Drengene og jeg er hjemme efter en dejlig weekend i Tranum. Dejlig på trods af div. udfordringer i forhold til at komme frem og tilbage…
Fredag morgen stod jeg op, luftede hunde og så begyndte jeg at pakke ting i bilen. Mange ting… Jeg skulle undervise et kursus, der hed ‘Ny energi til Hunden’ ved DCH Kreds 1s weekend træner seminar i Tranum og den slags kræver jo sit udstyr. Og når man skal undervise i et ridehus i januar måned, så skal man have meget tøj med. Og varme dækkener og tæpper til hundene… Joooo, der var meget, der skulle i bilen.
Kl. 9.40 var jeg klar. Afgang planlagt til kl. 10. Perfekt.
Det var tåbeligt koldt, så mens jeg lige fik lukket og låst, ville jeg lade bilen varme op. Jeg drejede nøglen i tændingen… Det forventede ‘Bruuuummmm..’ udeblev og i stedet fik jeg et forkølet host fra motoren. Øhhhh… Jeg prøvede igen… Og igen…. Og igen…. Til sidst gad den ikke engang hoste og jeg erkendte mit nederlag. Den havde ikke tænkt sig at starte.
Jeg ringede til Dansk Autohjælp. “Ja tak, vi kommer om 5 kvarter!”. “Øhhhhh 5 kvarter???? Jeg skal nå en færge om 8 kvarter og der er 6 kvarters kørsel til færgelejet…”. Kæmpe ros til Dansk Autohjælp. De noterede i deres system, at jeg skulle nå en færge og 20 minutter senere var hjælpen fremme.
Bilen fik strøm og den startede straks… Og så fortalte den rare autohjælp-mand mig, at hvis ikke jeg fik nyt batteri, ville den formentlig heller ikke starte næste morgen… Ikke hvis vi fik endnu en kold nat. “Øhhh nå, så skal den have nyt batteri nu?” spurgte jeg lettere stresset… “Nej nej, bare inden du stiller den for natten” lød svaret. Nå, men så ok… Så er det altså NU!
Jeg kørte til Broby Autoværksted og sikke en service. 15 minutter senere kørte jeg derfra med et nyt batteri og uden at have betalt arbejdsløn. De satte alt andet til side, for at kunne hjælpe mig og det eneste jeg betalte for var batteriet.
Og så afsted mod Odden og færgen mod Aarhus.Jeg havde rykket min booking 2 timer, så da jeg kom frem, havde jeg tid til at lufte hunde, inden vi kørte om bord.
Det der med at køre om bord på Mols-linien. Et lille bildæk med mange sving og krummelurer. Og alle de steder hvor man skal dreje lidt snævert, er væggene enten ridsede i lakken eller der er store buler som tegn på, at nogen før mig har ramt væggen i svinget. Jeg er ikke vild med det! Men jeg kom gennem labyrinten uden ridser og vi kunne slappe af i en times tid på vej mod Jylland.
Og hundene opførte sig eksemplarisk på færgen. Så pænt, at damen ved bordet ved siden af roste dem. Dejligt 🙂
2 timers kørsel på den anden side af vandet – de sidste 40 km på sne- og isglatte veje.
Det var mørkt, da jeg ankom til Tranum Ferie- og kursuscenter og kort tid efter ankomsten startede snevejret også. Det sneede meget, så jeg var glad for, at jeg var færdig med at køre.
Sne på sko-snuden
Der var sørget godt for mig. Der stod en sandwich klar i køleskabet sammen med kaffe og sodavand og i løbet af aftenen fik jeg hilst både på Randi fra uddannelsesudvalget og på min kursusleder Lotte. Det hele var super fint.
Jeg gik aftentur med hundene og kl. 22 gik vi i seng. Udmattede efter en lang rejsedag.
Lørdag morgen stod jeg op kl. 6.30. Temperaturene var steget i løbet af natten og det var tøvejr uden for. Alt sneen var væk, hvilket var en lettelse for mange kursusdeltagere skulle køre til kursuscenteret om morgenen.
Morgentur med hundene og morgenmad kl. 7.30. Velkomst kl. 8.15 og så i gang.
Hazyland flokken – klar til jobbet som demohunde.
Jeg skulle undervise i et ridehus 15 km. fra kursuscenteret. Det gav lidt ekstra kørsel, men der var undervisning fra kl. 8.30 – 17, så vi havde tid til det. Der var stadig rigeligt tid til at træne.
Vi arbejdede med øvelser fra færdighedsprøverne, med kreativitet og med at få puttet sjov og hygge ind i den ellers seriøse og målrettede træning.
Kurset hed ‘Ny energi til hunden’, men den titel var lidt mis-visende, for de deltagende hunde fik ikke mere energi i løbet af dagen. Tværtimod var vi nødt til at stoppe kl. 16.15, for hverken hunde eller hundefører havde mere energi tilbage 😀
Ting man kan lave med en hula-hop ring – først skulle hundeførerne få så mange ideer som de kunne til ting man kan lave med en hula-hop ring og bagefter skulle de træne hunden til at udføre en af de øvelser, som de havde fundet på:
Hovedet i en spand:
Tiden fløj afsted og jeg kunne sagtens have taget en time eller to mere… Men det var der ikke rigtigt stemning for 😀
Jeg luftede hunde og satte dem i bilen og kørte tilbage til kursus-centeret. Undervejs begyndte Hero at små-pive bag i bilen, hvilket undrede mig. Da vi kom frem og jeg lukkede ham ud, nåede han dårligt at lande på jorden uden for bagagerummet, før han satte sig og havde virkelig dårlig mave. Åh åhhhhh…. Hund med dårlig mave på hotelværelse med gulvtæpper på gulvene er ikke min favorit.
Vi gik tur og Hero blev ved med at sætte sig med ‘tynd mave’. Aaarrrggghhhh! Jeg havde Pro-Kolin med (rejs aldrig uden!!!), så det gik han noget af, da vi kom tilbage til værelset og så sprang vi aftensmaden over og krydsede fingre.
Hundene var udmattede. Det er hårdt at være demo-hunde på et kursus og der var helt ro på værelse.
Kl. 19 var der fest-middag, så jeg tog et bad og kl. 18.30 gik jeg tur med hundene igen. Hero tissede ca. 100 gange (man er vel han-hund), men gjorde ikke mere end det… Phew! Håbet steg…
Jeg satte hundene i bilen mens jeg var til middag (væk fra de fine gulvtæpper, hvis det skulle gå galt) og 1½ time senere gik vi igen tur. Stadig ikke noget med Heros mave. Puuuuuh et lettelsens suk. Formentlig havde han bare fået lidt kulde i det kolde ridehus.
Søndag morgen, da vi gik morgentur var hans mave helt normal igen og alarmen blev afblæst. Så heldig kan man altså være 🙂
Søndag morgen kørte vi tilbage til ridehallen og de, der ønskede det, gik op til en uofficiel færdighedsprøve kl. 1. De var virkelig dygtige og lavede nogen flotte øvelser.
Efter prøven fortsatte træningen indtil det var tid til at køre til kursuscenteret for at spise frokost.
Vejret var fint, så vi blev enige om, at spare køretiden efter frokost og træne uden for på kursuscenterets arealer, frem for at køre til ridehuset.
Igen gik tiden alt for stærkt og jeg kunne have forsat meget længere. Men det var tid til at stoppe og jeg havde en færge, som jeg skulle nå.
Det blev til et hurtigt farvel, hvilket faktisk var lidt ærgerligt. Det havde været et dejligt hold kursister at undevise og jeg var ked af ikke at få taget ordentlig afsked og få sagt tak for deres entusiasme og open-mindede-hed.
Men jeg satte GPSen mod Århus havn og startede bilen… For sent opdagede jeg, at GPSen sendte mig ad landevejen i stedet for ad motorvejen, hvilket nok var en kortere rute, men det tog længere tid. Og da vi kom til Århus var der virkelig mange røde lyskurve. Aaaahhhhhgggghhhh men altså! Jeg kom 10 minutter for sent til færgen og måtte vente 2 timer på den næste. Arrrrhhhhhgggghhhhhh!
Men så fik hundene en god gåtur i Århus, de fik mad og jeg fik klædt lidt om inden færge-turen. Jeg fik også købt noget aftensmad og jeg talte i telefon med Helle, så vi var opdaterede på hinandens liv efter weekenden.
Og faktisk gik tiden hurtigt og det føltes ikke slemt. Men det var dejligt at komme om bord på færgen. Hjem-ve’en havde indfundet sig.
De sidste 90 km hjem føltes lange – især de første 50 km efter færgen. Da det begyndte at blive kendte veje gik det bedre, så blev det noget mere overskueligt.
Tusind tak til DCH for en fantastisk weekend, hvor det hele klappede og hvor der bare var styr på tingene. Sikke en indsats det må have krævet af arrangørene. Tak for invitationen til at undervise og til kursisterne for den positive og engagerede tilgang til alle mine udfordringer og ideer.
Dog Dancing Dagbog 