Enjoy the Journey II

Sidste år i tiden op til Crufts skrev jeg et blogindlæg, som jeg kaldte ‘Enjoy the journey‘. De tanker som jeg beskrev dengang er stadig gældende, men min rejse frem mod Crufts er alligevel helt anderledes i år og det er nogle helt andre udfordringer der fylder.

Sidste år havde jeg mere end ½ år til at indstille mig mentalt på, at jeg skulle af sted til Crufts. I år har jeg haft ca. 14 dage.

Sidste år vidste jeg lige fra starten af min træning, at mit nye program skulle vises på Crufts og jeg vidste hvad min deadline var. I år troede jeg, at programmet kun skulle laves i mindre konkurrence-ringe og jeg forventede at have debut ca. 3 uger senere end Crufts.

Jeg skal altså være færdig med programmet væsentlig før end jeg havde regnet med og så skal alt det andet, der følger med et Crufts, også lige på plads…

Jeg har 9 dage tilbage hvor jeg kan træne, men Hero kan ikke træne 9 dage i træk, så brænder hans hoved alt for varmt. Han træner typisk 3 dage og så har han 1 fridag hvor vi går ture og hygger. Det betyder at vi i praksis har ca. 7 træningsdage tilbage – hvis alt går som det skal og der ikke sker noget uforudset.

Da jeg accepterede min plads til Crufts vidste jeg, at jeg også accepterede, at vi skulle kunne være klar til at optræde med vores program under vældigt pres (8000 tilskuere og live streaming til hele verden lægger pres på en ekvipage) og efter en lang rejse og om kun max. 12 træningsdage. Det var et vilkår, som jeg tænkte grundigt igennem og som jeg tog aktivt stilling til. Ville jeg være i stand til at bevare roen og sikre at det blev en god oplevelse for Hero?

Ja, det tænkte jeg, at jeg ville kunne og indtil nu har jeg været tro mod den beslutning. Vores træningssessioner er lange og intensive, men de er fyldt med leg, smil og glæde. Fejl giver mig ikke ondt i maven – de er forventelige og jeg var indstillet på, at det er der vi er nået til. Det er som det skal være lige nu. Og Hero reagere på min ro med næsten fra dag til dag at blive mere sikker i sit program. Jeg håber, at vi når i mål og får lavet en flot Crufts performance, men hvis ikke, så har vi gjort alt hvad der stod i vores magt og vi har haft det sjovt undervejs. Hero og jeg har nydt den del af rejsen, som vi har til fælles.

Alle de andre ting – alt det som ikke lige er træning – fylder til gengæld voldsomt meget. Når jeg kommer hjem fra 8 timers arbejde og mellem 2 og 3 timers gåtur + træning (der er jo 3 hunde – ikke kun en), så er jeg helt ærligt godt brugt – på grænsen til udmattet. Og så starter alle de andre ting. Rekvisitter skal tilpasses, Crufts kort og gaver skal anskaffes, skrives og pakkes ind, dyrlæge-tjek skal koordineres (tak til en super fleksibel Rikke Wriedt), der skal sendes chip- og pas numre til færgen, jeg skal skaffe teater-sminke (der på trods af det forestående fastelavn ikke er til at opdrive i Sorø), der skal købes udstyr til at fixe rekvisitter hvis de skulle gå i stykker undervejs og meget meget mere… alle sammen små ting, der i sig selv ikke fylder meget, men når det hele lægges sammen og kombineres med alle hverdagens andre små gøremål, så virker listen uendelig og jeg er fuldstændig smadret, når jeg går i seng om aftenen…

Men jeg sover ikke. Jeg føler mig egentlig ikke stresset, men min krop reagerer alligevel, hvilket tyder på, at nervesystemet lever sit eget liv lige nu. Jeg er længe om at falde i søvn og jeg vågner kl. 4 og kan ikke sove mere. Fordelen ved det er, at jeg kan møde tidligt på arbejde og derfor også køre tidligere hjem, så jeg har mere dagslys til træningen.

Det føles som om, at tingene uden for træningen kører helt vildt hurtigt og det er der, jeg har lidt svært ved at nyde rejsen. Jeg må indrømme, at jeg lige nu tæller ned til afrejse-dagen, hvor alt det stress er overstået. Når først jeg sidder i bilen til Holland, er der alligevel ikke mere jeg kan gøre før jeg når frem.