Jeg sidder i flyet på vej hjem efter 10 hæsblæsende dage i Japan. Egentlig burde jeg sove, men der er så mange oplevelser, der tumler rundt i mit hoved og skal bearbejdes, at det ikke kommer til at ske… så i stedet bruger jeg tiden på at skrive det hele ned, mens det stadig frisk i erindring.
Jeg havde været i Japan en gang tidligere og den gang var det en stor oplevelse og et varmt møde med et venligt og gæstfrit folk, så jeg tøvede ikke med at sige ja tak, da jeg igen blev inviteret til at undervise de japanske dog dancere. Denne gang skulle det være et 3 dags dommerseminar. Da vi kom længere hen i planlægningen blev de 3 dage imidlertid udvidet til 2 x 3 dage i to forskellige dele af Japan.
Fredag d. 19. januar afleverede jeg først 2 hunde hos Helle og derefter lod jeg Biscuit blive i bilen hos min far, mens jeg selv stod ud ved Kastrup lufthavn. Jeg indrømmer gerne, at jeg havde en klump i halsen både da jeg gik fra Hero og Gollum og igen da jeg forlod Biscuit. 10 dage uden mine hunde føltes som meget lang tid.
Jeg havde lidt ventetid i lufthavnen. Jeg spiste min medbragte bolle, købte lidt at læse i på flyet og så var det tid til at gå til gaten. Et lille sug i maven, da jeg gik gennem immigrationen – en reminder om, hvor langt jeg egentlig skulle væk… men det var hurtigt overstået og snart sad jeg i flyet og var på vej.
Det tager 11 timer at flyve til Tokyo, men jeg havde 2 sæder for mig selv, så jeg havde god plads og sad egentlig ret behageligt, så det føltes ikke slemt. Jeg så en film. Spiste aftensmad og så halvsov jeg i nogle timer. Derefter så jeg en ny film mens jeg spiste morgenmad og så lagde vi an til landing.
Det var lørdag formiddag lokal tid, da jeg landede. Asako, min værtinde og Hiroko, min tolk mødte mig i lufthavnen. Det var et glædeligt gensyn – det var de sammen mennesker, som jeg havde besøgt en gang tidligere. Hiroko er en enestående tolk – ikke blot har hun tolket for mig hele turen, men hun har også fulgt mig som en skygge fra jeg vågnede og til jeg gik i seng, så jeg aldrig kom ud i situationer, hvor sproget ville gøre det svært for mig. Hun må have været udmattet om aftenen, men hun fortrak aldrig en mine. Og Asako er nok det mest gæstfrie menneske, som jeg nogensinde har mødt. Der er intet hun ikke ville gøre for, at mit besøg i Japan skulle blive en god oplevelse.
Det tog knap en time at køre fra lufthavnen til hotellet. Vi ankom lidt for tidligt til at vi kunne checke ind på hotellet, så vi lod bagagen være i bilen og fandt et sted, hvor vi kunne spise frokost. Typisk japansk mad på en cafe midt i Tokyo centrum. Mere autentisk bliver det ikke.
Efter frokost fik Hiroko og jeg hver sit værelse. Asako kunne bo hjemme hos sig selv i de første dage. Jeg fik 1½ time til lige af friske lidt op efter rejsen og derefter gik turen ud i Tokyos mylder igen.
I Tokyo alene, bor der 3 x så mange mennesker som i hele Danmark, så der er altid mennesker på gaden og der er altid travlhed. Trods dette, så har byen en af verdens laveste kriminalitets-rater, så man behøver f.eks. ikke frygte lommetyve som man ellers gør i mange andre storbyer.
Hiroko og Asoka prøver at gennemskue hvilket tog vi skal med
Vi tog undergrundsbanen til et stort og berømt teater, hvor der blev spillet traditionelt japansk Kabuki teater. Da Asako var yngre, gik hun meget op i netop den slags teater, så det betød meget for hende, at få lov til at vise det til mig. Desværre kom vi frem netop, da de sidste billetter var udsolgt. Der var rift om dem, fordi 3 generationer af samme familie nåede en ny anerkendelse inden for deres teaterkunst i januar, så der var en særlig festival for at fejre dem og det ville de lokale gerne opleve. Søn, far og farfar fik alle en ny titel på samme tid og det var over 40 år siden, at det sidst var sket, så det var en stor ting. Asako er imidlertid en ressourcefuld person. Lige pludselig, ud af det blå, havde hun skaffet 3 billetter til nogle virkelig gode pladser. De havde kostet spidsen af en jetjager, men hun var virkelig glad for, at det var lykkedes, så det valgte jeg også at være.
Og det var en fantastisk aften med japansk drama i flere akter. Hele dramaet blev oversat for mig på en lille skærm, så jeg forstod handlingen og kunne også nyde musikken og dansen.
Midt i forestillingen var der en ceremoni, hvor de 3 hovedpersoner blev æret, bla. ved at deres kollegaer hver især sagde nogle pæne ord om dem og ønskede dem tillykke med de nye titler.
Og den japanske prime minister var der også – Asako sad næsten ved siden af ham!
Klokken var næsten 22 da forestillingen var slut og jeg var på det tidspunkt ganske udmattet. Det var tæt på 40 timer siden, at jeg sidst havde sovet ordentligt.
Så aftensmaden blev fastfood bestilt fra en automat, men tilberedt i et rigtigt køkken og utroligt lækkert, på trods af at det var klar på mindre end 5 minutter. Imponerende system.
Søndag morgen startede vi med morgenmad kl. 8.30. Hiroko og jeg boede på et kæmpe hotel midt i Tokyo og der var 7 forskellige morgemadsrestauranter at vælge imellem. Vi valgte dog den samme hver morgen – der hvor der var mest forskelligt at vælge i mellem. På hotellet var der også bowlingcenter, tennisbaner, shoppingcenter og endda et akvarium med delfin-show. Der var over 1000 værelser fordelt i 3 tårne. Vi boede i øst tårnet.
Morgenmad
Kl. 9.30 mødtes vi med Asako og turen gik med undergrunds-toget ud til det første store samurai tempel, lidt udenfor centrum. Templet var engang hovedkvarter for samuraier fra hele Japan.
Vi så templet og den gamle bydel rundt om templet.
De mere religiøse japanere bragte deres bedebøger med til templet og fik dem underskrevet med smukt kalligrafi.
På templets område, var der også en smuk have fyldt med pæoner som blev passet og plejet på en helt særlig måde, så de blomstre i januar.
Man kunne tydeligt se forskel på dem, der havde fået lys og varme og derfor blomstrede og dem, der bare stod i almindelig jord og ventede på foråret.
De planter, der stod i huse, blomstrede. De øvrige var stadig bare tørre stængler, der stak op af jorden mellem halmhusene.
Japan er noget mere grøn om vinteren end Vesteuropa. Der er grønne blade på træerne og visse planter blomstre naturligt om vinteren.
Frokosten blev spist på en super hyggelig restaurant og jeg fik smagt en masse lokale retter.
Jeg smagte også div. lækkerier, som vi stødte på undervejs. En gele-slikkepind lavet af noget rodfrugte-udkog var for meget for mig. Det kunne jeg ikke spise, så Asako, måtte tage over. Hun kunne godt lide det.
Og jeg var i et supermarked og gik fuldstændig shop-amok i japanske hundeguffere og mærkelig japansk slik til kollegaer og hundepassere 😀
Vi tog tilbage til hotellet og afleverede alle mine shopperier på værelset (alle var læsset som pakæsler).
Derefter gik vi over til akvariet, der viste sig at være vildt imponerende. De brugte lys, farver og musik til at fremhæve fiskenes skønhed. Det var så meget bedre end vi havde turdet håbe på.
En del af akvarierne havde interaktive skærme som forside, så man kunne røre skærmene og dermed få info om de dyr, der var i akvariet eller man skulle gøre noget aktivt, for at få lov til at se dem. F.eks. skulle man fjerne blæk fra forsiden af blækspruttens akvarium, for at få lov til at se den.
Og kl. 19.30 var der delfin-show, en stor og medrivende oplevelse, hvor lys, vandstråler i forskellige former, røg og farveskift highlightede delfinernes flotte spring og øvelser. WOW!
Efter forestillinge, blev vi siddende og så hvordan trænerne rettede de små fejl, der var opstået i løbet af showet. De ’klikkertrænede’ med et fløjtesignal som markør og brugte forskellige former for targets til at få delfinerne de rette steder hen. Der blev brugt fisk som belønning, men også klap og nus. Det var så spændende at se.
Til sidst var det dog tid til at gå videre og se resten af akvariet – der var også en stor afdeling med havpattedyr.
Klokken var blevet mange, så igen blev det lynhurtigt, men super lækkert fastfood til aftensmad.
De havde advaret om et blackout på hotellet om natten. Al strøm ville forsvinde mellem kl. 2 og 5 om natten og når strømmen forsvandt ville nødbelysningen tænde. Dette var åbenbart nødvendig pga. en eller anden sikkerhedsprocedure, der skulle testes en gang om året. Vi havde fået et stykke papir, hvor alt var forklaret – også det om nødbelysningen, men vi tænkte jo nok, at nødbelysning ville være en lille lampe i det ene hjørne, som lige præcis gav lys nok til, at man kunne finde døren. Det var det ikke! Kl. 2 vågnede jeg brat, da mit værelse var badet i lys! Nødbelysning var en skarp pærer midt i værelset. Af ren refleks, prøvede jeg at slukke lyset på kontakten, men det virkede selvfølgelig ikke. Jeg ringede til receptionen og en flink mand kom op og skruede nød-pæren løs, så lyset slukkede…. Joh tak for det… og så tog det lige et par timer at falde i søvn igen… Og kl. 5 da strømmen kom tilbage, var mit værelse igen badet i lys. Denne gang fordi jeg selv havde trykket på kontakten kl. 2, da jeg ville slukke nødbelysningen. Dermed havde jeg tændt de øvrige lamper på værelset og det resulterede i lys, da strømmen kom igen. SUK! Det blev ikke til meget søvn den nat.
Mandag morgen måtte vi lidt tidligere ud af dynerne. Første undervisningsdag og også den dag, hvor der var varslet snestorm over Tokyo. Sne i Tokyo er åbenbart en stor sjældenhed, så det var noget alle gik op i og bekymrede sig for.
Vi skulle gå ca. 20 minutter fra hotellet til det konference-center, hvor kurset skulle holdes. Der var ca. 15 deltagere og dag 1 var en gennemgang af reglerne og en snak om dommer etik.
Undervisningen gik rigtig fint. Det foregik med tolkning. Jeg underviste på engelsk og Hiroko oversatte til japansk. Mine power point præsentationer havde også været sendt over i forvejen, så de kunne blive oversat.
Japanere er mere stille, når de deltager i undervisning end vi typisk ville være i Europa og selv om jeg var forberedt på det, så krævede det alligevel noget tilvænning. Den mindre respons er ikke fordi de keder sig – det er bare sådan, det er.
Jeg havde fået besked på ikke at stoppe senere en 17 pga. snevejret. Folk ville gerne hjem inden det blev for slemt. Og der kom sne og efter Tokyo forhold var det ret slemt, men alle nåede hjem i god behold.
Hiroko, Asako og jeg spiste aftensmad på en af hotellets restauranter og menuen stod bla, på vandmand. Det var ok. Det smagte ikke grimt. Men det smagte heller ikke specielt godt 🙂
Vandmand med tomat og svinekød
Heldigvis var der også mange andre retter på menuen, som jeg meget bedre kunne lide og lækre kager til dessert:
Sumobrydning i fjernsynet om aftenen 🙂
Tirsdag morgen skulle vi ikke møde så tidligt, for inden min undevisning, var der et ernæringsseminar med en medarbejder fra Royal Canin, der var sponsor for de 2 dommerseminarer.
Da vi kom ud, var det meste af sneen væk og vi kom i god behold frem til konferencecenteret, hvor jeg skulle undervise i HTM og HTM bedømmelser.
En fin dag, hvor deltagerne var begyndt at tø mere op og deltage mere aktivt i undervisningen.
Mine to demo-hunde
Ohhh og de har Fersken Cola i Japan (Peach Cola) og det smager mega godt, så det var skønt, at der stod en ny flaske af det på mit bord hver dag, når jeg var klar til at undervise.
Dagens aftensmad blev spist sammen med en masse af kursusdeltagerne på en lille bitte restaurant med små bitte lokaler og en masse snævre gange midt i Tokyo. Maden var lækker, men jeg tør ikke tænke på hvordan vi var kommet ud, hvis der var udbrudt brand.
Onsdag stod den på Freestyle og Freestyle bedømmelser. Endnu en god dag – nu med super engagerede kursister, der havde en masse at byde ind med. Dejligt.
Onsdagens undervisning foregik i et nyt kursuslokale i en anden del af Tokyo, så vi skulle køre med tog dertil og vi fik set nogle meget smukke templer på vejen.
Og da undervisningen var færdig, havde vi tid til både at se nærmere på smukke Tokyo By Night og også at gå op i et udsigtstårn og nyde udsigten over den enorme by.
Udsigtstårn:
Vi spiste BBQ til aftensmad – grillet ved bordet, mens vi hygge-snakkede og vendte ugens oplevelser.
Torsdag morgen tidligt checkede vi ud af Tokyo hotellet og tog et bullet train (lyntog) til Kyoto. Turen burde tage 2 timer, men pga, snevejr undervejs, var vi ½ time forsinket.
Jeg fik et glædeligt gensyn med Mount Fuji gennem tog-vinduet på vejen. Sidst jeg var i Japan, kunne jeg se Mount Fuji fra mit hotelvindue hver morgen.
Vi var fremme ved 10 tiden om formiddagen og Asako havde arrangeret en chauffør, der hentede os på stationen og tog os på sightseeing i Kyoto i 7 timer.
Chaufføren i sort tøj midt i billedet.
Første stop var det gyldne tempel, et seriøst imponerende tempel, der var beklædt med ægte guld både inden i og uden på. WOW.
Vi forsatte til den gamle del af Kyoto, hvor de i øvrigt værner så meget om det gamle look, at man ikke må sætte farvestrålende skilte op. Selv McDonalds har måttet lave en brun baggrund bag deres gule M, fordi den klare røde ikke kunne accepteres.
Vi gik gennem den gamle del af byen og så en masse boder og souvenirshops undervejs.
Vi så også en restaurant, hvor man kun kunne få Hallo Kitty retter. Og den var ikke specielt mindede på børn!
Ohhh og vi fandt en Starbucks. Starbucks i Japan koster kun det halve af, hvad det koster i Danmark.
Vi endte ved et imponerende smukt orange tempel, hvor vi brugte flere timer. Det var så flot det hele. Templet var bygget op omkring en kilde, med vand der efter sigende havde helbredende kræfter.
2018 er Hundens År i Japan, så der er små henvisninger til hunde alle vegne:
Disse små sten forestiller guder, der i særlig grad velsigner de små børn og bidrager til at gøre fødselen let. Det er derfor de har hagesmæk på. De stod alle vegne rundt på de templer som vi besøgte, fordi man i gammel tid lavede en, hver gang man ventede sig et barn (hvis man havde råd) og alle de små guder dukkede op, da man gravede ud til undergrundsbanen i Tokyo og blev fordelt blandt landets templer.
Vi fik pizza til aftensmad den dag og jeg var overrasket over hvor skønt det var, at få europæisk mad igen. Jeg følte, at jeg fik utrolig meget lækkert mad i Japan, men efter næsten en uge, trængte jeg åbenbart til noget kendt mad igen.
Mens vi spiste, begyndt jeg at fryse og få det skidt. Det udviklede sig i løbet af de næste timer til feber og jeg blev virkelig syg. Kl. 19.30 undskyldt jeg mig og sagde, at jeg var nødt til at gå i seng.
Jeg sov 10 timer den nat og jeg havde det forfærdeligt, da jeg vågnede. Asako og Hiroko havde været på apoteket torsdag aften, så de havde hængt en pose med 4 flasker af nogle helbredende og styrkende drikke på min dør. Jeg aner ikke hvad det var, men jeg tømte to af dem og gik ned til morgenmad. Her havde mine to værtinder skaffet mere medicin til mig, så jeg blev fyldt med alverdens forkølelses og influenza medicin og jeg fik det faktisk mirakuløst bedre. Så godt, at jeg var ok med at undervise den første dag i Kyoto.
Jeg var ikke 100%, men frisk nok til at undervisningen føltes ok.
Undervisningen fandt sted i et kursuslokale i en dyrevelfærdsorganisations bygning.
Og det var igen snevejr det meste af dagen:
Smukke vinterblomster
Pga. snevejret, var det svært at skaffe en taxa, da vi skulle hjem, så jeg fik lov til at køre med en af kursisterne, hvilket betød, at jeg kørte hele vejen tilbage til hotellet med en skøn sort labrador på skødet. Jeg var desperat for at hygge med en hund på det tidspunkt, så det var skønt.
Om aftenen spiste vi take-away på hotellet, så jeg kunne komme i seng og jeg sov 12 timer den nat – skiftevis frysende og svedende af feber.
Lørdag morgen var jeg så syg, at ikke engang medicinen var nok. Den hjalp uden tvivl, men det var en pinsel at komme gennem undervisningen. Min stemme svigtede også. På et tidspunkt prøvede jeg at sige noget og alt der kom ud af min mund var kvækken. Jeg lød mere som en papegøje end som en underviser! Og hvad værre var. Hiroko var også begyndt at blive syg – en syg underviser og en syg tolk!
Både Hiroko og jeg passede vores arbejde med feber og influenza om lørdagen. Der var ikke noget at gøre andet end at smile og prøve ikke at lade os mærke med hvor syge vi var.
I frokostpausen var hverken Hiroko eller jeg sultne, så vi brugte pausen på at tage en lur i stedet.
Igen stod den på take-away. Hverken Hiroko eller jeg var friske nok til at gå ud.
Hele lørdagen igennem, supplerede både Hiroko og jeg vores kost med urter, drikke og piller. En del af det smagte forfærdeligt og jeg anede ikke hvad det indeholdte, men det var lige meget – jeg var nødt til at få det bedre hurtigt.
Og heldivis havde både Hiroko og jeg det bedre søndag morgen. Faktisk var det viste den dag i Kyoto, hvor undervisningen gik nemmest – hvor jeg var mindst syg.
Dagen startede med et 15 minutters oplæg fra Royal Canin, hvor de præsenterede deres produkter og deres vision for 2018 – de var jo sponsor for mit besøg i Japan, så de havde taletid i både Tokyo og Kyoto. I Tokyo havde de et par timer til et ernærings-foredrag, men i Kyoto fik de kun 15 minutter til lige at præsentere sig selv.
Jeg var stadig ikke frisk, men langt bedre end lørdag. I frokostpausen spiste vi faktisk – og snakkede og grinte. Klar forbedring.
Asako og Hiroko tilberedte suppe til alle de influenza-ramtes frokost
Skulpturere, der viser heltemodige hunde, der har gjort noget særligt for menneskeligheden. De var udstillet i gange på undervisningsstedet:
Da undervisningen var færdig, stod den på dagens kursus billede og desuden en hel masse billeder med kursisterne og deres hunde.
Det er en del af at undervise i Japan, at man må stille op til uendelige mange fotos bagefter, for hver eneste kursist ønsker et billede af dem selv sammen med underviseren og meget gerne med underviseren og deres hund, hvis det er muligt. Jeg har ikke noget imod det. Jeg synes, at det er hyggeligt og sjovt og jeg fik også selv taget nogle billeder med min egen telefon.
På vejen tilbage til hotellet, fik jeg igen lov til at nusse med den sorte labrador.
Og om aftenen spiste vi ikke på vores værelser. Vi gik op på hotellets restaurant og fik en meget fin afskedsmiddag. Mine 10 dage i Japan nærmede sig deres afslutningen….
Først skulle min kuffert dog pakkes og det viste sig at være en udfordring. Den blev lukket – i 2. forsøg. Men den gabte lidt, så jeg endte med at åbne den og lægge en trøje i håndbagagen, så den kunne lukkes lidt bedre. Hold nu op. Alle de hundeguffer og slikposer fyldte alligevel ret meget. Sammen med alle de gaver og souvenirers, som kursusdeltagerne over-øste mig med. Man skal altid have en masse ekstra plads i kufferten på vej til Japan, for man ved, at man får en masse gaver, som skal kunne være der på vejen hjem.
Kl. 6 mandag morgen ringede vækkeuret. De sidste ting skulle pakkes i håndbagagen og kl. 6.40 kom taxaen, der tog os til Osaka lufthavn. Derfra fløj vi alle 3 sammen til Tokyo.
I Osaka brokkede de sig over vægten på min kuffert. Den vejede 1½ kg mere end tilladt på internationale fly og 4½ kg mere end på nationale. Det kostede dog ikke ekstra her, fordi hverken Asoka eller Hiroko havde de 20 kg, som de måtte. Og i Tokyo sagde de ikke noget til de 1½ kg, så PHEW! Jeg ville have hadet at pakke kuffert om midt i lufthavnen.
Jeg tog afsked med Hiroko og Asoka – lidt mærkeligt efter at have været sammen så godt som non-stop gennem så lang tid. Men jeg glædede mig til at komme hjem og især til at se hundene igen.
Jeg gik gennem immigrationen og fik stemplet mit pas – jeg havde nu officielt forladt Japan (inden for de 90 dage, som jeg havde fået lov til at være der). Jeg gik lidt rundt og kiggede på butikker og da jeg blev sulten, nød jeg at kunne købe en Big Mac og en Cola – Mmmmmm kendt mad igen.
Den officielle afsked med Japan
Jeg har spist ris morgen, middag og aften i 10 dage. Det varer nok lidt inden jeg koger ris igen 😀
Og nu er jeg altså på flyet… Om 5 timer og 40 minuttter lander vi i København. Lige nu er vi i luften over Rusland. Klokken er 18 i Japan og ca. 10 i Danmark… Så mon ikke jeg skal prøve at få lidt søvn? Det varer trods alt længe inden de er sengetid i Danmark og det er allerede ret længe siden, at jeg stod op…
Skrevet 29.1.18 i luften mellem Tokyo og København
Dog Dancing Dagbog 