Crufts 2020

20200307_1325082

Jeg har været længe om at skrive om mine oplevelser på Crufts i år. Delvist fordi Corona travleheden satte ind næsten øjeblikkeligt efter at jeg ankom til Danmark. Jeg  arbejder med svage og udsatte borgere, i det der betragtes som en kritisk stilling, så da resten af Danmark gik i dvale, så fik jeg mere travlt end nogensinde.
-Men min tøven er nok hovedsageligt fordi jeg ikke har haft lyst til at tænke på eller tale om den tur, der sluttede så fatalt. Samtidigt, så ved jeg nu, at denne tur rummer mine sidste glade oplevelser med Hero. Mit sidste eventyr med en hund, der har været unik lige fra, han kom til Danmark som 8 ugers hvalp. Jeg har muligvis ikke lyst til at tale om det lige nu… men om et par år vil jeg have lyst til at se tilbage på det og mindes og huske. Og til den tid vil jeg være glad for, at jeg trods mine følelser lige nu, fik skrevet det ned.

For lige nu drukner hele oplevelsen i en tåge af sorg og vantro – men jeg prøver at skille det ad, så jeg får de gode minder pillet ud og gemt i mit hjerte.

Egentlig burde jeg måske have taget starten på turen som et tegn og være blevet hjemme – men som udgangspunkt tror jeg jo ikke på tegn og varsler, så da jeg vågnede mandag morgen med kvalme og ondt i maven, så var jeg mest irriteret over, at have været rask og frisk i over et år og så vågne utilpas lige præcis den morgen.

Jeg pakkede bil – satte en taske ind, vendte mig om og kastede op – satte en ny taske ind – kastede op igen og sådan forsatte det indtil kl . 5, hvor jeg mødtes med Bodil og ret hurtigt erkendte, at hun var nødt til at køre. Jeg kunne ikke.

20200302_0734092

Jeg sov på bænken på færgen i de 45 minutter det tog, at komme fra Rødby til Puttgarden

Som jeg husker rejsen til Holland, så skiftes jeg mellem at sove og brække mig. Jeg havde lorte-poser klar, så når kvalmen overmandede mig, så kunne jeg kaste op i sådan en, binde knude på og så smide den ud af vinduet. Ikke særlig politisk korrekt, men hvad skal man gøre – man kan jo ikke kører i en bil fyldt med bræk-poser.

Vi stoppede ved Vitakraft Outlet ved Bremen og købte godbidder til en god pris. Og da vi kørte derfra, havde jeg det egentlig lidt bedre, så jeg tilbød at køre, så Bodil kunne få en pause. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg holdt ca. 1 time – derefter måtte jeg stoppe og bytte plads igen – fuldstændig udmattet og klar til en ny bræk-bølge.

Hen på eftermiddagen ankom vi til Hock van Holland og selv om jeg næsten ikke orkede det, så skulle vi ud med hundene. På det tidspunkt havde jeg ikke spist eller drukket hele dagen og jeg var smadret.

20200302_1609262

Men jeg måtte tage mig sammen og komme ud. Vi gik en tur på stranden – ikke så langt som vi plejer, for det var der ikke energi til på min konto. Der var til gengæld massere af energi hos hundene…. især Gollum var fjollet og havde krudt i måsen.

20200302_1604382

Gollum måtte periodevis gå med Bodil – ellers tænkte han kun på at angribe mine fødder

Vi gik ind på en café, hvor jeg tog chancen og bestilte en cola. Jeg drak den uden at blive dårlig. Phew!

20200302_1715082

Border Collierne på Café

Inden gåturen, havde vi sat en række Nose Work kilder op, som vi gik ud og lod hundene finde. Biscuit fik lov til at holde fri og hygge med Bodil – når man er 15 år gammel, har man ikke brug for ekstra aktiviteter på en lang rejse. Men border collierne var begejstrede for at få noget at lave.

20200302_1738362

Gollum

20200302_1740052

Gollum

20200302_1746302

Hero

20200302_1749542

Hero

Efter træningen, gik vi alle sammen ind på en cafe og forsøgte med noget aftensmad. Jeg bestilte kylling med brød og spiste brødet. Men jeg fik drukket mere cola og også et glas mint-the, så væske-balancen blev reguleret og jeg fik det faktisk bedre. Det hjalp også, at jeg kunne holde et par panodil i mig.

20200302_1816152

Dejligt med lidt varme

20200302_1913192

Mint the

20200302_1940122

Biscuit

20200302_1916012

Gollum og Hero

20200302_1910262

Gollum holdt øje med de andre gæster og betjeningen

En sidste lille aftentur og så om bord på færgen.

Jeg sov godt den nat! Hold nu op en start på turen!

Og så vågnede jeg tirsdag morgen og var fuldstændig frisk igen! Ingen kvalme – ingen mavesmerter. Jeg var parat til morgenmad på færgen med æg og pandekager. Kaffen ventede jeg lige lidt med… trods alt!

Traditionen tro luftede vi hunde ved Morrisson’s supermarked. AAAAARRRRRGGGGHHHHHH! Vi tog en Hero ud af bilen, der ikke gik rent! Jeg var ved at blive sindsyg! Han haltede ikke rigtigt, men han trådte heller ikke helt igennem. Jeg satte gang i hele mit engelske netværk i et forsøg på at finde en kiropraktor, der kunne kigge på ham inden Crufts.

Vi fik også handlet lidt ind til de første dage og så satte vi ellers kurs mod Linton og Kennel Littlethorn.

Trafikken i England er altid håbløs. De første 100 km tog 2 timer at køre. Og det blev ikke meget bedre i løbet af de næste 200 km. Men undervejs fik jeg efter flere forsøg, fat i en kiropraktor, der kunne kigge på Hero næste morgen. Det ville kræve 400 km. mere i håbløs engelske trafik næste dag, men sådan måtte det være…. Hvis ikke Hero gik rent, var der ligesom ingen Crufts optræden. Han måtte prioriteres.

20200304_0803042

Vi stoppede i Overseal og gik tur med hundene, så de var luftet, når vi kom frem til Littlethorn. Og da vi med god samvittighed kunne sætte dem tilbage i bilen, kørte vi de sidste 10 km til Linton og en hyggelig eftermiddag sammen med Heros opdrættere, Bob og Alison.

Gåtur i Overseal:

Det er altid en glæde, at møde Bob og Alisons dejlige hunde, men det varmede mit hjerte lidt ekstra, at se Heros mor “Littlethorn Jazz”. 14 år gammel, men i helt faktastisk god form. Hun kunne stadig trave de unge hunde under bordet og hun rejste sig uden tegn på stivhed i kroppen. Hun ældes virkelig med ynde.

Efter aftensmaden tog vi afsked og kørte 20 km tilbage mod Birmingham og Travelodge Tamworth M42, vores hotel. Det lå ved en trafikeret motorvej, men trods det, var der stille og roligt og gode muligheder for at gå tur ved hundene. En sti bag ved hotellet førte ud til en lille landsby med gode sti-systemer. Der var mulighed for indkøb både i supermarkede og flere restauranter. Det var så godt.

20200306_2007302

Biscuit på hotellet

Vi fik pakket ud og spiste aftensmad på værelset – vi var trætte og orkede ikke at gå ud mere den dag.

Onsdag morgen startede vi kl. 6.30 og kørte de 200 km til kiropraktoren, hvor vi skulle være kl. 9. Heros skulder var ‘faldet ned’. Den blev skubbet op igen og Hero var ren-gående. Pyh!

Bodil og jeg fortsatte ca. 1 time til Trentham Gardens, hvor vi mødtes med min veninde Karen. Nåh ja, vi gjorde lige et hurtigt stop ved Pets At Home – selv om man har udsigt til 3 dage på Crufts, skal man jo ikke kimse af en shopping mulighed.

Trentham Gardens er et fedt sted. Der er alle mulige små butikker – der var skam også en dyrehandel og selv om vi lige havde været i Pets At Home, skulle vi da lige ind og kigge.

trentham

Bag alle de små butikker, lå selve haven – en kæmpe stor park, hvor der alle vegne gemte sig små overraskelser i form af kunstfærdigt udskårne træstubbe, små og store elverpiger med mælkebøtter i hænderne og skulpturer af dyr – ræve, rådyr i flugt mv.

Vi gik rundt om parkens sø – en tur, der tog 2 timer. Border Collierne var begejstrede for at få sig rørt. Biscuit syntes, at der var lidt langt og han var træt, da vi kom tilbage til bilen.

Vi fik frokost og sluttede dagen med et stort Garden Center – et gigantisk indkøbscenter, hvor der ud over have-tilbehør og planter også kunne købes alverdens ting til hus og hjem, kort, luksus-øl og gave-artikler. Man kan ikke rigtigt forestille sig  hvad et engelsk garden center er, før man har været i et – det er meget mere end en dansk planteskole eller byggemarked.

Først på aftenen kom vi tilbage til hotellet. Igen spiste vi aftensmad på værelserne – det var nemmere med hundene og fint nok efter en lang dag ude.

20200304_0540342

Biscuit gik tidligt i seng ❤

Torsdag var første dag på Crufts og jeg må indrømme, at Coronaen sad i baghovedet. Jeg havde været ret kæk inden afgang, men kunne godt mærke, at det var grænseoverskridende på en anden måde end ellers, at være så tæt på mange andre mennesker fra hele verden. Der havde været en formodning om, at mange ville blive hjemme i år for at undgå smitte, men det var ikke det indtryk vi fik, da vi var der. Der var lige så mange mennesker som altid – hvilket vil sige 150.000+ personer fra hele verden samlet i et messecenter med begrænset plads i løbet af de 4 dage. Jeg må dog også sige, at vi ret hurtigt vænnede os til tanken og tog det ret roligt. Vi fulgte anbefalingerne med grundig hånd hygiejne og heldigvis så jeg ingen hoste i de 3 dage, hvor jeg var der. Det med at holde en afstand på 2 meter til andre, var fuldstændigt umuligt.

Crufts havde gjort håndhygiejne let og så godt som alle tog lige lidt håndsprit, når de gik forbi standerne, der stod både udendørs og inde i hallerne.

Vi fik os installeret med vores ting i et par ‘bænke’ sammen med akitaerne – der havde vi vores lejr. Biscuit fik et bur at hygge i – han gad ikke alt virkakket mellem boderne, men Gollum kom med ud at shoppe. Hero sad i bilen – han skulle ikke trættes unødigt af at gå rundt på Crufts i flere dage.

20200305_1329322

Vores lejr

20200305_1323132

Vores naboer var smukke Akitaer

20200305_1031352

Gollum

20200305_1300322

Biscuit

Jeg havde på forhånd besluttet mig for nogle ting, som jeg skulle købe på Crufts; tørredækner fra Ruff and Tumble, liner fra min line-pusher gennem mange år og Aviform kosttilskud, der sikre god pleje af hundenes led (de havde 2 poser til 1 poses pris – wooohoooo). Og så faldt jeg over nogle mega lækre køledækner, også til en rigtig god pris i forhold til hvad jeg har set i Danmark.

Der er massere af ting at kigge på, når man går rundt på Crufts!

Vi brugte formiddagen på shopping og ved middagstid var vi klar i Arenaen til at nyde den engelsk freestyle finale.

20200305_1132212

Let the show begin!

Top 3 blev:

DSC_01362

Nicci med Elsa

DSC_01502

Anne med Freckle – mit absolutte favorit program

DSC_00672

Helen med Kara

DSC_01792

Alle 3 placerede ekvipager havde super programmer og gjorde det virkelig godt.

-Alt i alt var det en fin og underholdende finale.

Vi troede nok egentlig, at vi var i humør til at shoppe videre efter freestylen og vi gjorde også en indsats, men i realiteten orkede vi ikke mere.

20200306_1043372

Vi følte os nogenlunde lige så slidt som disse to

Vi erkendte vores nederlag og kørte tilbage til hotellet. Her startede vi med at gå en dejlig tur med hundene…

20200305_1625132

-og da vi kom tilbage, trænede jeg med Hero i en halv times tid.

Og derefter samme procedure som de øvrige dage – afslapning og aftensmad på værelserne. Vi orkede ikke rigtigt, at gå ud og spise.

20200306_2007192

Sådan så vi alle sammen efterhånden ud 🙂

Torsdag aften hyggede Hero og jeg med at åbne held og lykke gaver fra vennerne i Danmark. Tak til jer, der tænkte på os ❤

 

20200305_2057502

Tusind tak for de fine gaver – vi fik også 2 nøgleringe, der ikke nåede med på dette billede.

Gollum hyggede med at makulere papiret, da Hero havde åbnet gaverne. Jeg fandt små stumper af gavepapir i min seng resten af opholdet 😀

Og selvfølgelig så vi Crufts på fjernesynet – hvad skulle vi ellers se 🙂 Der er flere timer med highlights fra Crufts på engelsk TV hver dag – hovedsageligt på Channel 4, men når de holdt pause, tog More 4 over, så man kunne faktisk se Crufts på TV fra vi kom hjem og indtil sengetid.

Fredag morgen stod vi igen tidligt op og gjorde klar til dag 2 på Crufts.

20200306_0721432

Morgenen gik med at gå rundt og kigge på boder. Torsdag havde Bodil og jeg fulgtes ad, men fredag delte vi os op, så vi hver især kunne koncentrere os om præcis de ting, som vi fandt interessante.

20200306_0932182

Gollum og jeg hang ud sammen og hyggede os ❤

Jeg så både Richard Curtis og Ann DeRizzios opvisninger i div. opvisningsringe rundt omkring og så hyggede jeg og hang ud med verdens bedste Gollum ❤

20200306_0929212

Richard Curtis’ opvisning

Hverken Gollum eller jeg holdt ud hele formiddagen. Ca. 1 timer før vi havde aftalt at mødes med Bodil, var vi tilbage ved lejren, som vi denne dag delte med en masse søde Settere.

20200306_1012292

Vi sad overfor den sødeste Irske Setter, der var rimelig frustreret over ikke at kunne komme til at hilse på Biscuit og Gollum. Men det var jo også tarveligt, når de andre fik lov ❤

Ved middagstid stod den på den engelske HTM finale og der var vi naturligvis på plads i Arenaen – denne gang sammen med norske Marianne.

89508239_10220080382335739_6140457667270803456_n

Foto: Marianne Methi

Top 3 i den engelske HTM blev:

DSC_01122

Caroline med Fawkes – et fuldstændigt fantastisk og fejlfrit program

DSC_00822

Lucy med Skiffle

DSC_01282

Pamela med Mack the Knife

DSC_00562

Jeg var lidt overrasket over, at Lucy med Indy ikke endte i top 3 – jeg syntes personligt, at de var oppe blandt de bedste, men det er altid anderledes, når man vurderer som publikum end når man sidder som dommer, så det var formentlig, som det skulle være.

Niveauet i klassen var spredt – de bedste kørte udelukkende på verbale kommandoer og hundene arbejdede selvstændigt og præcist. Andre havde en del hånd-signaler og hånd-targets og uparallele positioner. -Men sådan vil det være, når man udtager landets 10 bedste ekvipager – også i Danmark ville der være forskel på den bedste og den 10. bedste i landet. Glædeligt var det, at alle hunde så glade og trygge ud i ringen – det gjalt faktisk alle 3 HTM konkurrencer på Crufts.

Vi forlod Arenaen og begyndte at pakke sammen. Vi havde set nok og ville gerne have god tid om eftermiddagen til at gå tur og pakke vores ting sammen.

Tilbage på hotellet, tog vi hundene ud på en dejlig solrig gåtur. Det var skønt at være ude i frisk luft og hundene nød det i fulde drag.

Efter gåturen, tog Hero og jeg lige en sidste trænings-session, mens Biscuit holdt Bodil beskæftiget med at nusse ham. Der er jo ingen, der skal kede sig 😉

Og så stod den eller på projekt pakning! Alle vores indkøb skulle have sin plads og pakkenillikerne skulle fordeles, så noget kunne blive i bilen, noget skulle med ind på Crufts og noget skulle vi kunne få fat i på færgen. Det var ikke en let opgave og det tog et par timer.

Da vi var færdige, mødtes Bodil og jeg og læssede ting i bilen. Vi satte også hundene ind og så gik vi faktisk ud og spiste sammen. Dejligt at føle, at der var tid til det efter flere dage med aftensmad på værelserne.

Lørdagen startede meget tidligt.

Hundene skulle luftes, bilen skulle pakkes færdigt, vi skulle checke ud af hotellet og afsted til Crufts, så jeg kunne træne i Arenaen kl. 7.

Hero sad i bilen om formiddagen – han har været i Arenaen så mange gange, at han ikke behøver socialiserer derinde. Han ville få mere ro og hvile i bilen end i hallen. Men Gollum kom med ind og hjalp mig med lige at tilpasse mig ringen og få overblik over hvor mine rekvisitter skulle stå og hvor jeg selv skulle placere mig. Han er måske nok ikke den store freestyle stjerne, men han kan nok til at hjælpe med den slags.

DSC_00092

Efter træningen, havde vi et par timer til at slappe af, hygge med de andre internationale handlere og åbne held og lykke kort og gaver.

20200307_1120592

20200307_1121042

20200307_1121082

20200307_1154532

En times tid før briefing, gik jeg ud til parkeringspladsen med Gollum og Biscuit. De kom i bilen og så kom Hero med ind. Vi brugte den 15 minutters gåtur fra parkeringen til hallen som lufte-mulighed og jeg husker gåturen ind til hallen som et øjeblik, hvor Hero og jeg var lykkelige sammen. Det er et af de sidste glade minder jeg har med ham og det værdsætter jeg virkelig nu. Vi slappede af sammen og nød hinandens selskab.

20200307_1006592

På vej mod NEC og Crufts

20200307_1015482

Hero sprang selv op på bænken, så jeg tog et billede og så løftede jeg ham ned. Vi skulle jo ikke have skader så tæt på vores optræden.

Der var vildt mange mennesker i hallen, men Bodil gik på den ene side af Hero og jeg gik på den anden, så han var skærmet inde mellem os og blev ikke skubbet eller trådt på.

Da vi kom tilbage til bænkene, var det tid til briefing. Der var ikke så meget nyt for mig – jeg havde prøvet det før. Men det giver alligevel altid et sug i maven – det er ved briefingen, at det sådan rigtigt går i gang.

20200307_1142572

Gina Pink holder briefing

Jeg havde start nummer 5, så da konkurrencen gik i gang, tog jeg Hero ud og begyndte at varme op. Der var fart på ham og han var i hopla. Jeg sagde til Karen, der var min hjælper, at jeg håbede, at vi kunne nå at krudte af på de ca. 20 minutter vi havde.

En af udfordringerne på Crufts er, at man afleverer sine rekvisitter ca. 1 – 2 timer før konkurrencen går i gang, så man har ikke adgang til dem i opvarmningen. Det har jeg altid haft det lidt svært med, men jeg forsøgte at have andre løsninger og vi fik en ok opvarmning.

Og så var det tid!

Det var ikke vores livs bedste performance – der kom lidt småfejl og der var lidt lyd på Hero, men der var også rigtig mange fine ting og Hero var vikelig tændt og glad.

Da jeg kom ud af ringen, var jeg lidt skuffet over ikke at have fået vist programmet så fedt, som det kan være… men samtidig var jeg bare så glad for Hero og for det vi havde sammen. Jeg var lige ved at tude over hvor skønt det var, at være sammen med ham. Jeg skridtede af og så satte vi os sammen over ved bænkene. Det virkede ikke fair, bare at sætte ham i bur lige efter, at han havde præsteret så flot for mig. Jeg forlod ham først, da jeg skulle ind til præmieoverrækkelsen – og det er jeg rigtig glad for i dag. Det var vores sidste rolige, intime tid sammen, hvor vi i fred og ro kunne nyde hinandens selskab og hvor vi begge havde det godt.

Top 3 i konkurrencen blev:

DSC_02652

Elke fra Belgien

DSC_02392

Lisa fra Sverige

DSC_02212

Nicci fra England

Jeg så ikke de andre deltagere – enten varmede jeg op eller også hyggede jeg med Hero – men alle virkede glade og tilfredse med deres præstationer. Der var en god stemning.

Efter konkurrencen, pakkede Bodil og jeg straks sammen. Den ene forlygte på min bil var sprunget og jeg ville gerne nå at køre så langt som muligt i dagslys. Karen og Allan hjalp os ud til shuttel-bussen, der kørte os til parkeringspladsen og inden for en times tid var vi klar til afgang.

Hundene fik mad lige inden vi kørte og så afsted mod Harwich.

Turen tog 3 timer og vi holdt ingen pauser. Da vi kom frem, luftede vi hundene. Hero virkede lidt ‘mærkelig’, men ikke umiddelbart syg. Vi satte drengen tilbage i bilen og gik ind for at købe lidt ind til hjemturen og få tisset af.

Da vi kom ud igen var Hero voldsomt urolig i sit bur. Det var han ellers aldrig. Han har altid elsket sin bil og det var det sted, hvor han følte sig mest tryg og tilfreds. Jeg tænkte, at han nok skulle ud, så jeg gjorde klar til igen at lufte ham. På de 15 minutter, hvor vi havde været inden i butikken, var der sket en kæmpe forandring med ham. Han krummede sig sammen i smerte og rullede sig sammen på græsset.

Jeg greb min telefon og googlede *Emergency Vet Harwich*. Der kom et forslag 30 km væk. Jeg ringede til dem og så kørte vi ellers alt hvad remmer og tøj kunne holde.

Vi kom frem til en gammel, slidt klinik og personalet virkede nærmest ligeglad med os. Det var ikke super betryggende. Vi ventede også i et venteværelse sammen med en masse andre hunde – bla. kom der en sort labrador lige hen i hovedet på Hero – jeg måtte trække mig tilbage ind i kattenes venterum og Bodil måtte stille sig i mellem og skærme os.

Vi ventede ret længe, men endelig kom vi til… Dyrlægen spurgte ind til Hero. Desværre gik hun i stå ved, at han havde kastet sin aftensmad op og at han havde været på Crufts. Hun mente, at han nok havde fået en eller anden ‘bug’ på Crufts. Jeg prøvede at forklare hende, at han havde mere ondt en en ‘bug’, men hun gav ham smertestillende og kvalmestillende og så mente hun ikke, at hun kunne gøre mere. Hun kunne ikke mærke noget foruroligende i hans mave, sagde hun. Jeg spurgte endda om hun mente, at han ville overleve natten på færgen, så urolig var jeg. Det så hun ingen grund til, at han ikke skulle… jeg kunne jo give ham en halv panodil, hvis han stadig havde ondt i morgen…. Og så var vi ude på landevejene igen, på vej til Harwich. Jeg skal på det kraftigste fraråde at besøge VetsNow, hvis man får brug for akut dyrlæge i England. De er dyre og ikke særlig kompetente.

Jeg forsøgte at lufte Hero igen tilbage ved færgen, men det gav ikke mening, så Gollum og Biscuit fik en lille tur, så de havde tisset af og så kørte vi om bord. Det var en lang nat, hvor Hero var i bilen og jeg intet kunne gøre andet end at håbe.

Næste morgen, græd jeg at lettelse, da jeg så Hero se nogenlunde ud… faktisk tænkte jeg et øjeblik, at dyrlægen i Harwich måske havde haft ret. Men med det samme vi kom ud af bilen på stranden i Hock van Holland, blev det klart, at der stadig var noget seriøst galt.

Hero var voldsomt forpint og hans slimhinder var næste hvide. Han lignede en hund, der var ved at gå i shock. Og at få fat på en dyrlæge i Holland på en søndag morgen er ikke let. Alle dyrlæger har telefon-svarer på med hollandske beskeder om hvor man skal ringe hen i tilfælde af noget akut. Vi forstod ikke hollandsk.

Hetty, der bor i England, men forstår hollandsk, forsøgte at hjælpe, men det var heller ikke let for hende. Endelig fandt Bodil en hundelufter, der hjalp os med at ringe og efter 1 time eller mere lykkedes det endelig at få en aftale på et dyrehospital i Amsterdam en times kørsel derfra. Afsted med os!

20200308_094940

Følelsen, da vi trådte inde på dyrehospitalet i Amsterdam, var fuldstændigt anderledes end i Harwich. Personalet var venlige, professionelle og effektive. Hero blev straks undersøgt og personalet gav sig tid til at finde ud af hvad han var for en hund. De ville gerne se video fra Crufts, for at se, hvordan han havde haft det dagen før.

De fandt ret hurtigt den brok, der var blevet overset i Harwich og derefter gik de i gang med at behandle og lindre. Ingen tvivl om, at Hero havde virkelig ondt, men han var så sej. Han lå stille og fandt sig i de mest ubehagelig undersøgelser. Jeg var mega stolt af ham.

Der var på et eller andet tidspunkt opstået et brok og (formentlig) under hans Crufts performance, var blæren faldet ud gennem denne brok. Efterhånden som blæren blev fyldt, spærrede den for endetarmsåbningen inde fra, så Hero hverken kunne tisse eller komme af med afføring. Han fik lagt et kateter op, så hans blærer kunne bliver tømt og man kunne næsten se ham slappe af, da smerten fra en overfyldt blære forsvandt. Da blæren blev tømt, lå den ikke mere i vejen og så kunne han også komme af med afføringen. Det gjorde utrolig meget ved hans almen tilstand. Han havde gået 20 timer uden af tisse eller have afføring. Det er smertefuldt.

Dyrlægerne i Amsterdam konsulterede deres chef-kirug for at finde ud af, om det var forsvarligt at lade os rejse hjem eller om vi skulle blive indtil efter en operation. Enden på det blev, at vi kunne køre. Hero fik kateteret sat fast og så skulle jeg tømme det hver 2. timer indtil han kunne blive opreret, så ikke der kom pres på blæren igen. Hero fik smertestillende og penicillin og så var vi på vej.

Kl. 13 startede vi den 700 km langekøretur til Puttgarden. Derefter færgen og så 1½ timer hjem. Vi holdte kun pause, når Hero skulle have tømt blæren hver anden time og ellers kørte vi bare… Undervejs fik jeg ringet både til egen dyrlæge og til Karlslunde Dyrehospital og fik lavet aftale om indlæggelse tidligt næste morgen.

20200308_1802562

Vi var hjemme kl. 23. Kl. 6 næste morgen ringede vækkeuret igen. Og i mellemtiden var jeg oppe hver 2. timer for at tømme Heros blære. Jeg var udmattet.

Kl. 8 blev Hero afleveret på dyrehospitalet. Det var forfærdeligt, at efterlade ham, men dyrlægen var tillidsvækkende, så jeg kørte med en formodning om, at kunne hente Hero samme eftermiddag.

Jeg kørte på arbejde. Jeg havde egentlig ferie, men tænkte, at jeg havde mere brug for fridagen, når Hero kom hjem. Jeg ventede utålmodigt på et opkald fra Karlslunde og endeligt kom det. Det havde været en kompliceret operation, men den var gået godt. Dog ville de gerne beholde Hero indtil næste dag….

Mit hjerte sank! Men sådan måtte det jo være…

Næste morgen tog jeg igen på arbejde…. så jeg kunne holde en fridag, når Hero kom hjem…. I løbet af formiddagen, fik jeg et opkald fra min chef. Crufts blev betragtet som en risikozone i forhold til Covid-19 smitte, så jeg skulle gå hjem og arbejde hjemme fra.

Det gjorde jeg naturligvis. Og kort efter kom der et opkald fra Karlslunde. Hero kunne ikke tisse. Han prøvede, men kunne ikke. De ville gerne operere igen, for at finde ud af hvorfor. Det fik de naturligvis lov til.

Og en time senere var det slut. Heros blære havde været afskåret blodtilførsel i ca. 20 timer fra vi forlod Crufts og indtil vi ankom til dyrehospitalet i Amsterdam. Det var simpelthen for længe – blære-vævet var begyndt at dø. Der var ikke noget at gøre. Var den rigtige diagnose stillet i Harwich, havde vi haft en helt anden situation – så var der kun gået 3 – 4 timer. Det kan man godt overleve. Man kan ikke overleve 20 timer.

Hero fik fred tirsdag formiddag. Jeg fik ikke sagt ordenligt farvel. Jeg rejste til England med en hund i topform og kom hjem uden. Det er surrealistisk og helt forkert. Der er ikke andet at sige til det.

Sov sødt verdens bedste Hero. Gollum, Biscuit og jeg savner dig vanvittigt meget.

20200307_1326022

Dette indlæg blev udgivet i Biscuit, England, Gollum, Hero, Konkurrence. Bogmærk permalinket.

Et svar til Crufts 2020

  1. Kathryn siger:

    What a terrible end to your visit to Crufts. I am so sorry Emmy xxxxx

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s