Vækkeuret ringede kl. 4.15. Morgentur med drengene – pakke de sidste ting og så kom Helle og hentede os. Turen gik mod Vejen – og Hund i Fokus.
Helt ærligt, så var min motivation for et stævne meget lav. Jeg var kommet hjem efter en spændende, men også enormt trættende tur til Belgien mandag aften. Onsdag var jeg tilbage på arbejde og mødtes med Helle for at træne. Torsdag var jeg på arbejde og på tur sammen med en engelske veninde, der var på gennemrejse i Danmark og fredag trænede vi efter arbejde. Der havde ikke rigtigt været tid til at få Belgien ud af systemet.
Hverken hundene eller jeg, havde rigtigt haft tid til at komme til hægterne efter et par oplevelsesrige uger.
Men da først vi var i Vejen, var det jo super hyggeligt. Mine hunde viste ikke deres bedste – det gjorde jeg bestemt heller ikke, men det er også ok. Jeg vidste, at vi ikke ville være på toppen og jeg vidste hvorfor.
Gollum var min første hund i ringen – han gjorde det fint, men var ikke helt lige så ‘på’ som han ellers har været til konkurrencer. Når han reagerer sådan i træning, så ved jeg af erfaring, at det er fordi han har brug for et par fridage – og det matchede jo meget godt med, at der har været lidt for meget drøn på op til stævnet i Vejen, så det er ikke noget der bekymre mig. Jeg skal bare give ham nogle dage med gåture og hjemlig hygge, så han får tid til at sortere alle oplevelserne og putte dem i de rigtige bokse. Så er han klar igen. – Og selv når Gollum ikke er ‘helt på’, så er han jo stadig rigtig dygtig, så han lavede i bund og grund en fin performance.
Hero endte med at lave en træningsrunde – det var helt tydeligt, det han havde mest brug for.
Og lille Biscuit var så meget i hopla. Han elsker at være i ringen og optræde for et publikum. Han er en rigtig lille linse-lus ❤ Han gøede (!!!) lidt rigeligt – men Biscuit gø’r kun i ringen, når han er VIRKELIG glad, så jeg nyder faktisk når der er lyd på.
Gollum vandt HTM kl. 2 og blev dermed Hund i Fokus vinder 2017.
Biscuit vandt senior-klassen.
Og så kom afgørelsen på Årets Hund… I freestyle kl. 3 var det ikke super spændende. Hero havde 10 points inden konkurrencen i Vejen. Nærmeste konkurrent havde 4 og da man kan vinde op til 5 point på en konkurrencen, så var der ikke nogen, der kunne indhente ham. Så selv om vi trænede i dagens konkurrence, så blev Hero Årets Freestyle Hund med 10 points. Og jeg havde fornøjelsen af at dele podiet med Jette og dejlige Addi, som blev Årets Hund nr. 2.
Lille Gollum havde også 10 points med sig fra HTM kl. 1 ved årets to første DKK konkurrencer. Det var nok til, at han blev Årets HTM1 Hund. Awwww lille mand ❤
Og det blev en helt særlig oplevelse, fordi hans mor Jazz blev Årets HTM Hund. Hvor skønt at kunne stå der sammen med hans mor og fejre de flotte titler. Æblet falder heldigvis ikke langt fra stammen.
Ved at vinde HTM kl. 2 ved Hund i Fokus, fik Gollum også 5 points i Årets HTM2 hund. Det bragte ham op på en 2. plads i denne konkurrence.
Så Årets Freestyle Hund og en Crufts kvalifikation til Hero og Årets HTM1 Hund og Årets HTM2 Hund nr. 2. til Golbert. Sikke en afslutning på DKK sæsonen!
Og nu starter NM træningen for alvor – Next Stop Viborg!
Vejen Bloopers/fraklip:
Hvis mine oplevelser i Vejen var en film, så var det følgende to episoder, som jeg ville vælge at klippe fra som ægte bloopers!
- Vi ankom til Vejen, kørte vores ting op til HTM ringen…. slog bure op…. vendte mig for at tage hvalpegården, som Ex-it og Gollum skulle sidde i sammen… Øhhh hvalpegården!!! Den stod stadig i Sorø.
Det er virkelig træls at stå i Vejen kl. 7.30 om morgenen med to aktive og lettere fjollede unghunde og ikke noget bur at lukke dem ind i!!!!!!!!! - Episode 2 var egentlig ikke fordi vi dummede os så meget… Vi havde bare lidt for mange ting med… Helles bil var godt læsset på vej TIL Vejen! I Vejen vandt Helle og jeg tilsammen 5 x 15 kg Royal Canin foder + 7,5 kg + 2 x 3 kg. Det er vi rigtig glade for. En kæmpe tak til Royal Canin, der er DKKs nye sponsor. Vi elsker jeres foder og sætter stor pris på præmierne. Vi havde bare lidt svært ved at få det hele mast ind i bilen. Jeg kunne godt høre på Helle, at hun hellere ville have sit foder med hjem i bilen end mig, så af frygt for at skulle sidde på taget hele vejen til Sjælland, så var jeg særlig ivrig for at få det læsset ind. Vi var så udfordrede, at når jeg maste en sæk foder ind af den ene dør i bilen, så røg der en anden sæk ud af den anden dør. Det blev i øvrigt Helle, der kom til at løfte den sæk, der røg ud, tilbage igen…. Hvilket var meget rart, for den var landet i mudderet, så Helle var smurt ind i mudder fra top til tå. Det forlyder, at vores pakkeprojekt var god underholdning – men åbenbart ikke underholdende nok til at holde på publikum. For da vi endelig var færdige med at pakke bil, var vi nærmest de eneste, der var tilbage på hele stævnepladsen!
Gollum og Biscuit endte med at dele bur på vejen hjem…. Hvis vi fyldte sheltie-buret op med ting, så kunne jeg faktisk også være inde i bilen og jeg var glad for at slippe for at tage turen hjem ad på taget af bilen!

Foto: Sandie H. Larsen