Hund i Fokus var årets sidste ordinære konkurrence for drengene og jeg. Vi skal nu så småt i gang med nye programmer… afbrudt af et Nordisk Mesterskab og muligvis et DM, men som udgangspunkt skal vi igang med noget nyt.
Afskeder er altid lidt vemodige og især tanken om, at Gollums Les Miserable program synger på sidste vers har været trist. Jeg tænkte faktisk i et par dage, at lige præcis det program betyder noget særligt for mig… Men så kom jeg i tanke om, at jeg havde det på samme måde sidste år, hvor jeg tog afsked med Me & My Girl. Så det slog mig, at det måske ikke er programmerne jeg holder af, men det at lave heelwork med Gollum.
Jeg elsker den følelse, som jeg får, når Gollum og jeg laver heelwork sammen og det hele fungerer. Det er som om, at vi bliver en enhed – vores tanker er forbundet og vores kroppe fungerer fuldstændig synkront. Det er for vildt. Jeg ved selvfølgelig godt, at Gollum ikke læser mine tanker, men blot reagerer på mine bevægelser, men følelsen af, at vi bevæger os som ét er afhængighedsskabende.
Der er slet ingen tvivl om, at jeg ville lave heelwork kombinationer og mønstre med Gollum også selv om, at vi ikke gik op i konkurrencer. Bare fordi det er svært at undvære den forbundethed, som det giver os.
Når man forlader ringen og har følelsen af, at have være forbundet med hunden på den måde gennem det meste af et 4 minutters program, så er man priviligeret og det var jeg i søndags ved Hund i Fokus.
Ca. 90% af tiden havde jeg følelsen af fuldstændig samhørighed med Gollum. Det føltes som om, at han læste mine tanker og at vores bevægelser var ét. Det var stort og jeg forlod ringen med en bobel i maven.
Den følelse af samhøringhed får jeg ikke på samme måde med Hero. Hero er så anderledes end Gollum og Freestyle er så anderledes end HTM. Med Gollum elsker jeg den fuldstændige forening, som vi kan opnå, når vi er tunet ind på hinanden. Med Hero elsker jeg den power og drive, som jeg får lov til at arbejde med og guide i den rette retning.
Jeg tror, det at være i ringen med Hero, føles lidt som at køre en racerbil med lidt større motor end man egentlig kan styre. Jeg skal holde hovedet koldt og turde lade ham løbe. Lade ham arbejde i hans tempo uden hele tiden at træde på bremsen. Jeg skal ikke stoppe ham eller holde igen, men blot sende energien i den rigtige retning.
Når det hele kører med Gollum, så føles det som om, at vi er en enhed. Når det hele kører med Hero, så føles det mere som en intens og magisk dans. Vi er ikke en enhed – vi er partnere, hvis bevægelser matcher hinanden – med respekt for hinanden og i samhørighed. -Men ikke som én organisme.
2 helt forskellige hundes personligheder og 2 forskellige discipliner, der giver 2 helt forskellige – men begge fantastiske bobler i maven.
Dog Dancing Dagbog 