Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst afsluttede en sæson, uden at årets koreografi og musik hang mig langt ud af halsen. Jeg plejer altid at være så mættet at mine programmer, når vi når årets sidste performance. Men ikke i år. Jeg elsker stadig min musik og er næsten lidt vemodig over ikke at skulle bruge den mere. Jeg synes stadig, at koreografierne passer virkelig godt til musikken og at de er fede at udføre. Jeg kommer til at savne både rosen og spøgelset.
Men vi er i gang med noget nyt. Heros musik har været bestemt siden september, hvor jeg sendte den til England på CD i 2 eksemplarer sammen med min Crufts tilmelding, men Gollums er stadig uafklaret. Vi tester og leger med musik i øjeblikket, men jeg har ikke besluttet mig endeligt endnu.
Heros program byder på et gensyn med en gammel ven – trækvognen, der har stået gemt væk siden 2015. Nu nu kommer den i rampelyset igen. Jeg havde glemt, hvor voldsomt det er, når en 22 kg. tung power-maskine af en hund kaster rundt med en trækvogn. Jeg glæder mig til, at vi får lidt mere kontrol over os selv og øvelserne, for lige nu lukker jeg tit øjnene og håber, at jeg ikke bliver slået ned.
Hero er pjattet med sin trækvogn, så han er glad for gensynet. Han husker den godt, hvilket jeg ville ønske, at han ikke gjorde, for han skal lave nye øvelser med den til næste år og lige nu arbejder vi mest med at sortere ud i adfærd fra 2015.
Der skal også produceres nye rekvisitter til Heros program. Jeg længes efter den tid, hvor jeg bare kunne nøjes med en stok eller en stol som rekvisit, men sådan er det ikke længere. Nu står den på special-fremstillede rekvisitter, som hunden kan gøre ting med og som bliver en del af fortællingen. Det var nu så nemt ‘i gamle dage’ 😉
Dog Dancing Dagbog 