
Frederiksborg Slot
Påsken var som sagt en skuffelse, fordi en influenza satte en stopper både for sjove hunde-aktiviteter og familie-hygge, men i denne weekend har vi taget revance.
Lørdag morgen kørte jeg til Garbogaard for at deltage i en HTM konkurrence med Hero og Gollum. Da jeg hverken skulle være dommer eller arrangør, havde jeg god tid til at sidde og hygge med Biscuit, så ham havde jeg ikke tilmeldt. Han kunne sagtens få en god dag uden at skulle i ringen.
Og jo jo, man kan godt blive træt, selv om man ikke skal optræde:
Først på dagen:
Sidst på dagen:
❤
Biscuit fik nok nærmest hver eneste deltager i hele hallen til at nusse og hygge med sig og det er hårdt arbejde 😀
En af de ting, der har afholdt mig fra at deltage i ret mange konkurrencer på Garbogaard er, at der ikke må være vand i hallen. Det har jeg det rigtigt svært med. Mine hunde bliver tilbudt vand flere gange i løbet af en trænings-session og især Hero har brug for det. Jeg har det ikke godt med at varme op med godbidder og legetøj (begge dele gør dem tørstige) – og så ikke kunne tilbyde hundene noget at drikke inde de skal ind og yde deres bedste. Så da jeg kom frem til hallen, spurgte jeg Annette om ikke, der kunne findes en løsning, så vi både kunne passe på det dyre og lækre underlag i hallen og samtidig vise hensyn til hundene. Det kunne vi heldigvis godt – der blev sat en plastic-balje i opvarmingsområdet, hvor i jeg satte en vandskål. Så kunne hundene drikke vand uden at risikere at spilde på underlaget. Tusind tak Annette for din velvilje. Det var helt klart medvirkende til at dagen på Garbogaard blev en god og langt mindre stressende oplevelse.
Gollum var den første af mine drenge, der skulle i ringen. Det jeg hidtil har oplevet med ham er, at han giver det samme i konkurrencer, som til træning. Hverken mere eller mindre. Og det tænker jeg, er en rigtig god kvalitet, for det gør det lettere at forudsige hvad der vil ske. I træning, har han i den sidste uge, været lidt u-parallel på højre side og i front positionen og det var han også i ringen. Det sætter vi fokus på i den kommende uge. Og så er jeg i øvrigt helt utrolig glad og tilfreds med Gollums præstation – han var super fokuseret og arbejdede med power og glæde. Det var virkelig en fornøjelse.
Gollum vandt HTM kl. 1 og med 15 Q points, kan han nu pryde sig med titlen HTM1.
Tid til hygge, at lege med Gollums søster Ex-it og til at nyde en masse flot dog dancing.
Smukke, sjove og underholdende programmer i lange baner:
Vi heppede på Helle og Gollums mor Jazz, der lavede et flot Bicycle Race program i HTM kl. 3. Det er dejligt at se, hvor godt deres nye program passer dem og hvor afslappede og selvsikre de ser ud, når de laver det. De har styr på deres ting og de ved det!
Og så var det Heros tur – han skulle op i Freestyle kl. 3. Hero elsker sit Freestyle kl. 3 program og han nyder at lave det. Og han kan jo ikke gøre for, at jeg ikke kan styre den hånd-dukke, som vi bruger som rekvisit. Vores største fejl ved denne performance var en føre-fejl. Når vi træner, bruger vi med en trænings-dukke, der godt må blive mudret og ulækker. Den har jeg taget af og på 100 gange og den smutter lige på min hånd, når jeg har brug for det. Den fine konkurrence-dukke er mere stiv og ikke rigtigt ‘gået til’ endnu. Jeg kunne simpelthen ikke få den på hånden i går og til sidst tabte jeg den. I de par sekunder, som det tog at få fat på den igen, mistede jeg fokus på musikken i et øjeblik. Det gav noget uro i afslutningen af den sekvens, som vi var i gang med. Heldigvis ved Hero hvad han laver og har godt styr på programmet, så vi kom videre og Hero lavede resten af programmet flot. Super fyr! Han vandt sin klasse – takket være hans indsats… Ikke takket være min! Og nu skal vi lige bruge et par aftener på sofaen til at sidde og tage konkurrence-dukken af og på hånden rigtig mange gange, så den bliver lettere at få på!

Phew! Dukken sidder på hånden hvor den skal!
Efter Heros klasse var der igen tid til at hygge med hunde og se nogle flere flotte programmer, inden jeg skulle til at pakke sammen. Min tidsplan begyndt at være lidt presset, for jeg havde en aftale med min søster om, at jeg skulle komme til aftensmad.
Straks efter præmieoverrækkelsen satte jeg kurs mod Hillerød og jeg nåede frem lige til spisetid. Resten af dagen gik med hygge hos familien. Dejligt.
Og heldigvis gad mine nevøer godt gå aftentur sammen med hundene og jeg. For efter en lang dag i en hal, er det nu rart at få lidt vejstøv under poterne og få skridtet lidt af konkurrence stivheden ud af kroppen.
Jeg overnattede i Hillerød og bortset fra at alt for meget kaffe alt for tæt på sengetid gjorde det lidt svært at falde i søvn, så var det super hyggeligt. Jeg fik lov til at låne sengen det meste af tiden (tak Hero og Gollum)…
Og det var dejligt at vågne op og være klar til endnu mere familiehygge. Måske lidt mindre dejligt, at hundene var bedre til at falde i søvn end jeg og derfor også bedre til at vågne… kl. 6! Vi gik en tidlig morgentur indtil resten af familien vågnede.
Min søster sørgede for lækker brunch og derefter pakkede vi sammen og kørte mod Frederiksborg Slot. Hele familien skulle på Pokemon jagt!

Frederiksborg Slot

Hvis ikke du passer på Biscuit, så tror de nok, at du er en Pokemon og fanger dig…
Kl 13 var det tid til at sige tak for denne gang og sætte kursen hjemad efter en dejligt weekend.
Tak til Annette for det store arrangør arbejde, til alle konkurrence-deltagerne for den hyggelige stemning og til min familie for en herlig afslutning på en god tur til Nordsjælland.