Japan 2019

Klokken er 4 om morgenen og jeg er lysvågen. Der er ingen chance for, at jeg kommer til at sove mere før i aften. Jeg har sat vasketøj over og jeg er i gang med at lave kaffe. Det er kun 13 timer siden, at jeg landede i Kastrup Lufthavn efter 7 dage i Japan og min krop kører stadig på japansk tid. Den fortæller mig, at det er morgen og på det her tidspunkt i går, havde jeg allerede været oppe i 5 timer.

Tirsdag i sidste uge, sov jeg imidlertid sødt på dette tidspunkt. Der stod jeg op ved 7 tiden, pakkede de sidste ting, gik tur med hundene og så var det ellers afgang først mod Lille Skensved, for at afleverer hunde og derefter videre til Kastrup.

En smuk hundeflok i Lille Skensved. Gollum og Biscuit blev hos Helle og Hero kom til Næstved og blev passet hos min far.

I Kastrup kom jeg gennem security, fik en frokost og fik kigget lidt på butikker. Så var det tid til at gå mod gaten. Argh! Den automatiske pas kontrol fungerede ikke rigtigt, så der var kæmpe kø og selv om jeg egentlig var i god tid, blev det alligevel stressende. Heldigvis kom det hele op og køre igen og da jeg ankom til gaten, var boardingen også forsinket, så jeg havde massere af tid.

Frokost i lufthavnen

Og så sad jeg i flyet mod Tokyo! 11 timer på et lille flysæde… det lyder umiddelbart af lang tid, men det føltes egentlig ikke sådan. Jeg spiste aftensmad, så en film og så sov eller halv-sov jeg i 5 – 6 timer.

Da jeg vågnede igen, gik jeg ud og børstede tænder og friskede mig lidt op og så blev der serveret morgenmad, mens jeg så en film mere. Før jeg vidste af det, var vi fremme.

Der var varmt i Tokyo. 25 grader og inde i immigrations-kontrollen var luftfugtigheden høj, så det varede ikke længe før min langærmede trøje røg af. De varme vinter-bukser kunne jeg ikke sådan lige skift….

Jeg kom gennem immigrationens- og toldkontrollen og der stod Asako og tog imod mig. Det var skønt at se hende igen. Det var 3. gang, jeg besøger Japan og hun er efterhånden blevet en rigtig god ven, som jeg nyder at tilbringe tid sammen med.

Vi kørte fra Narita lufthavn ind mod Tokyo centrum. Asako havde lovet, at vise mig statuen af den berømt Akita, Hachikō.

Hachikō

Historien om Hachikō er lavet til en film, der bla. kan ses på Netflix og hunden er så berømt, at den hyldes med en statue uden for Shibuya station, hvor den hver dag i 9 år kom for at hente sin ejer, der var taget afsted med toget, men døde mens han var væk og derfor aldrig kom tilbage.

Se historien her:

En rørende historie og statuen var et populært turistmål – der var mange mennesker rundt om den og der var lang kø, for at få taget billeder sammen med den.

Kan ses på Netflix, hvis nogen skulle være blevet interesseret. Det er en ret amerikaniseret version af historien – bla. foregår den ikke i Japan.

Lige ved siden af statuen, ligger Japans største fodgængerfelt. Der var ikke super mange mennesker på det tidspunkt, hvor vi var der, men på de travleste tidspunkter, kan mange tusind mennesker krydse gaden på samme tid i 5 forskellige retninger.

De fem fodgængerfelter krydses i gennemsnit af 100.000 mennesker i timen. Da der ikke er så mange, der krydser gaden om natten og gennemsnittet alligevel kommer op på 100.000, kan man nok forestille sig, hvor hektisk det kan være på de travle tidspunkter af dagen.

Et kæmpe-monster hold udkig over krydset fra toppen af en bygning

Vi spiste frokost i et Super Hero indkøbcenter. Et center, hvor mange at butikkerne handlede om div. super heros, men der var også ganske almindelige butikker. Og så fejrede de Batmans 80 års fødselsdag, så der var Batman over alt.

Batman – han holder sig godt for en 80 årig 😉

Frokost

Næste stop på vores tur rundt i Tokyo var en Robot Restaurant, hvor Asako havde købt billetter til et Robot Show. Det var en vild oplevelse.

På vej ned til Robot Showet

Et mix af robotter, lys, lyd, røg og dansere i et forholdsvis lille lokale. Showet og de optrædende kommer helt tæt på og det er voldsomt og overvældende og helt fantastisk. Et must-see, hvis man er i Tokyo!

Efter forestillingen, kunne man få taget billeder sammen med robotterne:

Vi sluttede dagen med en lækker middag på det hotel i Urawa, hvor jeg skulle tilbringe natten.

Og så var det sengetid. Jeg var udmattet… selv om jeg havde sovet nogle timer på flyet, så kunne jeg godt mærke, at jeg havde sprunget en nat over.

Urawa by night

Torsdag morgen vågnede jeg forfrisket efter en god nats søvn. En stille morgen med kaffe og afslapning på hotellet – lige hvad jeg trængte til – og så kom Asako kl. 10 og hentede mig.

Morgenmad

Vi startede med at køre til en dyrehandel, hvor jeg kunne svælge i fremmedartede godbidder og andet hundeudstyr. Det var fantastisk og stakkels Asako må have kedet sig gudsjammerligt, mens jeg brugte evigheder på at nærstudere alle hylderne og fylde godt i indkøbskurven.

I Japan sælger man hvalpe og kattekillinger i dyrehandler og det har jeg det svært med. En række af bure, men små yndige hvalpe af forskellige racer og arter. Alle placeret hver for sig, så de ikke kunne lege sammen eller finde tryghed i hinandens selskab. Jeg havde så ondt af dem. Især en lille mops-hvalp, der lignede min søsters Amy ret meget, gik lige i hjertet på mig. Jeg ved hvor kontaktsøgende og social Amy er. Det ville være forfærdeligt for hende, at være isoleret i et bur en hel dag. En mops vil helst sidde på skødet af et menneske hele dagen ❤

12 bure på rad og række med hundehvalpe af 12 forskellige racer – noget for enhver smag.

De japanske sports-hunde-ejere opfordre til, at man under ingen omstændigheder køber hunde i dyrehandlere, fordi man ikke skal støtte den forretning. Hvis ikke dyrehandlerne sælger deres hvalpe, vil de holde op med at have dem. Og det er jeg helt enig i. -Men kunne jeg havde fundet en, der ville købe den lille mops og give den et godt hjem, så den kom ud af det bur, så ville jeg have haft svært ved ikke at gøre det. Det er godt, at mine japanske venner har mere rygrad end jeg, når det kommer til disse små dyrehandler-hvalpe.

I Japan er det helt almindeligt, at give hunde tøj på, bare fordi de synes, at det er pænt. Så i dyrehandlen, var der en stor tøj-afdeling, hvor man kunne købe sokker, sko og t-shirts til hunde i alle størrelser. Det var dog interessant, at der ikke fandtes nogen dækner af den slags, som vi bruger i Danmark.

T-shirts i mange farver

Strømper

OL i Tokyo nærmer sig

Tokyo 2020

Se et par eksempler på hunde med tøj på her:

Mange hunde lærer at tisse på små papirsunderlag, så ikke de skal udenfor, hver gang de skal luftes. Dyrehandlen havde et stort sortiment af tisseunderlag i mange varianter. Her er hanhunde-modellen… Naturligvis mest velegnet til små toy racer, men det er også det mest almindelige i Japan.

Selv spisevanerne/fodervanerne er anderledes end vi er vant til i Danmark. Man kunne få små poser med havre-grød eller lignende slags grød, som man kunne give hunden lidt af til morgenmad og der var også små desserter, f.eks. denne budding:

Man kunne få flere smagsvarianter. Jeg købte nu kun en pose, så vi må håbe, at det er en smag drengene kan lide 😉

Jeg købte godbidder og slik i lange baner – gaver til hundepassere og lidt godt til at tage med på arbejde efter turen.

Hundeguf

Og menneske-guf 🙂

Da vi forlod dyrehandlen, satte vi kurs mod Mount Fuji. Vi stoppede på vejen for at spise frokost. Og jeg fik kælet med den mest bedårende lille 8 uger gamle shiba hvalp. Mere japansk bliver det da ikke ❤

8 uger gammel Shiba Inu

Inden vi kørte videre, skulle jeg lige på toilettet og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg kom ind og så dette kort:

Offentlige toiletter i Japan kan være en kompliceret affære… så mange valgmuligheder at forholde sig til 😉

Og så forsatte vi mod Mount Fuji. Vi kørte ad en vej, der blev kaldt den syngende vej, fordi belægningen er lavet på en sådan måde, at lyden af dæk mod vej spiller en gammel japansk hymne til Mount Fuji. Bilen/vejen synger i bogstavligste forstand, når man kører på den. Det er mega vildt og jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Turen gik hele vejen op ad Mount Fuji til den 5. station på Fuji Subaru Line. Den 5 station er den sidste station, som man kan komme til i bil og den ligger 2305 meter over havet. Vil man højere op ad Mount Fuji end det, er man nødt til at gå/klatre.

På vej op til den 5. station, stoppede vi ved et udkigs-punkt, hvor vi havde et helt klart og næsten skyfrit udsyn op til toppen af vulkanen.

Toppen af Mount Fuji

Få sekunder senere, kom  skyerne rullende ind over os og resten af turen foregik i dis og tåge. Vejret skifter lyn-hurtigt i det område. Disse to billeder er taget lige efter hinanden – der er få sekunder mellem, at jeg har taget dem. Det ene er ret klart – det andet ret tåget. Det viser, hvor hurtigt sigtbarheden kan skifte.

På 5. station, er der ud over et tempel, hvor bjergbestigerne beder om held inden de starter deres tur op da bjerget, også en masse turist-butikker. Det var et populært turistmål og der var rigtig mange mennesker.

Asako og hendes skønne schæfter Lunlun på 5. station

Lunlun og jeg

Asako og Lunlun

Heste så man kunne ride op til 6. station

Templet, hvor bjergbestigerne beder inden de starter deres færd op ad vulkanen mod toppen

Lunlun foran templet

En tålmodig Lunlun, der venter udenfor templet

Lunlun

Alt for at give turisterne en god Mount Fuji oplevelse. Der var Mount Fuji Ris med karry på menuen – risen er naturligvis formet som en vulkan.

Og Mount Fuji panderkager med is til dessert

Bjergbestiger skulptur

Den flotte blå himmel var helt væk

Og toppen af vulkanen var ikke længere til at få øje på.

Vi forlod den 5. station og kørte ned ad bjerget igen mod Laka Yamanakako og Hotel Woof.

Hotel Woof er et hotel, der specialiserer sig i gæster med hund. Værelser, restaurant og udendørsarealer er indrettet efter hunde-gæster. Der er indhegnede baner, hvor man kan lufte, en træningshal, agilitybane, en hundesvømmehal, en lille butik med hundeudstyr osv.

Hotel Woof

Rengøringsmidler i lobbyen, hvis hunden skulle have et lille uheld. Man klarer lige selv den første rengøring og så markerer man området med et lille klistermærke, så rengøringspersonalet ved, at de skal være opmærksomme og give det en ekstra omgang på lige det sted.

Forskellige hunderacer på værelsesdørene

Og en lille hundefigur på natbordet

Håndklæde ophænget på badeværeslet

Mad- og vandskål på værelset og en krog i gulvet, hvis man har brug for at binde hunden.

Og desinfektionsmedel i skabet, hvis man skulle få brug for at gøre lidt ekstra rent efter hunden.

Vi ankom til hotellet sidst på eftermiddagen. Her blev vi mødt at Hiroko, der har tolket for mig de første to gange jeg var i Japan og som også skulle tolke for mig denne gang. Det var dejligt at se hende igen.

Jeg fik et par timer på værelset til at slappe lidt af, hvilket også var skønt og kl. 19 kørte vi ud for at spise, Hiroko, Asako og jeg.

Under middagen fik jeg en masse fine gaver. Den meste overraskende var en lille Ninja kriger, der havde mit ansigt – special-lavet efter et foto og faktisk uhyggelig vel-lignende.

Ninja Emmy 😀

Og et smukt japansk USB stick

Sengetid – træt efter en lang dag med mange oplevelser.

Udsigten fra mit værelses-vindue. Mount Fuji ser aldrig ens ud…

Efter to dage med ren hygge og ingen arbejde, skulle jeg fredag morgen i gang med at lave noget. Jeg skulle undervise i dog dancing bedømmelser for handlere. Et kursus om dog dancing reglerne og om hvad dommerne kigger på, når de dømmer. Den viden, skulle ruste handlerne til at koreografere bedre programmer, der matcher dommernes krav.

Jeg havde planlagt ca. 7 timers undervisning, men fordi vi havde en del tekniske problemer inden frokost, så trak det ud og jeg endte med at undervise i lidt over 8 timer. Jeg var overrasket over, at ingen virkede som om, at det generede dem, at det trak så meget ud. Det var formentlig fordi alle boede på hotellet, så ingen skulle hjem bagefter.

Denne fine lille fyr hjalp mig med at undervise og demonstrere mine pointer… når nu jeg ikke kunne have mine egne hunde med 😉

Hiroko arbejdede hårdt både med skriftlig og mundtlig oversættelse af min undervisning

I frokost pausen blev der arbejdet på at løse de tekniske problemer

Og det lykkedes! Her kigger vi på Helle og Jazz, der viser deres Pokemon program. Hvis ikke det skulle med til Japan, hvad skulle dog så?! 🙂

Dagen sluttede med et gruppe-billede. Sikke en skøn gruppe.

Lørdag var der konkurrence og jeg skulle være dommer.

Der var de 6 officielle klasser og som dagens gruppe-billede viser, så var der ret mange starter:

En del ekvipager havde jeg dømt før for 4 år siden, da jeg var i Japan for første gang og jeg kunne se, at niveauet var blevet højere siden da. Hundene var selvfølgelig dygtigere, fordi de var 4 år ældre og mere erfarne, men koreografierne var også bedre. Der var f.eks helt tydelig  forskel på HTM og Freestyle (første gang jeg dømte i Japan, var der mange, der havde alt for meget freestyle i deres HTM programmer og alt for meget heelwork i deres freestyle programmer). Ingen tvivl om, at dog dancing i Japan rykker og udvikler sig. De var dygtige for 4 år siden. Nu er de endnu dygtigere.

En ting, der virkelig er imponerer i Japan, er deres kostumer og rekvisitter. Hold nu op! Selv i begynderklassen er det hele top professionelt. Det er så flot!

Jeg nød at sidde bag dommerbordet og jeg fandt det faktisk ikke svært. Jeg kunne ikke rigtigt overskue placeringerne undervejs, men da jeg så resultaterne, var jeg tilfreds med mine bedømmelser. Det var de rigtige vindere.

Jeg gjorde mig umage for at skrive mange kommentarer til alle handlere, så de fik andet med hjem end blot tal på et stykke papir. Det er en balance-gang – at man gerne vil sikre, at alle får noget med hjem, men at man samtidig gerne vil holde bedømmelserne nede på en rimelig tid, så ikke der bliver alt for meget tom ring for publikum. Jeg håber, at det lykkedes nogenlunde, både at gøre mine bedømmelser gennemskuelige for handlerne og at holde konkurrencen i gang, så ikke publikum kedede sig alt for meget.

Opvarmning i ringen

Danske flag, præmier fra Holmegaard og et hus fra Nyhavn… Danske islæt til konkurrencen.

HTM

Og freestyle

Og så er vi klar til præmieoverrækkelse

Jeg var blevet bedt om at have 2 præmier med fra Danmark og give dem til mine favoritter. Jeg havde købet en lille skål fra Holmegaard og så havde jeg 2 rosetter fra Hangar 17. Hvad kan være mere dansk end Holmegård og Hangaren 🙂  I Freestyle gik min præmie til denne skønne mops, der optrådte til ABBA musik, men desværre med sele på (og det må man ikke). Så ærgerligt, for det var et rigtig flot program.  I HTM gik min præmie til en lille sort puddel, der bare var så ivrig og arbejdsom. Den knoklede løs og det kunne jeg ikke stå for.

I de 2 x kl. 3 (HTM og Freestyle) havde jeg 5 dommerelever/føl med. De dømte selvstændigt, men efter klasserne, trak vi os tilbage og holdt et lille møde, hvor vi talte om bedømmelserne og programmerne. Det var en god måde at gøre det på, men jo naturligvis lidt tidskrævende. Dog lå HTM kl. 3 lige inden frokostpausen og Freestyle kl. 3 var dagens sidste klasse, så pauserne lå på tidspunkter hvor deltagerne gerne ville spise og lufte hunde og der hvor de gerne ville pakke sammen, så det blev til mindst mulig gene for alle.

Efter konkurrence, havde jeg ½ time til lige at friske mig lidt op og derefter samledes alle til festmiddag. Der blev serveret en 3 retters menu og det var bare så lækkert. Mens vi spiste gik snakken lystigt om koreografi, dagens konkurrence, tidligere konkurrencer og alt muligt andet, der havde med hund at gøre.

Imponerende dessert… Hotellets navn nederst og Mount Fuji tegnet øverst (den røde linje)

Aftenen sluttede med en lille hold-konkurrence, hvor man skulle gribe en trækugle med et træhåndtag. Jeg var på hold med Ito, der repræsenterede Japan på Crufts i år og Kiyoko, der var med til OEC i Schweiz. Og lad mig bare sige, at det kun var pga. Ito, at vi kunne forlade konkurrencen med æren nogenlunde i behold. Vi har alle forskellige talenter og dette var tydeligvis ikke mit 😉

Både Kiyoko og jeg ser meget imponerede ud 😀

Disse to fulgte spændt med i konkurrencen

Søndag stod den på træningskonkurrence… Hver ekvipage havde 10 minutter i ringen. De første 3 – 4 minutter brugte de på at vise deres program og resten af tiden kunne de bruge på at få feed-back på hvilket som helst emne de ønskede. En del havde beskrevet deres ønsker i forvejen, så jeg vidste hvad jeg skulle koncentrere mig om, mens jeg så deres program.

Fra en ekvipage fik jeg denne lille tegning, der viste hvordan en øvelse, som vi satte i gang for 4 år siden, da jeg var i Japan for første gang, havde udviklet sig til et nyt trick, som var med i dette års program. Awwww hvor fint og sødt ❤

Det var en rigtig fin dag, hvor jeg fik set en masse flot dog dancing og hvor jeg kunne nyde showet lidt mere end dagen før, fordi jeg ikke var dybt koncentreret om at dømme.

Dog Dance Japan holder konkurrencer efter FCI reglerne, så der må hundene ikke være klædt ud, men det må de godt ved mange andre konkurrencer i Japan og ved træningskonkurrencen, var der også en enkelte 6+ gruppe, hvor hundene var klædt ud. 2 små sheltier i kjoler.

Og sandelig om ikke de havde skiftet tøj og havde halloween kjoler på, da de senere på dagen kom ind til præmieoverrækkelsen.

Det var i øvrigt et par mega søde små sheltier, der havde super temperament og arbejdede rigtig fint.

Om aftenen skulle jeg pakke min kufferet – i hvert fald pakke så meget som jeg kunne… Og lad mig bare afsløre, at det ikke var en let opgave!

Mandag formiddag stod den på enetimer. 6 ekvipager, der gerne ville have ideer til mange forskellige problemstillinger.

Denne ekvipage ville gerne have hjælp til et par småting i deres freestyle program, der ikke altid fungerede i konkurrencer.

En mops-ejer, der gerne ville arbejde med, at hunden ikke skulle springe op ad alle fremmede og hilse på dem.

En shiba, der gerne ville arbejde med ikke at scanne gulvet for godbidder, når den er til konkurrence

En shiba, der arbejdede med præcise heelwork positioner

En schæfer, der arbejdede med at bevare koncentrationen i urolige omgivelser

En labrador/puddel blanding, der arbejdede med fokus og vedholdenhed i heelwork

Ugens sidste gruppebillede:

Vi pakkede sammen og kørte til, Denny’s, stam-restauranten ved Laka Yamanakako. Her fik vi frokost og så tog vi afsted med de sidste handlere og hunde.

Asako, Hiroko og jeg kørte op ad til et udkigs-punkt, hvor man kunne se hele vejen ud over Laka Yamanakako og hvis vejret havde været godt, ville man også kunne se Mount Fuji, men det var en ret tåget dag, så man kunne kun se søen.

Søen, der har form som en hval, bliver Laka Yamanakako kaldt.

Laka Yamanakako

Laka Yamanakako

Næste stop var et stort indkøbscenter, hvor jeg købte de sidste småting – bla. fandt jeg en gribe-tang med form som hundepoter, som jeg købte til Helle, når hun skal tage sin næseprøver.

Når man købte en flaske mælk, kunne man også købe en termobeholder, så den holdt sig kold på vejen hjem. 

Mount Fuji ostekage

Og nogle andre slags Mount Fuji kager

En nøglering med mit navn 🙂

Var det noget med en lille snack?

Grøn the i mange afskygninger

Hello Kitty spisepinde til børn

Og så var det tid til at tage afsked med Hiroko.

Asako og jeg fortsatte endnu 1½ time gennem aften-trafikken i Tokyo til Narita, hvor jeg også tog afsked med hende. Den sidste nat skulle jeg sove på et lufthavns-hotel.

Asako og Hiroko – bedre værter kan man ikke drømme om ❤ En kæmpe tak til dem for en fantastisk uge i Japan. 

Inden Asako kørte, sørgede hun for, at jeg fik take-away aftensmad med op på værelset. Klokken var over 20, så jeg var både træt og sulten.

Aftensmad

Jeg slappede lidt af og hyggede med computer og Facebook inden jeg gik i seng.

Næste morgen ringede vækkeuret kl. 6.30 Jeg spiste morgenmad og fik pakket sammen og kl. 8.30 tog jeg hotellets shuttle bus til lufthavnen.

Jeg kom gennem security og immigrationskontrollen og så havde jeg rent officielt forladt Japan. I praksis, havde jeg dog en lille time, som jeg brugte på at drikke Starbucks Iskaffe og købe øl og Sake med hjem til hundepasserne 🙂

Kl. 10.30 startede boarding og kl. 11 var vi klar til afgang. Farvel og tak for denne gang, Japan!

Rejsen ud gik forholdsvis let…. rejsen hjem føltes lang! Jeg kunne ikke sove, så jeg nåede at se 5 film undervejs. Et par af dem var rigtig gode. Resten var ren tidsfordriv. Jeg var lettet, da vi landede i Kastrup.

Helle hentede mig i lufthavnen og det var skønt at se hende. Og selvfølgelig var det fantastisk, at se hundene igen.

Ude er godt, men hjemme er nu engang bedst ❤