OEC – here we come!

Det er meget længe siden, at jeg lærte, at hvis resultatet er det man fokuserer på, når man går i ringen, så kan man næsten være sikker på, at det går galt. Hvis point-summen bliver vigtigere end at gå ind og vise hvad man kan med sin hund, så styrer man efter et mål, som man ikke selv er herrer over og så har man næsten automatisk givet afkald på kontrollen. Uanset hvor godt min hund og jeg arbejder, kan jeg ikke kontrollere de tal, som dommerne sætter på deres ark. Det er helt og aldeles ude af mine hænder, så det er ikke noget, jeg skal bekymre mig om…

Ikke desto mindre, så var det lige præcis der mit fokus var, ved lørdagens konkurrence. Jeg skulle ind og kvalificere mig til OEC sammen med Gollum. Det var der mine tanker var og det er ikke et godt udgangspunkt.

Jeg mærkede det allerede aftenen før… jeg kunne ikke falde i søvn fredag aften, fordi jeg var nervøs og ikke kunne få tankerne fra konkurrence. Eller faktisk handlede det ikke om konkurrencen – det handlede om Gollums program. Sådan har jeg ikke haft det i årevis. Jeg vidste godt, at det var et skråplan, men jeg kunne ikke rigtigt få ro på det.

Lørdag morgen, følte jeg egentlig, at det gik bedre og at jeg havde fået flyttet fokus lidt over på glæden ved at skulle vise, hvor langt vi var kommet med træningen, men da jeg kom frem til Ringsted og Sydkystens konkurrence, så var jeg alligevel alt for følelsesladet.

For at forstå, hvad der foregik og hvorfor et OEC pludselig blev SÅ vigtigt, skal vi tilbage til 2010.

I 2010 stillede Danmark for første gang op til et VM. HTM holdet bestod af Helle med Doggie, Anja med Queeny og jeg selv med Whisper. Annette med Zico var reserver og hvide hund ved dette mesterskab. Det var en vild oplevelse og det hele endte med, at vi vandt vores første verdensmesterskab.

VM 2010

Efterfølgende vandt vi flere mesterskaber sammen, men det her VM i 2010 var noget særligt og kom til at betyde meget for os alle 3.

Da Whisper gik på penison, lovede jeg Anja, at jeg ville træne min nye hunde op, så vi igen kunne komme på hold sammen ude i den store verden. Imidlertid blev Hero jo aldrig rigtigt en HTM hund. Han blev min fantastiske freestyle stjerne og hjalp mig aldrig rigtigt med at indfri mit løfte.

Så kom VM 2018, hvor Gollum kom på HTM landsholdet. Helle var var inviteret med Jazz og Anja med Queeny. Jeg ville så gerne have haft dem begge to med til Holland, men forstod godt at Anja sagde nej tak. Hun stod midt i processen med at lave nyt program og det tager nu engang den tid det tager. Så det blev ikke ved VM, at det guld-holdet fra 2010 skulle genforenes.

-Til gengæld får vi glæde af Sidsel med Wave og Annettte med Aero til VM og det glæder jeg mig super meget til. Vi har haft et dejligt forløb op til VM og de er fantastiske at være på hold med. Vi skal ud og lave minder sammen, der bliver lige så specielle, som dem jeg har med Anja og Helle.

Men altså – VM 2010 holdet blev ikke genforenet. Til gengæld lovede Anja og Helle (der begge havde points nok til at komme til OEC), at de ville tage med til OEC i Schweiz, så hvis Gollum også kvalificerede sig dertil, så ville holdet være samlet igen der.

Så det var målet… Da vi lavede aftalen, havde Gollum og jeg både DKKs konkurrence i Roskilde og Sydkystens konkurrrence i går til at samle points. Desværre fik vi jo ingen landsholdspoints i Roskilde, så pludselig blev konkurrencen i lørdags meget vigtig. Alt for vigtig.

Anja, Helle og Sidsel havde allerede så stort et forspring i forhold til landsholdspoints, at de var sikre på en plads på holdet ved OEC. Inden konkurrencen i lørdags, havde Gollum  4 points, Liv med Mango havde 3 og Annette med Aero havde 1, så det var de 3, der kunne komme i betragtning til den sidste plads på holdet.

Jeg kunne ikke tale med Anja om morgenen uden at komme til at tude. Jeg var følelsesmæssigt ude af balance på så mange fronter. Og det var der jeg var, da jeg gik i ringen med Gollum.

Lille Gollum, der indtil nu kun har oplevet en handler i balance, der ved at han er en ung hund og at det egentlig ikke er vigtigt hvordan det går, for vi har tiden for os og skal nok nå det vi skal nå. Selvfølgelig altid håbefuld, når vi går i ringen, men afklaret…

Hvordan vi kom igennem programmet ved jeg faktisk ikke. Jeg kan se på billederne, at Gollum i hvert fald i de sekunder, hvor de blev taget, gik rigtig fint.

Jeg var oprevet og ked af det, da jeg kom ud af ringen. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor… Måske bare fordi det ikke er rart, at arbejde under pres og miste kontrollen. Jeg plejer at glæde mig over at være i ringen.

Ikke desto mindre lykkedes det at kvalificere os til OEC. HTM landsholdet ved OEC bliver Helle med Jazz, Anja med Queeny og jeg selv med Gollum. 2010 holdet er samlet igen – og suppleret af Sidsel med Wave. Jeg ved at det bliver fantastisk.

Gollum skal være på hold med sin mor Jazz ved OEC

Og endnu mere fantastisk fordi Liv med Mango rejser med som reserve. Liv er en dejlig person, en hundetræner med hjertet på rette sted og rette fokus i konkurrence-situationerne. Jeg glæder mig til at dele oplevelsen med hende. Og Gollum er glad for at skulle rejse sammen med en krøl-top, selv om den har den forkerte farve (vi har talt med Liv om muligheden for at afblege Choice og tage hende med i stedet, men hun har en seriøs nej hat på lige i den forbindelse).

Liv og Mango

Nåh ja og på en eller anden måde, så føles OEC som en ‘low pressure’ ting for Gollum og jeg. Vi er på holde med 3 af Europas store HTM stjerner… sandsynligheden for, at vores points kommer til at betyde noget for det endelige resultat er meget lille. Så vi kan betragte det som ‘mesterskabstræning’ af den bedste slags – det er ‘the real thing’ men med et sikkerhedsnet under os i form at 3 super dygtige ekvipager ved siden af os.

Det tog resten af dagen og en god del af søndagen, at få styr på følelser, tanker og det øvrige OEC kaos, der havde bygget op inden i mig i ugerne op til konkurrencen i Ringsted.

Heldigvis havde jeg 2 rigtig gode træningsrunder i træningsklassen sidst på dagen.

Hero arbejdede roligt og kontrolleret – hans sidste tur i ringen inden VM. Det var en god oplevelse for os begge. Hero er en tykpelset fyr og træning er svært her i sommervarmen, men jeg tænker alligevel, at vi er ret ok kørende lige nu.

Gollum var super sej i træningsklassen og jeg havde genvundet noget af mit overskud til at glæde mig over det. Det var en langt bedre oplevelse end tidligere på dagen. Next stop – VM. Det bliver spændende, hvordan vi klarer sådan en udfordring sammen. Forhåbentlig bedre end en OEC kval!

Såh konkurrencen i Ringsted var følelsesladet og en god reminder om, at holde fokus på det, som jeg har indflydelse på, men ikke udpræget god læring for hverken Gollum eller jeg. Nu har jeg lige brugt et par dage til at slå mig selv i hovedet over i den grad at lade følelserne tage over. Nu lægger vi det bag os og ser fremad.

VM here we come…. Og i oktober… OEC here we come 🙂

PS. bortset fra alt det rod, som jeg selv fik skabt, så var konkurrencen i Ringsted en travl, men rigtig fin dag. Jeg fik lov til at dømme en række dygtige ekvipager, jeg fik hygget med venner, jeg fik tudet over skønne minder om tidligere hunde og programmer og jeg fik god sidste ring-træning med drengene inden VM. Jeg hader stadig, at der ikke må være vand i hallen – jeg synes ikke at det er fair, at bede hunde præstere deres bedste, når de er potentielt dehydrerede. Jeg savner også stadig opvarmningsplads og lufteplads, men det er et vilkår i den ring.