Crufts 2017 – International Freestyle og hjemrejse

Jeg vågnede tidligt lørdag morgen – allerede lidt i 5 var jeg ude at lufte hunde. Efter lufteturen, var det tid til at pakke og klare en masse praktiske ting.

Der pakkes….

Der var ret meget bagage i Berlingoen

Og så var der afgang mod National Exhibition Center og Crufts.

Vi fandt vores pladser, satte vores ting fra os og så var det ellers ned i Arenaen for at træne. Efter mange overvejelser havde jeg besluttet, at Hero ikke skulle med i Arenaen om morgenen:

• Hero går altid ‘all in’ når han arbejder. Han skelner ikke mellem træning og optræden og han bruger alt hvad han har i sig hver gang han optræder. Han ville brænde mange ressourcer af ved et træne i ringen om morgenen og muligvis ikke have tid til at ‘genopbygge sig selv’ inden det gik løs kl. 13.
• Han har været i Arenaen 3 gange tidligere og det har altid været en god ring for ham. Han er ikke usikker på den og han står godt fast på underlaget. Det er ikke noget han har brug for at vænne sig til og han har ikke brug for at tilpasse sig underlaget.
• Selv om han kom i Arenaen om morgenen, ville det slet ikke ligne det scenario, som han ville opleve om eftermiddagen. Der er fred og ro om morgenen, men til gengæld er der mange andre hunde og rekvisitter rundt omkring ham inde i ringen. Om eftermiddagen er der spotlight og 8000 tilskuere, der hujer og råber. Men han har ringen for sig selv. De to situationer kan ikke sammenlignes.

Så Hero blev i bilen i fred og mere kølige temperature og Gollum kom med op i Arenaens bagende varme for at træne. Det er godt for en ung hund, at prøve at arbejde i mange forskellige miljøer.

Jeg gik mit program igennem uden hund et par gange, for at sikre mig, at jeg havde styr på hvor jeg skulle være og hvad vej jeg skulle vende og derefter trænede jeg med Gollum.

Den store Crufts Arena klædte Gollum godt og han trives i den – han var faktisk så tilfreds og tryg, at han tænkte, at han ville starte en spurter med den østrigske hund, der var ved at træne nogle af sine løbe sekvenser! Naaaaaaajjjjj Golluuuuuuum! Bliv heeeeer! Phew og det gjorde han heldivis 🙂

Arenaen voldte ikke problemer for Gollum

Arena’en klæ’r ham 😉

Tilbage til bænkene, hvor der hele tiden var nogen at snakke med. Venner fra hele verden, der kom forbi for at sige hej og ønske held og lykke. Sikke en fantastisk stemning.

Held og lykke kort og gaver i lange baner – tusind tak alle sammen!

Sidste år var jeg ret cool på Crufts. Jeg havde ro i maven og troede på, at vi kunne vores ting. I år har vi haft fantastisk træning i ugen op til Crufts – den ene gode oplevelse med at gennemføre programmet efter den anden. Og alligevel kunne jeg ikke slippe tanken om, at vi først lige var blevet klar… Usikkerheden på om det nu sad godt nok på ‘rygradden’ til, at vi kunne gennemføre det under så pressede forhold, som et Crufts er…Den korte foreberedelses-tid fyldte så meget hos mig og jeg havde virkelig sommerfugle i maven, mens jeg gik og gjorde klar.

Gollum og Biscuit blev luftet, Hero blev hentet ind i hallen, make-up på øjet og skift til kostume, vores rekvisitter blev hentet og bragt op til Arenaen og så gik det pludseligt stærkt… “I skal op til Arenaen nu!” lød det fra show manageren og der opstod lettere kaos, mens alle fik fat i deres ting og kom af sted.

Hero i hallen

Briefing back-stage og så var det ellers bare at vente… Helle futtede frem og tilbage mellem skærmen, hvorfra hun kunne følge med i konkurrencen og jeg. Jeg sad hos Hero og prøvede at slappe af.

TV reportager fra back stage på Crufts

Norske Hanne taler med en journalist

Samling omkring skærmen hvorfra man kunne følge live streamingen af konkurrencen.

Hero og jeg havde fundet et roligt hjørne, hvor vi slappede af og ventede…

Vores opvarmning var god – Hero virkede rolig og kontrolleret. Jeg blev faktisk lidt usikker – det hele virkede så afslappet. Jeg tænkte, at det garanteret eksploderede, når vi kom ind i ringen… Det var lidt svært at forstå. Jeg var så sikker på, at vi ikke kunne have nået at blive klar på kun 3 uger… Og alligevel virkede det hele præcis som det skulle mellem Hero og jeg. Vi vidste hvor vi havde hinanden og der var ro og fokus. Jeg var forvirret….

Og så gik det pludseligt stærkt igen. Helle skulle holde Hero, jeg skulle sætte min rekvisit ind i ringen. Da jeg kom ud igen, råbte en steward ’30 seconds’ – Hero fik sin bold, vi legede lidt… Og så blev vi nærmest skubbet ud i indgangen. Mine hænder rystede og jeg havde kvalme, men jeg følte mig så fokuseret og målrettet. Nu skulle vi, skulle vi…

“You’re on camera” lød stewardens stemme… Ok, så nu blev vi altså live streamet til hele verden… “Go!” og vi gik!

I fredagens HTM finale, var der en hund, der lettede ben i ringen og under opvarmningen om morgenen, var der også en, der tissede i ringen, så da Hero satte næsen i gulvet, gik jeg næsten i panik! Naaaaaj – kan du lige få den næse-tip vendt op ad… Du skal ikke lette ben nu!!!

Klar til start, signal til DJen og så var vi i gang… Og det gik… præcis som det skulle… Ca. 45 sekunder inde i programmet, gik det pludselig op for mig, at vi kunne vores program og at vi var mega klar til at vise det for hele verden og jeg kunne mærke det største smil brede sig på mit ansigt og kroppen slappede af… Og jeg nød så meget at optræde med Hero og vise det program frem, som vi har arbejdet på og som jeg bare er så glad for. Vi havde 4 helt fantastiske minutter i ringen og Hero satte ikke en pote forkert.

Da vores musik stoppede og vores finish havde være perfekt timet, kunne jeg mærke følelserne strømme op i kroppen på mig. Tårene pressede sigpå – jeg var så rørt over den helt igennem vilde oplevelse det havde været, at optræde foran 8000 mennesker og bare føle sig så tæt forbundet med sin hund. Freestyle, når alting går op i en højere enhed.WOOOOOOOOOOW.

Heros program starter 5 timer og 4 minutter inde i videoen:

Resten af eftermiddagen trak den glædes-tårer, hver gang jeg talte om eller tænkte på hvor vildt det havde været. Jeg er ellers ikke normalt et tude-fjæs 😀

Det var overvældenede at træde ud af Arenaen. Der var kø af mennesker, der gerne ville ind i Arenaen og den gik gennem 1 lang gang og 2½ haller. Der var så mange mennesker, at man slet ikke kunne forstå det. De må stå i kø i timevis, for at komme ind i Areanen – gad vide hvor mange, der bliver skuffede og slet ikke nåede derind???

Tilbage til bænkene og slappe af et par timer med venner fra hele verden.

Hero sammen med sine opdrættere Bob og Alison

Ved 16 tiden sagde vi farvel og tak for denne gang og så startede turen mod Harwich.

270 km. uden pause efter en lang dag på Crufts og de sidste 100 km. i mørke. Den trak tænder ud… Men vi nåede frem i så god tid, at vi kunne spise aftensmad på den sædvanlige pub. Jeg luftede hunde mens Helle klarede de sidste indkøb og så kørte vi ombord på færgen.

Halløj Biscuit, er du vågen? Der blev sovet igennem efter 3 lange dage på Crufts

Med alt stressen ude af kroppen, sov jeg som en sten – for første gang siden vi forlod Danmark.

På vej mod Holland

Og når jeg ind i mellem havde lejlighed til at komme online, nød jeg alle de flotte kommentarer til vores program og alle lykønskningerne. Tusind tak alle sammen – det varmer og har været ganske overvældende. Jeg er så glad for Heros præstation og det er dejligt at dele glæden med jer.

Ankomst til Hoek van Holland kl. 8. Gåtur med hundene og så afsted mod Danmark.

Morgentur i Holland – heldigvis var det ikke noget klamt Hero valgte at rulle sig i 😀

Søndags-trafikken var fin at køre i – og rejsen gik godt. Kun få stop undervejs. Meeeeen kaffe skal man da ha’…

Det var ellers ved at kikse med vores kaffe…. McDonalds i Holland tager åbenbart ikke visa – ikke den som vi købte morgenkaffe hos i hvert fald – og Helle havde ikke kontanter. Godt, at jeg nåede at komme til og kunne betale med euro, for morgenkaffen kunne vi ikke undvære.

Whoops jeg kom til at trykke forkert, så Helle fik ikke kaffe… Hun fik varm kakao… Sådan kan det gå. For meget koffein er alligevel også usundt 😉

Til frokost fejrede vi med Cheese Burger til drengene – Hero fik sin egen. Gollum og Biscuit måtte dele. Og Gollum siger, at han er ked af, at han kom til at stjæle Biscuits bøf, men Biscuit må spise lidt hurtigere, hvis ikke han vil dele…!

Færgen fra Puttgarden til Rødby og så de sidste 150 km til Lille Skensved, hvor vi flyttede mine ting over i min bil og jeg kunne køre de sidste 45 km hjem.

Færgen fra Puttgarden til Rødby… Danmark i sigte!

Tak til Helle for en fantastisk tur – det har været så hyggelig og jeg har været så glad for din støtte både på turen og gennem 3 meget intense uger op til rejsen.