Tirsdag
Vækkeuret ringede kl. 3.30 tirsdag morgen. Alt var klar, så jeg skulle bare lige have tøj på og så vakle ud i bilen… Afgang mod Lille Skensved kl. 4.
Hero sørgede for, at jeg var lysvågen inden jeg satte mig bag rettet…. Der var buldrende mørkt, da jeg gik ud mod bilen, så jeg tændte lygten i min telefon og det første jeg så var Hero, der var stok halt foran mig. F*****CK! Hero og Gollum havde været ret vilde, da de skulle ud af døren og der kan hurtigt ske noget. Jeg var begyndt at overveje om der var nogen hunde-kiropraktor, som jeg kunne ringe til kl. 4 om morgenen… jeg mærkede på Heros pote og han gav et piv fra sig, hvilket er meget atypisk for seje Hero. Jeg satte Gollum og Biscuit i bilen og tog Hero med ind igen, for at tjekke poten i lyset. Intet at se og Hero haltede ikke længere. Jeg holdt vejret og satte ham i bilen og kørte.
Da jeg tog Hero ud af bilen hos Helle, var jeg spændt på at se hans bevægelser…. han gik stadig rent. Phew! Resten af dagen stirrede jeg intenst på Heros forben, hver gang han var ude og lufte, men der var ikke noget. Han har nok bare trådt på et eller andet, da han gik gennem haven om morgenen.
Vi fik pakket mine ting ind i Helles bil – det var noget af et projekt. Helle og jeg har tit læs på, når vi rejser sammen, men jeg har aldrig tidligere set Helle trække sig opgivende tilbage og sige “Det her kan jeg slet ikke overskue!”. På mirakuløs vis lykkedes det. Vi fik det hele ind!
Og så afsted til færgen i Rødby.
Vi tog hundene med op på færgen, så de fik en pause fra bilen. Helle og jeg spiste morgenmad og Helle åbnede sin Held og Lykke gave. Hun fik EM en taske magen til min og jeg gad ikke skulle gå og gemme min, for at Helle ikke skulle gætte hvad hun fik – derfor skulle hun åbne sin gave så tidligt på rejsen.
Hygge på færgen og fine nye tasker
Kurs mod Tyskland
Morgenstund har guld i mund
Og så afsted med kurs mod Karlsruhe. Helle og jeg havde diskuteret, hvorvidt vi skulle stoppe ved en bestemt butik undervejs…. vores geografiske kunnen er ikke super god…. det havde aldrig slået os, at vi ikke kom forbi samme butikker på vej til Schweiz, som når vi kører til Holland. UPS! 😀
Turen gik forbløffende let. Vi havde en lydbog til at underholde os og jeg fik lov til at åbne min held og lykke gave fra Helle. En kalender med billeder fra fælles oplevelser i 2018. Den gav også god underholdning undervejs.
Vi ankom til vores hotel i Karlsruhe (Tyskland) kl. 17 efter ca. 900 km ned gennem Europa. Vi skulle mødes med Jette og Addi på hotellet, men de havde haft et 4 timers motorstop undervejs, så de kom væsentligt senere.
Helle og jeg gik tur med hundene, slappede lidt af på vores værelser og mødtes så til middag i en restaurant lige rundt om hjørnet. Det var et super hyggeligt sted, men maden var ærlig talt ikke særlig god. Men det var mad og vi var trætte, så det betød ikke så meget. Vi blev mætte og så kunne vi gå i seng.
Gåtur i Karlsruhe
Et super hyggeligt lille spisested
– Men maden var ikke specielt lækker
Hygge på værelset
Lille Spejl på Væggen der…
Onsdag
Næste morgen mødtes vi med Jette til morgenmad kl. 7. Det var et super lækkert hotel i Karlsruhe og morgenmaden var fantastisk. Parkeringforholdene var usle – Helle havde parallel-parkeret Berlingoen på en plads, hvor der ikke burde kunne være en Berlingo! Jeg var for træt til at være bekymret for hende, da bilen skulle ind, men da den skulle ud næste morgen, var jeg overrasket over – både at den kunne komme ind og ud igen!
Vi gik en morgentur i den lokale park og derefter begyndte vi på sidste etape af rejsen mod Schweiz. Vi havde lige knap 300 km. tilbage før vi landede i Stettlen, hvor vi skulle bo under mesterskabet.
Jeg kan informere interesserede læsere om, at der findes to gange Bernstrasse i Bern. En i selve Bern og en i Stettlen, Bern. Vi havnede ved den forkerte! Helle og jeg havde fulgt med i de øvrige landsholdsdeltageres rejser til Schweiz via Facebook og Messenger og Sandie havde postet idylliske billeder og videoer af græsbevoksede bjergskråninger og lyden af kobjælder. Da Helle og jeg ankom til Bernstrasse, var vi overraskede over, at vi var inde midt i en stor by. Vi gættede på hvad vej man skulle gå for at finde Sandies bjerge og køer… Vi gjorde faktisk rigtig mange krumspring for at få det hele til at passe sammen… indtil vi prøvede at sætte GPSen igen og opdagede, at vi var 13 km fra den rigtige Bernstrasse. Arh men altså!
Vores hotel i Stettlen
Vi ankom til hotellet ved frokost-tid. Luftede hunde, fandt vores værelser (tak Helle, for at jeg måtte være på stue-plan – det var så godt for mit knæ) og mødtes derefter med Jette til frokost. Det var vores første møde med Schweiziske priser. 150 kr. for en portion pasta bolognese og en cola. Yiks!
Mens vi spiste, kom Sandie, Liv og Jakob tilbage fra deres sightseeing tur i Bern. Dejligt at se lidt mere af holdet. Sandie gik med os ud for at lufte hunde – en begivenhedsrig tur, hvor Helles Jazz rullede i en lokal lort og måtte vaskes i åen – mens jeg havdet et hysterisk grineflip, fordi det ikke var min hund, der var smurt ind i lort.
Helle og Sandie, hvad laver I?
Gåtur med vennerne
Jazz måtte have et lille bad 😀
Afslapning på hotellet, der dog blev afbrudt af at de øvrige landsholdsdeltagere lige så stille ankom lidt efter lidt. Det var dejligt at se dem og dejligt at få holdet samlet.
Vi mødtes til aftensmad på hotellets restaurant. Efter megen vaklen, valgte Helle, Liv og jeg at vi skulle have tun salat til aftensmad. Det var ikke et godt valg! Først ventede vi næsten 1 time på maden og da den kom, så var det 1½ dåse tun i mayo lagt oven på dåse-majs, dåsebønner, henkogte rødbeder, sauerkraut og sur gullerrods-salat. Det var seriøst klamt, men det medførte endnu et grine-flip. Vi talte om tun-salat på hele resten af turen.
Sengetid og jeg sov næsten øjeblikketligt. Hold nu op, det er hårdt arbejde at være til EM.
Torsdag
Torsdag morgen gik vi en tidlig morgentur. Jeg fandt en lille park, hvor der var græs, buske osv. tæt på hotellet. Det perfekte sted til morgen- og nat-tisseturene.
Vi mødtes med holdet til morgenmad kl. 8 og derefter havde vi hver især formiddagen fri til afslapning.
Helle, Sidsel og jeg gik en tur i den lokale købmand. WOW det var dyrt, men jeg købte alligevel nogle kiks og et par bananaer. 4 bananer for 40 kr!
Jeg brugte formiddagen til at gå på opdagelse i Stettlen – en meget fin lille landsby ca. 20 km fra Bern.
Da vi kom tilbage, slappede vi af i et par timer og så var der afgang til hallen.
EM skulle afholdes i den helt nye Swiss Dog Arena i Münsingen. Det var en kæmpe hal i 3 etager. I stuen var konkurrencehallen, der hvor EM ringen lå. På 1. sal var der cafeteria og tilskuertribuner og på 2. sal var der endnu en stor træningshal, men den var indrettet til vente-område for landsholdene.
Hvert hold havde et lille afgrænset område, hvor der var borde og bænke og plads til bure mv. Bagerst i hallen var der et stort træningsområde. Der var ro og ret køligt, så hundene lå ikke i en varm og støjende hal, hvilket var rart.
Omkring kl. 14 skulle vi til chip kontrol og have tjekket om det var de rigtige hunde vi stillede op med og kl. 15 var der træning i ringen.
Holdet venter på at komme ind og træne i hallen
Hero var den første af mine hunde, der trænede – han delte sine 4 minutters træningstid med søster Jazz, så de havde tilsammen 8 minutter i ringen. Hero virkede træt og derfor lidt mere sensitiv end han plejer at være, men vi havde god træning og jeg havde fået en vigtig information om, at han havde brug for ro og hvile inden han skulle konkurrere et par dage senere. Heldigvis elsker Hero at være i bilen og Helles bil er lige så god som hans egen, så jeg ved hvad jeg skal gøre for at hjælpe ham – ud i bilen og få en lur.
Gollum delte ring med Louises Billie og havde derfor også 8 minutter. Også han gik sit program igennem med massere af leg og belønning.
Rigtig fin træning med begge hunde.
Kl. 17 skulle Wave træne. Hun var i løbetid og skulle derfor ind til sidst. Da hun var færdig, var der briefing og så var det tid til at gøre klar til Åbningsceremonien. Hold da op – tiden flyver, når man er i godt selskab (og har travlt).
Team Denmark
Indmarch
Team Denmark med Helle i spidsen
Dannebrog på vej ind
Vi ligner nogen, der keder sig lidt under talerne 😀
Så skydes OEC i gang!
Åbningsceremonien var rigtig fin. Den blev holdt på to sprog – tysk og engelsk og det gjorde at talerne virkede lidt langtrukne, fordi det samme blev sagt 2 gange. Men ellers var der sørget for, at vi alle fik en lille smagsprøve på landets traditioner.
Der var alpehorn og flag-kastere som underholdning.
Og den schweisiske national-race Berner Sennenhunden lavede opvisning.
Efter åbningen samledes holdet i vores lejr og åbnede held og lykke kort og gaver. Tusind tak til alle, der sendte gaver og kort med til os. De blev modtaget med glæde.
Lejren pyntes op
Fine OEC flag i gave fra Liv
Maskotten Holger var med
Biscuit ser lidt opgivende ud
Held og lykke kort og gaver
Holdet spiste aftensmad sammen i hallen. Det virkede som en nem og billig løsning. Aftensmad og drikke kostede ca. 120 kr og den blev serveret uden ventetid… MEN! Halvdelen af holdet havde ondt i maven om natten, så den succes vovede vi ikke at gentage!
Fredag
Fredag morgen startede Helle og jeg med morgenmad kl. 6.30. Jeg skulle i ringen kl. lidt i 9, så vi var de første, der forlod hotellet. Jeg tog Gollum med op i venteområdet med det samme. Tiden fløj afsted og det varede ikke ret længe før resten af holdet dukkede op og vi skulle ned til opvarmning. Sidsel og Helle gik med. Jeg sad sammen med Sidsel uden for opvarmningen inden vi fik lov til at komme ind og vi talte om det her med ‘at nyde oplevelsen’. Lige i det øjeblik, var det faktisk ikke en nydelse. Jeg ved ikke helt hvad det er med de der mesterskaber. De 4 minutter i ringen bliver uhyggeligt vigtige og tiden op til er ganske forfærdelige. Sommerfuglene flagre og man spekulerer på hvorfor man udsætter sig selv for det. Vi talte faktisk om, at det først var en nydelse bagefter, når det hele er overstået, men jeg bemærkede, at nerverne faldt helt til ro, så snart jeg begyndte at arbejde med Gollum. Der fik jeg det faktisk godt igen. Jeg tror ikke, at jeg vil sige, at det er en fest at være i ringen – jeg var koncentreret og fokuseret, men det var ikke ubehageligt, lige som det havde været at vente uden for.
Gollum arbejdede ikke så godt som til VM, men bedre end han har gjort til de fleste danske konkurrencer. Vi havde et enkelt link, der blev lidt usikkert, men ellers gik det rigtig godt.
Jeg var lidt skuffet, da jeg så at dommerne havde givet 22,44 points, men det viste sig senere, at det faktisk var en udmærket score. Det rakte til en 22. plads – 2 placeringer bedre end ved VM i et stærkere felt og Danmarks 2. bedste hund. Det kan jeg ikke tillade sig, at være utilfreds med.
Til gengæld bød resten af dagen på points-mæssige skuffelser.
Helle og Jazz var de næste danskere, der skulle i ringen. Jeg ventede back-stage for at tage imod Jazz, når hun kom ud, så jeg så dem kun på live streamen på min telefon, men det de lavede så rigtig godt ud. Ingen misforståelser og umiddelbart så deres positioner pæne og parallelle ud.
Liv og Mango lavede deres livs program – det var så flot. Jeg har aldrig set dem så flyvende før. Jeg var overbevist om, at de ville få høje points – måske endda en finale-plads.
Men ak! Hverken Mango eller Jazz blev belønnet for deres flotte programmer. Liv og Mango fik 20,XX og Helle med Jazz fik 21,XX (jeg kan ikke huske de præcise tal). Jeg var så skuffet på deres og holdets vegne. Hvis man går ind og har en dårlig performance, så er det skuffende, men alligevel ok, at pointene ikke er gode. Men både Liv og Helle gjorde det flot for holdet. Det var de-motiverende flere gange i træk at tro, at vi ville få gode points og så ikke få det alligevel.
Frokost pausen var lidt dramatisk. Både Sidsel og Liv havde ladet deres hunde blive hjemme på hotellet hos Jakob og Dennis (deres mænd) om formiddagen. De skulle først op sidst på dagen og ville hellere have hunde på deres værelser i Stettlen, hvor de kunne slappe af, end i hallen.
I frokost pausen kørte de tilbage på hotellet for at hente hunde – det næste vi hørte var, at Sidsel havde set et uheld, der spærrede vejen lige bag dem – de håbede, at Liv og Jakob også ville nå forbi, for Liv var den næste dansker, der skulle i ringen. Liv og Mango nåede heldigvis frem i tide – PHEW! – og som sagt, så lavede de en fantastisk performance.
Mens Liv og Sidsel var hjemme på hotellet efter hunde, gik vi andre en dejlig tur langs floden lige ved hallen. Mere dejlig for nogen end for andre – min tur var lidt anstrengende, fordi drengene hele tiden prøvede at trække min arm af og slæbe mig ned til vandet. De ville gerne bade 😀
Stine, Helle, Jette, Sandie og jeg på tur med alle hundene
Gollum fik overtalt Sandie til en lille soppetur, men synes alligevel ikke, at det var så fantastisk, når Hero ikke kom med for at lege. Men Hero havde jo ikke været i ringen endnu, så han skulle ikke ned på stenene. Tænk hvis han skar poten eller trådte forkert!
Nåh ja og så havde Hero i øvrigt også pludselig ret dårlig mave! Argh! Jeg lånte Canikur af Helle og fortsatte med Symbioflor i lange baner, da vi kom tilbage på hotellet.
Sidsel gik i ringen kl. 17. Hun var nok eneste dansker, der rent faktisk blev belønnet for deres flotte program. Hun gik ind på en foreløbig 4. plads og en plads i finalen.
Kort efter var der afslutning på heelwork dagen. En langtrukken ceremoni, som jeg godt kunne have ønsket anderledes. Ingen orkede at stå en time i ringen efter sådan en lang dag.
Aftensmaden spiste vi på hotellet – vi fandt den optimale løsning. Vi bestilte vores mad, så luftede vi hunde og fik slæbt bagage ind og efter ca. 30 – 45 minutter gik vi tilbage til restauranten og så passede det med, at maden blev serveret. Fredag og lørdag kunne man bestille pizza, så ingen klam tun-salat til mig! Meeeeen 200 kr. for en pizza + cola, så er den da også betalt.
Aftentur med hundene og så i seng.
Lørdag
Lørdag morgen lå morgenmaden i poser til Helle og jeg. Jeg skulle i ringen med Hero kl. 8.30 og jeg skulle nå at have make-up på og gå tur med Hero først. Vi kørte kl. 6, så vi nåede ikke at spise inden afgang.
Hero mave var heldigvis normal igen på morgeturen – phew!
Fremme i hallen lod jeg Hero ligge i bilen og gik selv op for at gøre klar. Helle hjalp mig med spøgelses make-up’en, der skal på af flere omgange. Jeg spiste morgenmad mellem hvert lag.
Da make-up’en var klar, hentede jeg Hero i bilen og gik en smuk morgentur med ham. Jeg mødte en del lokale hundeluftere og havde faktisk helt glemt, at jeg havde spøgelses-make-up på. Ikke så sært, at de holdt god afstand til Hero og jeg!
Solopgang over floden
Morgendis
Vi kom tilbage lige som jeg måtte gå ind i opvarmningsområdet. Igen var Helle og Sidsel der til at hjælpe. Jeg fik spøgelses-kostumet på og gik i gang med at varme op.
Ca. 4 minutter og så kom vi ind til selve ringen, hvor jeg satte min rekvisit ind og lavede lyd check. Jeg havde et par minutter mere med Hero inden vi blev inviteret ind i ringen og så gik det løs.
Hero var top sej. Han arbejdede så fint. Jeg kunne ikke være mere tilfreds med vores program – det var så godt!
Den syd afrikanske dommer Kathy Clayton havde skrevet i sin dommer præsentation: “My hobby is singing, and performing on stage in amateur dramatics, so music choice and performance in a routine, is something that is important to me“, så jeg havde besluttet, at gå all in på performance i mit program. EM dommerne skulle få lov til at se verdens mest uhyggelige spøgelse! Og det fik de! Og den syd afrikanske dommer elskede det og gav mig points mellem 8,2 og 9,1. Desværre elskede den tyske dommer de ikke lige så meget. Hun gav mig 6 taller!
Resultatet var, at det danske hold endnu engang troede, at vi skulle fejre en flot præstation, men i stedet endte med at være skuffede over virkelig lave points.
Både Addi og Billie var top motiverede i ringen og lavede fantastiske programmer. De fik lidt højere points end Hero, men der var ingen rigtige gode points til de danske ekvipager. Vi var faktisk lidt overraskede og frustrerede over, at vi kunne blive ved med ikke at blive belønnet for det vi lavede. Hvad i alverden var det mon, at dommerne ville have?
I frokost pausen gik vi igen tur. Først gik Gollum en tur sammen med Choice. Vi lod dem løbe løs – første gang, at Gollum var uden snor i flere dage. F****k de var vilde! Men de nød det.
Bagefter gik Mango og Biscuit en tur sammen – de var noget mere fornuftige ❤
Og til sidst gik jeg en tur alene med Hero – Liv var løbet tør for følgesvende 🙂
Jeg havde en skøn samtale med Marisol fra Argentina. Hendes hund kom over i dansker-lejren for at hilse på Biscuit og jeg spurgte hvordan det var gået i ringen. Hun svarede, at det var gået godt, men tilføjede så, at det slet ikke var gået som hun havde forventet. Jeg var lidt overrasket, for havde hun ikke forventet, at det ville gå godt? Da jeg spurgte ind til det, svarede hun med et stort smil “I thought I would be amazing!”.
Hvor er det fantastisk at kunne tage afsted til et mesterskab og være fuldstændig sikker på, at man vil gå ind i ringen og være ‘amazing’. Og når man så alligevel ikke er helt ‘amazing’, men at det alligevel går godt, så at kunne glæde sig over det og fortælle om det med strålende øjne. Sikke en energi og glæde, der kom af at tale med hende. Jeg smiler stadig, når jeg tænker på det.
Stine med Panda var sidste hund i ringen og de gjorde det super fint. Stine gik, ligesom jeg selv, all in på performance og Panda var i hopla. Men heller ikke de blev belønnet for deres præstation. Vi havde dog efterhånden vænnet os til det og tog det med et smil.
Det var sjovt at gå rundt i hallen den dag. Tydeligvis havde mange set vores performance og kunnet lide den – flere lavede spøgelseslyde og spøgelsesfagter, når de mødte os – jeg kunne ikke lade være med at smile.
Jeg fik faktisk ikke set ret mange andre end danskerne om lørdagen. Jeg havde fået ondt i ryggen af de mange bænke uden ryglæn og de mange timer stående til briefinger og div. ceremonier i ringen. En stor del af lørdagen lå jeg på gulvet i lejren og hyggede med mine hunde. De synes vist at det var hyggeligt – jeg synes, at det var lidt træls.
Biscuit og den svenske HTM mops Oggie
Biscuit hyggede også med Stine og Marks datter Ida. Han elsker børn, så han var begejstret.
Igen var der en lidt langtrukken afslutningsceremoni og derefter kørte vi tilbage til hotellet og bestilte mad på samme måde som dagen før – først bestilte vi, så klarede vi de små opgaver, der er når man kommer hjem og så passede det med, at maden blev serveret uden at vi havde spildt en masse tid på at sidde og vente på den meget lange leveringstid.
Hundelufte-tid og så sengetid!
Søndag
Søndag morgen var Helle og jeg for en gang skyld ikke de første, der forlod hotellet. Vi spiste morgenmad, pakkede bil og så kørte mod Münsingen. Vi opdagede, at man har solen i øjnene, når man kører den retning om morgenen… de tidligere dage, havde vi kørt i mørke, så der havde det ikke været et issue.
Om formiddagen nød vi de individuelle HTM finaler og efter frokost nød vi de individuelle freestyle finaler. I pausen luftede vi hunde.
Gollum så HTM finalen sammen med mig
Og Biscuit så freestyle finalen
Skovtur i pausen
Da finalen sluttede, udnyttede vi ventetiden optimalt, så vi var færdige med at pakke vores ting i hallen inden vi gik til præmieoverrækkelse og afslutning kl. 14.30.
Mesterskabets store overraskelse kom ved præmieoverrækkelsen i HTM. Vi havde ikke regnet på vores placering. Vi havde gjort vores bedste, men havde jo også oplevet, at det ikke helt blev belønnet. Vi fulgte derfor med undren med i, at det ene hold blev kaldt op efter det andet… Vi begyndte hviskende, at diskutere hvordan vores endelige placering mon var blevet. Danmark blev nr. 4! Kun 0.5 points fra en podieplads! Den havde vi ikke lige set komme! Jeg tænker, at vores ansigtsudtryk på billedet her viser, hvordan vi havde det med det:
Kæmpe smil hele vejen rundt 🙂
Desværre havde freestyle holdet ikke helt samme succes – bedste danske ekvipage var Jette med Addi på en 32. plads og der var ikke rigtig nogen hold placering at prale af.
Sidsel med Wave blev bedste danske HTM ekvipage med en 4. plads.
Arrangørene afsluttede med vanlige tysk præcision. På slaget 16 forlod samtlige ekvipager ringen og det danske hold samledes i lejren for at sige farvel og tak for godt sammenhold og en god oplevelse sammen. Vi blev lidt urolige for Jette, der ikke var at se nogen steder, men til sidst konkluderede vi, at hun nok var kørt og der kom da også en besked fra hende senere om, at det var tilfældet. Phew! Jeg ved ikke hvad jeg troede, at der kunne ske på et hundesports-sted, hvor der vrimler med mennesker, men det var alligevel rart at blive bekræftiget i, at de var ok.
OEC præmier og souvenirs
Helle og jeg pakkede bil i turbo fart – vi må efterhånden være eksperter i bil-tetris. Vi fik det hele ind – inkl. alt det ekstra foder, som jeg fik fra det japanske hold, fordi de ikke kunne have det med hjem i flyet.
Og så gik turen…. lige ud i kø-trafikken på de schweiziske moterveje! Vi kom ingen vejne! Vi skulle køre 500 km og det varede fra 17 – 23.30. Og for at gøre det perfekt, så var der pludselig en advarselslampe, der tændte i Helles bil. For hulan da!
Vi ankom til hotellet i Alsfeld og efter en hurtig luftetur, var det direkte i seng.
Hotellet i Alsfeld
Mandag
Jeg vågnede kl. 7.30 mandag morgen. Jeg gik morgentur med drengene og mødtes med Helle til morgenmad kl. 8.15. Da vi havde spist, pakkede vi bilen, gik en tur i den smukke gamle by og så kastede vi os ud på motorvejene igen.
Det var den værste tur hjem! Vi holdt i kø den ene gang efter den anden. På et tidspunkt holdt vi stille med motoren slukket i over ½ time. Det var så træls. Helle var syg – ondt i halsen og snue. Det var ikke optimalt!
Vi var lettede, da vi nåede færgen – samtidig med Louise og Henrik og Snauzerne faktisk.
Solnedgang fra færgen
Kl. 21 var vi hos Helle og kl. 22 var jeg hjemme hos mig selv. Den sidste rejsedag var helt klart turens mindst succesfulde dag!
Tusind tak til det danske landshold for en dejlig tur med god stemning og opbakning til hinanden hele vejen rundt. Og tusind tak til alle, der støttede vores fundraising arrangementer og var med til at gøre turen økonomisk muligt.
Det danske OEC landshold
En særlig tak til Helle og Sidsel, der var sammen med mig både da jeg skulle gøre Gollum og Hero klar til at gå i ringen og som ventede på mig, da jeg kom ud. Det er vigtige øjeblikke, som man gerne vil dele med nogen, der betyder noget for én. Og selvfølgelig en stor tak til Helle, som jeg rejste sammen med og som jeg delte hele oplevelsen med fra start til slut. Der blev grinet meget i bilen – mere på vej ud end på vej hjem 😉
Dog Dancing Dagbog 