
6 på stribe ❤
Jeg prøver altid at prioritere hundetræning i weekenden, hvor der er lidt mere tid, men om vinterne, hvor det er svært at nå at træne i dagslys i hverdagene, så bliver det ekstra vigtigt.
Derfor var det også lidt træls at vågne til en vejrudsigt fredag morgen, der forudsagde regn regn regn…. Jeg besluttede at prøve at booke mig ind i Hund Hos Helle’s hal i Niløse. Der har jeg ikke trænet før, men det er tæt på min arbejdsplads og jeg har altid tænkt, at det så fint ud på billederne, så jeg fik mig oprettet som bruger og fik booket et par timer.
Det var også en fantastisk fin hal. To store og lyse lokaler med spejle på de fleste af væggene. WOW så skønt. Det eneste minus – desværre også et ret stort minus – var de glatte gulve. Hero kunne kun træne på de 6 ruller tæppe, der lå i en del af det ene lokale. Han ville ikke kunne træne sit fulde program, men fordi der lå lidt tæppe, havde vi fin træning af nye tricks og sekvenser, der tit driller. Men almindelig træning med en hund som Hero ville være helt uansvarligt på de glatte gulve.
Gollum kunne godt arbejde der, men jeg skulle passe på og vi kunne ikke lege med legetøj på samme måde som vi plejer. Jeg kunne heller ikke træne spring – det turde jeg ikke.
Selv Biscuit gled på gulvet og han kan ellers stå fast på næsten hvad som helst.
MEN! Vi havde faktisk rigtig god træning og på denne tid af året, hvor vi stadig har sekvenser og små-bidder, der skal trænes og forstærkes, så kan vi godt have glæde af hallen. Og altså… var der tæppe eller andet skrid-sikkert underlag i den hal, så ville den være fuldstændig fantastisk at arbejde i.
Lørdag formiddag, gik turen til Hvalsø, hvor Gollum skulle til trick træning hos Hvalsø Hundevenner.
Jeg startede med at træne med Hero. Super god træning. Han var så sej og vi havde en skøn trænings-session med en masse leg og latter.
Jeg kom også i gang med Biscuits nye program. Jeg har været meget længe om at finde noget musik til ham, som jeg synes var brugbart, men nu giver vi Boney Ms Ma Baker en chance. Vi går fra den ene Chicago gangster (Chicago the Musical) til den næste (Ma Baker) 😀
Og så var det tid til Gollums træning. Trick træning med Helle Palm og det var så hyggeligt. Vi arbejdede med en masse forskellige ting – både nye øvelser og nogen, som vi allerede kunne.
Gollum har faktisk aldrig lært at sikke hovedet i en spand, men han har demonstreret indlæring af øvelsen så mange gange på div. færdighedsprøve kurser, at han lige pludselig kunne den. Så vi arbejdede med at sende ham ud til spanden på afstand og stikke hovedet i den.
Skøn træning med Mix Holdet i Hvalsø Hundevenner.
Vi sluttede formiddagen af med en gåtur i Hvalsø, inden vi kørte hjem og fik frokost…
Hundene var lidt mindre tilfredse med eftermiddagens aktivitet…. der skulle de nemlig børstes og det er der ikke nogen af dem, der er særlig begejstrede for.
Søndag formiddag kørte vi mod Lille Skensved for at mødes med Helle – mere hundetræning i vente. Vejret var fantastisk, så ingen problemer i at træne udendørs.
Vi havde sat god tid af til at træne og alligevel, følte vi os lidt pressede til sidst…. vi bruger åbenbart bare meget tid… Og i dag brugte vi også lidt ekstra, fordi jeg prøvede at få Gollums program til at kunne være i en nogenlunde normal størrelse ring. Jeg tænker, at vi breder os lidt meget!
Ved 14 tiden kom en af Helles venner, der har hjulpet os med vores rekvisitter gennem de sidste og heldigvis sagde hun ja, til at gøre det igen… Hun er super kreativ og så god til at finde løsninger på de udfordringer, som vi giver hende… hun stod bla. bag Heros dukketeater sidste år. Jeg glæder mig til at se hvad hun finder på i år! Jeg ved, at det bliver godt!
Kl. lidt over 4 kørte vi hjem-over igen – og nu har jeg 3 trætte, men glade hunde, der har haft en god dag!