været bevist om undervejs.
Konkurrencen var færdig ved 18 tiden. Jeg havde knap en time på værelset til at friske op inden der var gallamiddag. Mellem hovedretten og desserten ved middagen, ville deltagerne gerne høre noget om hvordan en HTM dommer tænker og hvad man kigger efter/vurderer et program, så det skulle jeg også lige forberede mig på. Godt jeg trods alt er så vant til at undervise og fortælle om at dømme. Jeg kunne forberede mig under bruseren 🙂
Jeg var game-over da middagen over slut – jeg havde sovet dårligt og havde haft en travl dag. Og nu havde jeg også fået styr på aircon’en, så værelse temperaturen var fin. Jeg sov næsten før mit hoved ramte puden.
Ohhhh jeg lærte den dag, at kaffe ikke er godt i alle former… Jeg troede ikke, at man kunne gøre noget med kaffe, der fik det til ikke at være godt, men jo det kan man. Kaffe gele – kaffe stivnet med husblas og serveret kold… Det er simpelthen ikke godt!
Søndag
Søndagens undervisning var sej at komme igennem. Ikke fordi jeg ikke havde lyst og jeg følge mig også meget mere tryg og veltilpas i gruppen, så undervisningen var lettere og jeg kunne give mere af mig selv og være meget mere på (følte jeg selv). Jeg var bare ved at være træt. Det var vigtigt for mig, at alle følte, at de fik noget brugbart med hjem, så jeg tog mig sammen og ydede mit bedste.
Og netop fordi jeg måske var så bevist om ikke at lade min træthed gå ud for handlerene, skred tiden helt… De skulle alle sammen lige have lidt ekstra med… og når alle lige får 5 – 10 min. ekstra, så bliver det ret meget i løbet af 16 ekvipager. Vi var ret pressede tidsmæssigt sidste på dagen og måtte springe pauser over.
Men hva’ søren, vi kan jo sove, når vi bliver gamle 😉
Min dejlige demo-hund, som jeg lånte, hvis jeg skulle vise noget og ikke kunne bruge deltagerens hund.
Efter træningsdagen, var jeg inviteret til fødselsdag hos en mops og jeg troede, at Helle og jeg går lidt amok med vores hundefødselsdage. Det er ingen ting i forhold til Japan 😀
Fødseldagsbarnet fik fødselsdagstøj på og fik serveret en flere-retters gormet menu i restauranten.
Vi andre fik en traditionel japansk fest menu. Mange så retter – en del af dem bestående af rå fisk. Nogen af tingene var virkelig lækre. Andre var jeg knap så vild med. Nogen kunne jeg slet ikke spise. Men når jeg rejser vil jeg gerne prøve at spise de lokale mad, så jeg var ret begejstret for hele oplevelsen.
Lige de sidste lidt blandede billeder fra Dog Resort Woof – bare for at vise hvor skønt et sted det er:
Mandag
Mount Fuji på lys-kurvene
Mandag morgen sov vi lidt længere, spiste morgenmad og pakkede. Jeg havde fået så mange fantastiske gaver, at det med at pakke var en udfordring – min kuffert virkede lidt lille i det 😀
Inden afgang, skulle vi lige have en fotosession mere, med de sidste af deltagernes hunde, der endnu ikke var blevet fotograferet sammen med mig 🙂
Og så gik turen til the Ice Cave – en fantastisk grotte, der netop er blevet optaget på Unescos liste over verdensarv, der bør bevares. Det er grotte, hvor temperaturen altid er så lav, at vand fryser til is, så der dannes naturligt is dernede. I gamle dage brugte man den som køleskab og hentede også is op, som blev brugt til at køle ting ned. Grotten var en naturlig kilde til is, fordi der hele tiden dannes ny is.
Inden vi gik ned, var der en illustration af, hvor lav loftet i grotten var, så man kunne tage stilling til om man kunne komme så langt ned. Det virkede ikke umiddelbart så slemt, men det man glemte var, at både loft og vægge snævrede sig ind, så det blev lidt klaustofobisk og jeg måtte helt ned og kravle på et enkelt sted, men det var en mega cool oplevelse. Jeg var så vild med det.
Kunne man komme under her, kunne man også komme gennem grotterne.
Asako kunne godt komme under 🙂
Det var godt vi klarende den 🙂
Vi kørte videre til næste grotte – vind grotten (Wind Cave). Grotterne er dannet, når Fuji har været i udbrud, så væggene er af lava. Når det øverste lag lava køles ned og stivner, så danne det en skal, som udhules når den varme midte flyder videre og dermed opstår grotterne.
Vind grotten havde også is inden i og desuden var den blevet brugt til at dyrke silke-sommerfugle larver i (producere silke) og til at opbevare frø fra træer, så man sikre arternes overlevelse.
Gangene i vind grotten var ikke så snævre og lave – der var meget lettere at gå.
Skoven op mod vindgrotten voksede blot på et tyndt lag jord og ellers var der lava under, så træernes rødder kunne ikke komme ned. De snoede sig derfor hen over jorden. Det så vildt ud. Og skoven var tæt. Asako fortalte at den blev brugt til selvmord – man gik ind i skoven og så kunne man ikke finde ud igen og var derinde til man døde og forsvandt. Uhyggeligt – men det lød troværdigt. Jeg tror ikke, at man ville finde ud igen, hvis man gik der ind.
Efter at have besøgt grotterne, tog mine guider mig med til en fantastisk gammel japansk restaurant, hvor vi fik traditionel japansk mad serveret i store metal gryder – brandvarme – suppen var stadig kogende da den kom. Vi spiste med pinde fra en stor ske (jeg snød og brugte en gaffel det meste af tiden). Det smagte fantastisk og var en fed oplevelse.
Ved mange borde kunne man sidde på gulvet og spise, men vi sad på stole ved borde – af hensyn til europæeren 🙂
Og køreturen dertil var helt utrolig smuk!
Efter middagen var det tid til at sige farvel. Jeg fik endnu flere flotte gaver – jeg ville ønske, at jeg selv havde haft flere gaver med til dem fra Danmark. Det jeg havde med virkede lidt sølle i forhold til hvad jeg modtog.
Hiroko og jeg kørte mod Tokyo. Undervejs viste hun mig de kendte steder, som vi kørte forbi. Tiden fløj afsted. Vi havde også lært hinanden at kende ret godt efter næsten at have været sammen non-stop i 5 dage, så snakken gik let.
Før jeg vidste af det, ankom vi til Hotel Nikko Narita nær lufthavnen, hvor jeg skulle overnatte den sidste nat. Hiroko fik mig checket ind. Service-personalet kørte min kufferter op på værelset… Og så var der kun tilbage at sige farvel til min helt enestående tolk.
Der var betalt for middag til mig, så jeg gik ned og spiste og kl. 21 gik jeg i seng… Jeg ville lige ligge og læse en times tid. Men jeg sov før jeg næsten havde lagt mig.
Tirsdag
Op kl. 6 japansk tid, morgenmad og så skulle jeg pakke. Pga. de mange gaver fra mandagens ture, måtte jeg pakke om igen, for at få plads til det hele. Men det er jo et skønt problem at have.
KitKat er nærmest religion i Japan. Der er hundredevis af forskellige smage og jeg fik et bredt udbud med hjem:
Cheese cake, sake, æble og wasabi KitKats
Der er også mange andre spændende specialiteter:
Green Tea Oreos
Fuji bolcher
Flere gaver ❤
Afsted til lufthavnen med hotellets shuttle bus. Check-in, gennem security (der er væsentlig lettere at komme igennem end i Kastrup – det gik lynhurtigt) og gennem immigrationen.
Og så kunne jeg ellers klare det sidste shopping. Jeg skulle bla. prøve at finde japansk øl til min far og Helles Anders. Det viste sig, at det nok er sake jeg har købt til dem 😀
Jeg fandt også tørret fisk til hundene – det var ellers mennesk delikatesser, men de så ikke så lækre ud med skin og hoveder og det hele, så her bliver de givet til hundene.
Boarding og afgang var planmæssigt, men da vi fløj om dagen, føltes tiden uendelig lang. De 12 timer gik ikke nær så hurtigt, som på vejen over. Jeg fik set rigtig mange film!
Pan, Star Wars og Under Sandet var blot nogen af de film jeg nåede at se på 12 timer 😀
Endelig nærmede vi os Kastrup – jeg var desperat for at komme frem…
Og så var vi der pludselig!
Første stop var hos Helle, for at hente Gollum og Hero. Gollum har været mega artig hele ugen – men lige præcis tirsdag begyndte han at bide Helle i fødderne, rulle i lort og løbe ind i hegnet, så han haltede… Helle mente, at han varmede op til sin sædvanlige fjollede opførsel, når nu jeg kom hjem 😀
Fordi han var løbet ind i hegnet, kørte vi lige forbi kiropraktoren på vejen videre… Han haltede godt nok ikke mere, men alligevel… Heldigvis var der ikke sket noget særligt – han er fit for fight. Men dejligt at det blev checket, så skal jeg ikke tænke over det mere.
Næste stop Næstved, hvor Biscuit blev glad for at se mig. Ahhhh flokken genforenet. Og så hjem! Jeg fik pakket lidt ud og jeg fik klaret det vigtigste. Men så var det ellers i seng. Kl. 22, villle klokken være 5 om morgenen i Japan og jeg havde været i gang i 23 timer. Jeg var udmattet og skulle bare sove…
Dejligt at være hjemme med 3 hunde rundt om mig – og drømme tilbage på alle mine oplevelser i Japan.
Dog Dancing Dagbog 
Fabulous memories for you!!!!
Pingback: 6 Års Fødselsdag | Hazyland
Pingback: Japan 2018 | Dog Dancing Dagbog