Grand Prix de France

DSC_0167lys

Fredag morgen kl. 7 kørte jeg mod Næstved for at aflevere Hero hos min far. Han var på arbejde, så jeg lukkede bare Hero ind i lejligheden og forsatte derefter til Lille Skensved, hvor Gollum og Biscuit blev læsset af hos Helle. Next stop lufthavnen. Jeg skulle til Frankrig og være dommer ved det franske dog dancing mesterskab Grand Prix de France.

Jeg parkerede og tjekkede min telefon (der var på lydløs). 3 missede opkald fra et ukendt nummer… Jeg tjekkede også mine messenger beskeder… dem var der en del af, som jeg besvarede og endelig en SMS fra samme ukendte nummer: “Ring vedr. din hund”.

Argh! Mit hjerte gik i galop og jeg ringede straks. Ingen svarede. Jeg ringede igen og igen… Intet svar. Jeg SMSede tilbage, at jeg stod i lufthavnen og prøvede at ringe, men ikke kunne komme igennem til nummeret. Stadig ingen respons.

Så ringede jeg til Helle – “Næh, Gollum og Biscuit havde det godt”. Ok, så måtte det være Hero, der var blevet SMSet omkring.

Jeg forsøgte at ringe til nummeret igen – stadig uden held. Jeg var nu i panik.

Vedkommende med det ukendte nummer havde tydeligvis mit telefon-nummer, så vedkommende måtte også have Hero. Mit nummer sidder i hans halsbånd og hvor skulle hun ellers have det fra, men jeg vidste ikke om hun havde det fra en død eller en levende hund – eller om hun bare havde fundet halsbåndet uden hund.

Jeg sendte endnu en panikken SMS til det ukendte nummer og denne gang ringede de tilbage. Jeg talte med en flink mand, der var sammen med den dame, der havde fundet Hero og taget ham ind. Hun havde set en skraldevogn bremse for ham og forstået, at han nok ikke burde gå rundt uden ejer. Hun havde givet ham vand og fodret ham med godbidder mens de prøvede at finde ejeren.

Hero er ikke ret god til, at jeg går fra ham. Han panikker altid i de første par timer. Derefter accepterer han at jeg er væk og så falder han til ro, der hvor han hun bliver passet. Men denne gang havde han fundet et vindue på klem. Han havde fået det åbnet mere og var sprunget ud og gået på jagt efter mig. Heldigvis var han blevet indfanget af den venlige dame, der havde taget sig af ham og ca. 40 minutter senere kunne min far hente ham.

Jeg havde besluttet ikke at gå om bord på flyet før jeg vidste, at Hero var ok hos min far igen, så da min far endelig ringede, havde jeg lidt travlt… Jeg havde været virkelig splittet mellem at ville til Næstved og finde Hero og mine forpligtelser som dommer og dem, der ventede på mig i den anden ende. Det var en lettelse, at få en afklaring og vide, at Hero havde det fint, virkede afslappet og var glad for at se min far.

Selv om jeg gerne ville se med egne øjne at Hero havde det godt, så kunne jeg høre på min far, at det var mit behov mere end Heros og at det ville være ok at tage af sted. Og jeg ved ikke hvad lufthavns- og flypersonalet har tænkt, for jeg tudede og tudede og kunne slet ikke stoppe igen – først af frygt og derefter af lettelse. Folk må have troet, at jeg var på vej til en nær pårørendes begravelse!

1

Men med 1½ time i flyet fra København til Amsterdam havde jeg tid til at falde til ro og da jeg ankom til Amsterdam, havde jeg det noget bedre.

Jeg fandt noget strøm til min telefon og sendte en besked til Anita fra Sverige om, at jeg var ankommet. Hun skulle også dømme ved Grand Prix de France og vi havde bestilt vores rejser, så vi kunne mødes i Amsterdam og følges ad det sidste stykke til Strasbourg.

Anita ankom en times tid senere og vi fandt et sted, hvor vi kunne spise frokost og øve os lidt på de franske HTM regler, som vi skulle dømme efter i weekenden. Vi havde begge forberedt os hjemme fra, men vi brugte tiden på at vende de ting, der adskiller sig fra de skandinaviske regler og få snakket om det franske points-system.

2

Der læses regler

Vi havde et par timer sammen i Amsterdam lufthavn, før vi fløj videre til Strasbourg lufthavn. Her blev vi mødt at Steve og Corinne – og af lille Rêve ❤

Rêve er Gollums datter og den smukkeste lille hundehvalp. Hun var skøn. Fuld af gå-på-mod, fuld af energi og med sin egen mening om tingene. F.eks. ville hun ikke sidde bag i bilen i sit bur – hun ville sidde foran og drage fuld nytte af bilens air con. Lige på det punkt kunne jeg nu godt følge hende. Der var 36 grader C. da vi landede.

4

Rêve

Der var ca. ½ times kørsel fra lufthavnen til Centre Sportif Geispolsheim, hvor Grand Prix de France skulle afholdes. Vi ankom, fik set hallen og mødtes med de to franske dommere Yolande og Natalie til dommer briefing. Derefter spiste vi aftensmad i hallen sammen med de andre officials.

Hallen:

3

Klokken var over 20, da vores chauffør David kørte os til hotellet og jeg var udmattet. Vi havde været i gang siden tidligt om morgenen og jeg havde brugt alle mine ressourcer på dramaet omkring Hero om formiddagen. Der var ikke mere energi tilbage og jeg glædede mig til at komme i seng.

Glæden blev imidlertid kort. Air con’en på værelset virkede ikke og der var ulideligt varmt. Jeg prøvede at åbne vinduet, men det eneste jeg fik ud af det, var en hel masse insekter. Der var stadig næsten 30 grader udenfor, så der kom ikke noget køligt aftenluft ind.

Det blev en lang og varm nat uden meget søvn. Næste morgen viste det sig, at David og Anita havde haft samme problem med deres air con, så vi fik lov til at flytte værelse og de efterfølgende nætter blev meget bedre.

Lørdag morgen var der morgenmad i hallen og kl. 8 gik konkurrencen i gang.

Anita skulle dømme første halvdel af Novice Freestyle sammen med Natalie. Derefter skulle Yolande og jeg dømme Novice HTM.

10

Anita og Natalie i midten med en sekretær på hver side. Det er nyt for en dansk dommer, at have sin egen sekretær til rådighed og jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle sætte hende til. Men vi fandt et godt system i forhold til at sikre, at jeg skrev på den rigtige pointseddel, når jeg nu ikke kendte nogen af ekviapgerne  og derfor ikke kunne matche navnet på sedlen med personen i ringen.

Så var det igen Anita og Natalie bag dommerbordet til anden halvdel af Novice Freestyle samt en handicap klasse og en juniorklasse. Imens havde Yolande og jeg pause inden vi skulle dømme Intermediate HTM og Intermediate Freestyle.

Til sidst dømte Anita og Natalie Advanced Freestyle og Yolande og jeg lukkede og slukkede med Advanced HTM. Ca. 120 starter i alt pr. dag – 60 til hver dommersæt.

Lørdag var en varm dag. Temperaturene udenfor var på ca. 36 grader c. og inde i hallen var der lige så varmt eller varmere. Formiddagen var ikke så slem, men om eftermiddagen, var der rigtig mange hunde, der havde det svært inde i ringen. Det var simpelthen for varmt.
En enkelt hund blev diskvalificeret, fordi den så så overophedet ud, at det ikke var fair, at bede den arbejde. Dens mund var helt opspilet, som om den ikke fik luft nok ind og dens øjne var kæmpestore. Den skulle ud og køles af – ikke optræde i ringen.
En del hunde virkede enormt umotiverede og klarede sig igennem programmet ved at handleren lokkede, ventede og knoklende.

Så, varmen var en udfordring, men der var hunde, der klarede den rigtig fint. Novice HTM blev vundet af en Rottweiler, som havde virkelig præcise positioner. På dag 2 var den lidt træt, men om lørdagen var den super skarp og uden håndsignaler.

GAUME ALYSON -MISTER MAO

Alison Gaume med Mister Mao (Foto: Philouska Dog Sport Foto)

2. vinder blev en American Stafforshire terrier, der også arbejdede imponerende flot.

BOURGUIGNON GAËLLE -FIBY

Galle Bourguignon med Fiby (Foto: Philouska Dog Sport Foto)

Som udgangspunkt, havde folk en hel del rekvisitter med i ringen. De var flotte og gennemarbejdede, men de blev sjældent brugt til ret meget andet end at løbe rundt om.
Ligeledes var så godt som alle kostumer vildt flotte og de fleste gjorde meget ud af deres egen performance. Handlerne var super elegante.
Jeg så flere danse-programmer end historie-fortælling, men der var begge dele.
Franskmændene var fantastisk gode til det med tema og sammenhæng mellem musik og ‘udtryk/historie’, men de kunne godt blive bedre til at bruge musikken og fremhæve skiftene i den.

Det blev tydeligt, at vi i Skandinavien går mere op i præcision og ser sværhedsgrad på en anden måde end de er vant til i Frankrig, så både mine og Anitas points blev debatteret voldsomt.
Bla. går vi begge op i, at rekvisitterne skal udnyttes, hvis man har dem med. De må ikke bare være scenografi.
Ligeledes ønsker vi begge at se, at hundene kan deres ting – at de har færdighederne på plads hvad enten det er HTM positioner eller freestyle øvelser og det kneb ind i mellem hos de franske ekvipager. Der var mange hunde, der blot lod sig lokke rundt og fulgte et håndtarget uden at vise, at de kunne selv.

Jeg så nogle sindsygt flotte programmer med høj sværhedsgrad, men der var også programmer i alle klasser, der slet ikke ville bestå i Danmark. Niveauet i den enkelte klasse svingede overraskende meget. Overraskende, fordi alle havde kvalificeret sig til at deltage ved det franske mesterskab ved at få over 23 points (ud af 30 points) ved 2 officielle konkurrencer i løbet af året.

Mine favorit programmer var:

Den Lille Prins
En Hvid Schweizisk Hyrdehund der optrådte til musik fra den franske film Le Petit Prince. Jeg har ikke set filmen, men jeg har læst Antoine de Saint-Exupéry dejlige bog, som har inspireret filmen og jeg genkendte temaet med det samme ekvipagen trådte ind i ringen. På trods af at den voice over, der talte hen over musikken, talte fransk, så forstod jeg uden problemer hvilken del af historien, som ekvipagen fortalte. Et smukt  program, der handlede om venskaber og om at tage ansvar for sig selv og hinanden.

Og ekvipagen viste elegant og flydende heelwork – ikke altid 100% parallelle positioner og det kostede dem 1. pladsen i konkurrencen, men ekvipagen udstrålede, at de nød at arbejde sammen og at være i ringen. Det var så dejligt at se.

De blev nr. 2 i Advanced HTM og det skulle de også være, for vinderen havde mere præcision i sine positioner, men dette program rørte mig langt mere end vinder-programmet.

den lille prins

Marielle Coste med Flinga – Den Lille Prins (Foto: Philouska Dog Sports Foto)

Fantastic Beasts and Where to Find Them
En border collie, der optrådte til musikken fra Rowlings historie om fantastiske væsner. Igen genkendte jeg temaet uden at vide hvilken musik de optrådte til. Ind i mellem blev det lidt rodet, men det var et Intermediate program, så det behøvede ikke være perfekt og der var bare så mange fede tricks og ideer i det. Rekvisitterne blev udnyttet og der var massere af indhold og action. Jeg var grebet af det fra start til slut – god underholdning hele vejen igennem. Denne ekviapge vandt Intermediate Freestyle med et stort forspring ned til de næste.

creatures and where to find them

Stephane Bordet med Giby (Foto: Philouska Dog Sport Foto)

Jules og Mokka
Som nævnt var der varmt i hallen – meget meget varmt. Mange hunde så ud til at trives rigtigt dårligt med at skulle præstere i den varme. Derfor var det også skønt at se Jules O’Dwyer gå i ringen med den 60 kilo tunge og tyk pelsede Mokka og kun gå lige frem i et passende tempo. Vel vidende, at det ikke ville give hende høje poitns, så havde Jules taget al sværhedsgrad ud af sit program, for at kunne give hunden en god oplevelse i ringen. Kæmpe respekt for det. Der var mange andre ekvipager, der ville have fået højere point ved at gøre det lettere for deres hunde og så til gengæld måske kunne bevare hundens motivation lidt længere. En høj sværhedsgrad giver ingen mening, hvis det er så varmt, at hunden ikke magter at udføre den.

38751742_1809704625803889_1326380871321649152_n

Jules O’Dwyer med Mokka (Foto: Philouska Dog Sport Foto)

Vi var først færdige med konkurrencen efter kl. 18 og derefter skulle der være festmiddag med musik og det hele. Både Anita og jeg var imidlertid så trætte, at vi fik arrangeret noget hurtigt mad og så var vi tilbage på hotellet ved 20 tiden. Vi orkede ikke mere.

8

Hurtig mad og så tilbage til hotellet og tidligt i seng

Søndag skulle vi dømme nøjagtigt samme programmer igen og helst prøve at ramme samme niveau som dagen før (samme point-sum for samme præstation), for ifølge de franske regler, skal alle have 2 chancer for at vise sit program, men det er kun det højeste pointtal, der tæller. Så hvis man får 22 points den ene dag og 25 den næste, så har man fået 25 points ved den konkurrence. Dårligste resultat smides væk og det bedste tæller. Dvs. at der i det endelige resultat ville være nogen, der havde deres points fra lørdag med og andre deres points fra søndag. Derfor skulle der dømmes ens de to dage. Det tror jeg lykkedes, men der var ikke mange, der brugte sine points fra lørdagen, for langt de fleste hunde arbejdede bedre søndag. Men faktisk virkede hallen også lidt bedre i temperatur om søndagen. Godt nok stod termometeret stadig på 36 grader, men det blæste lidt og det hjalp faktisk en hel del.

Grand Prix de France er et mesterskab og der er mesterskabs-stemning i hallen. Folk hepper og klapper og kommer med tilråb. Super dejlig atmosfære.

DSC_0119lys

Hundehvalpe på tilskuer-rækkerne:

Af hensyn til tidsplan og publikum skulle der dømmes hurtigt! Jeg er normalt en ret hurtig dommer, men her halsede jeg bagefter Yolande hele tiden. Vi havde 1 minut pr. ekviage og ikke mere. Det tempo har jeg det fint med, når jeg dømmer under danske regler, som jeg kender rigtig godt, men under de franske regler og det franske points-system, som jeg ikke er lige så fortrolig med, så skulle jeg virkelig være koncentreret for at kunne følge med. Heldigvis var min sekretær Mimi rigtig god til hele tiden at have de rigtige papirer klar til mig, så det eneste jeg skulle var at notere hvad jeg så i ringen og omdanne det til points. Resten havde hun styr på. Det fungerede super og jeg har det godt med mine bedømmelser. Jeg føler, at jeg gjorde det godt.

DSC_0006lys

Anita og hendes sekretær

Der var mange forskellige racer repræsenteret ved Grand Prix de France – lige fra en kæmpe Leonberger til en lille Yorkie. Pudler var populære – dem var der mange af. Og også Aussier – faktisk tror jeg, at der var flere Aussier end border collier.

Søndag var vi lidt tidligere færdige med at dømme (Anita og jeg var nok blevet lidt hurtigere til at dømme efter franske regler), men til gengæld var der præmieoverrækkelse efter konkurrencen og den tog ret lang tid og var svær at følge med i, når man ikke forstår fransk. Dog kunne jeg se, at de fleste placeringer endte som forventet, så Yolande og jeg kan ikke have været helt uenige i vores bedømmelser.

Vi spiste aftensmad i hallen sammen med de øvrige officials og derefter var til tilbage til hotellet og i seng!

Mandag morgen kl.8 mødtes Anita, vores chauffør David og jeg uden for hotellet. Vi fik morgenmad på den anden side af gaden og derefter gik turen til Strasbourg. Der var lige tid til lidt sightseeing inden turen igen gik mod Danmark.

Frokost i lufthavnen sammen med Anita og så afgang mod Holland/Amsterdam og videre til Danmark.

11

Frankrig forsvinder under os…

Det var skønt at gense hundene igen – selvføligelig især Hero, som jeg havde været så bekymret for. En kæmpe tak til min far og Helle for at passe så godt på mine hunde og for at rykke ud med det samme, da jeg var så bange for, hvad der skulle være sket med Hero. Tak! Tak! Tak!

 

 

 

 

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Dommer, Hero. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s