34/50… men hvem tæller ;-)

DSC_0082lys

Der er i dag 34 dage til, at jeg har debut med mine nye programmer. Gollum og Hero skal begge to i ringen med deres nye koreografier den 16. februar ved Show Of Winners.

Men Show Of Winners er ikke det store mål, som vi arbejde frem mod lige nu…

Der er i dag 50 dage dage til afgang mod England og Crufts! Og til den tid skulle Hero og jeg gerne være top tunede og klar til at vise hvad det er vi har knoklet med siden oktober 2018.

Vi sagde farvel til vores Ghost Story ved OEC 2018 og siden da, har vi trænet mellem 5 og 6 dage om ugen, for at have en ny koreografi klar, når vi går i ringen i England d. 9. marts. Jeg tør slet ikke begynde at regne på hvor mange timer det er. Selv om jeg har prøvet det mange gange før, så overvælder det mig alligevel, når jeg tænker på, hvor lang tid det tager, at få et nyt klasse 3 program stablet på benene.

Og vi er ikke klar endnu… jeg har helt sikker brug for de 34/50 dage. Vi kan alle de enkelte sekvenser, men vi kan ikke kæde dem sammen endnu.

Og i torsdags hentede jeg de sidste rekvisitter og de har bestemt ikke gjort det nemmere. Ved både Hero og Gollums programmer kommer jeg til at bære noget i hænderne næsten hele vejen igennem og det kræver lige lidt træning. Det hæmmer mit kropssprog og forhindre mig i at bruge alle de små diskrete krops-kommandoer, som jeg har fået tillært mig/os og det gør, at jeg ikke rigtigt kan se hunden og hvad den laver.

DSC_0008lys

Heros kostumer har jeg styr på… Gollums er også på vej… Jeg glæder mig til også at kunne sætte flueben ud for den del.

Og som om, at vi ikke havde nok at se til med nye programmer, så har jeg også tilmeldt Gollum til vores første Nose Work prøve… så Nose Work træningen er også intensiveret lidt. Jo joh… No rest for the wicket 😀

I går – lørdag – havde vi vores ugentlige HTM trænings-fri dag (drengene skal have mindst 1 dag om ugen, hvor de ikke træner HTM), men vi sneg et køretøjs- og to udesøg ind på parkeringspladsen ved NETTO.

Og i dag mødtes vi med Helle og hendes piger og der lavede vi også et par køretøjs-, et inde- og et udesøg. Det kan godt være, at et enkelt Nose Work søg i sig selv ikke tager så lang tid, men når man har 6 hunde, der skal igennem, så tikker uret alligevel der ud af.

Men altså…. mens vi trænede, så producerede Anders den allersidste del af Gollums rekvisit og det skulle han jo også have god tid til 😉
Tak Anders!

Vi trænede Nose Work, HTM og lydighed fra ca. 10 – 15 og så sluttede vi med en fin tur i skoven. Tak for en skøn dag, Helle.

 

Reklamer
Udgivet i England, Gollum, Hero, Træning | Skriv en kommentar

Skøn weekend træning

Ahhhh weekend – og tid til at lave noget sjovt med hundene.

Fredag eftermiddag efter arbejde, kørte jeg til Niløse for at træne i Hund Hos Helles hal.

Super god og intensiv træning med de to border collier og så lige 15 minutters hyggetræning med Biscuit.

Hero blive hele tiden mere sikker i sit nye program, men slutningen er stadig svær. Der er mange tricks, der kræver præcision komprimeret på kort tid og det er svært. Vi kan det hele, når vi piller det ud af sammenhængen, så nu er det bare et spørgsmål om at gentage kæden igen og igen, indtil vi også kan, når vi ikke stopper for at belønne efter hver trick.

Vi har også et enkelt trick midt i programmet, som vi stadig har lidt svært ved, så det er jeg begyndt at belønne med ekstra lækre godbidder. Og det kan man jo sagtens her efter jul… Er det ikke fantastisk, når en del af julegaverne under træet d. 24. indeholder super gode træningsgodbidder? 😀

Og med Gollum arbejdede jeg med drive og motivation – klik for at være på og intens og belønning med bold. Gollum kører så godt i øjeblikket. Det er en fornøjelse.

Og lille Biscuit lavede sine favorit tricks og fik en masse godbidder for det ❤

dsc_0017lys

Da jeg var færdig med træningen, kørte jeg videre til Lårup, hvor jeg mødtes med Bodil og Mille. Jeg satte 2 Nose Work udendørs-søg op og så drak vi en kop kaffe, mens færten fik lov til at sprede sig lidt.

Mille havde det skønt med sine Nose Work søg og Gollum lavede første søg rigtig fint, men ellers måtte jeg erkende, at drengene var flade oven på deres HTM træning og ikke rigtigt gad mere. De var ikke super målrettede og motiverede og det er jo egentlig fair nok – de havde givet sig fuld ud da vi var i hallen.

dsc_0007lys

Bodil og Mille – Nose Work in the dark

Lørdag formiddag gik turen mod Hvalsø, hvor jeg mødtes med Thomas og Balder, som vi kender fra Hvalsø Hundevenner. Jeg har tidligere taget nogle portræt billeder af Balder, men nu havde Thomas brug for ‘stå billeder’ og han havde spurgt, om jeg ville hjælpe ham med at tage dem. Det ville jeg selvfølgelig gerne, så det brugte vi ½ times tid på. Balder havde en fest – jeg tror, at Thomas var ganske udmattet bagefter 😀
Men billederne blev udmærkede 🙂

Næste stop var hos Helle. Vi havde aftalt at træne sammen.

Og woooohooooo Hero lavede en kæmpe bid af sit program uden stop som en lang kæde. Det var så cool.

dsc_0077lys

Med Gollum har jeg kæmpet lidt med at huske koreografien, hvis jeg var i en hal med andre mål og proportioner end dem, som jeg er vant til at træne i, så de sidste mange gange, hvor jeg har trænet hele programmet, så har jeg gjort meget ud af, at vende mig en ny vej hver gang – og det ser ud til at fungerer. Jeg kan efterhånden huske programmet også selv om hallen ser anderledes ud end den plejer. Meeeen jeg har stadig brug for at have fokus på det.

dsc_0127lys

Alle HTM og Freestyle hundene trænede indendørs – Ex-it trænede udendørs… der er bare lidt bedre plads til fremadsendelser, hvis man går udendørs.

dsc_0145lys

Og efter HTM og Freestyle træningen, gik vi over til Nose Work. Et beholder søg og to indendørs-søg med varierende antal hunde. Det kan godt være, at Nose Work i sig selv ikke kræver meget forberedelse eller tager lang tid, men når man har 7 hunde, der søger, så går tiden nu alligevel 🙂

Søndag vågnede vi til en smuk smuk morgen. Jeg kørte til Pedersborg for at træne udendørs hos Sorø Hundevenner.

Der var agility træning i den anden ende af træningsbanen, så massere af forstyrrelser til arbejdet. Super fint.

Og det var så skønt at være ude, at jeg næsten ikke kunne stoppe med at træne igen. Vi arbejdede i tæt på 1½ time.

20190106_110825lys

Vi sluttede af med en dejlig gåtur – mens vi gik, trak skyerne sig sammen og dækkede for solen – og det blev meget tydeligt, at det er januar måned og ganske koldt. Jeg havde det varmt, da jeg gik i solen og trænede, men frøs, så snart solen forsvandt. Men pyt, for på det tidspunkt var vi jo på vej hjem og jeg kunne få en kop dejlig varm kaffe 🙂

Tak for en god weekend til alle jer, der var med til, at gøre den hyggelig og sjov.

Udgivet i Biscuit, Gollum, Hero, Træning | Skriv en kommentar

Amsterdam tur-retur på 60 timer

Allerede efter min dommeraftale ved OEC 2017, blev jeg inviteret til at dømme i Holland, men der har altid været noget andet i de weekender, hvor den hollandske dog dancing organisation, NDDB, har inviteret, så det blev først i denne weekend – 14. – 16. december 2018, at det kunne lade sig gøre.

Kl. 5 fredag morgen startede drengene og jeg hjemme fra og kørte mod Rødby. Vi kom med færgen kl. 6.45 og ankom til Puttgarden 3 kvarter senere…. til snevejr!!!!

Drengene på færgen mod Puttgarden

Jeg var ikke begejstret. Hvis det skulle fortsætte, ville det blive en meget lang tur til Holland. Heldigvis stoppede det efter en times tid og resten af vejen foregik i fint kørevejr.

Vores første stop var ca. halvvejs – 300 km. fra færgen og 340 km fra vores hotel i Amsterdam. Lige der midtvejs ligger Vitakrafts Outlet Store og der stoppede vi for at se, hvad de havde af gode tilbud på godbidder. Det blev til lidt forskelligt både til marsvin og hunde.

Vitakraft Outlet Store

Man skal aldrig gå ned på godbidder

Næste stop blev lige efter grænsen til Holland, hvor Berlingoen krævede at få mere diesel… det fik den og hundene fik lov til at strække benene inden de sidste 130 km til Amsterdam.

Da vi ankom til Amsterdam, for min GPS vild! Der var en masse vejarbejde på motorvejs-nettet omkring lufthavnen. Man kunne se, at nye motorveje blev bygget og gamle lukket. Det var min GPS ikke opdateret til. Efter 15 minutters køren i cirkler uden at komme hotellet nærmere, stoppede jeg og spurgte Google Maps til råds og så skete der noget. Vi ankom til det smukkeste område – midt i Amsterdam, men alligevel naturskønt og i rolige omgivelser. Her lå Hotel The Lake. Det var et dejligt sted.

The Lake

Knap så dejligt var det, at der var et større vej-arbejde i gang, så vejen var gravet op – midt på og langs kanten. Det efterlod en meget smal stribe asfalt, som man kunne køre på. Ramte man forkert, røg man ned af en 20 cm dyb kant. Der var plads til en Berlingo… men heller ikke mere! Det føltes som at gå på line i en Berlingo. Og for at gøre bilisterne opmærksomme på, at vejen var smal, var der sat afmærkninger langs vejen… hver gang jeg passerede en at afmærkningspælene, dunkede de mod mine sidespejle. Ikke en rar lyd, når man kører i en ny bil, som man ikke gider ridse på dens første rigtige tur.

Lige der savnede jeg min noget smallere Toyota Yaris, som jeg kørte i indtil for ca. 14 dage siden.

Uden for hotellet blev jeg mødte af André fra NDDB. Han bød velkommen og viste mig mit værelse. Derefter tog jeg hundene ud på en gåtur. De trængte til at strække benene og det gjorde jeg også.

Efter turen, havde vi en time til at slappe af på værelse, inden jeg mødtes med André til aftensmad i hotellets restaurant. Under aftensmaden havde jeg også mulighed for at stille spørgsmål til de hollandske regler, så der var helt styr på dem inden jeg skulle dømme næste dag.

Jeg gik tidligt i seng. Det havde været en lang dag.

Godnat fra Hero

Jeg mødtes med André igen kl. 7.15 lørdag morgen og fulgtes med ham til RAI Amsterdam, det store messecenter, hvor Hond 2018 blev afholdt.

Hond 2018 er en stor FCI udstilling og dog dancing konkurrencen blev afholdt i Store Ring. Første start kl. 9 og der var ca. 35 starter.

Hazyland Drengene ventede tålmodigt mens jeg dømte – de fik lidt tygge-hygge-godbidder at fordrive tiden med.

Det var første gang jeg dømte i Holland og deres regler er meget anderledes end dem, som jeg tidligere har dømt efter.

De har 2 bedømmelseskriterier; Teknisk Merit og Artistisk Udtryk.
Teknisk merit er f.eks. indhold, udførelse, flow, sværhedsgrad og om hund og handlers bevægelser passer til musikkens rytme.
Artistisk udtryk dækker samarbejde mellem hund og handler, udnyttelse af ring, koreografi, samspil mellem musik og koreografi, kostume og rekvisitter og også hvordan publikum reagerede på programmet.

Alle programmer uanset klasse skulle dømmes efter samme skala. Et program skulle altså have samme points i begynderklassen, som hvis samme program blev udført i kl. 3.
I Danmark kræver vi meget mindre af et program, for at få 6 (bestå) i kl. 1 end i kl. 3. Sådan er det ikke i Holland. Der skal man kunne det samme i alle klasser, for at få f.eks. et 6 tal (eller enhver anden karakter).
Til gengæld skal du have mere for at bestå klassen, jo højere du kommer op. I Begynderklassen skal du have 7,5 for at bestå. I Novice skal du have 8, i Intermediate skal du have 8,5 og i Advanced og Championklassen skal du have 9.
Det giver et meget lille spænd mellem ‘godt nok til at bestå’ og ‘perfekt’ i klasse 3 (Advanced og Champion). Hvis det er godt nok til at bestå, så skal man give over 9. Men der er max 10 points til det perfekt. Det var en udfordring for en dansk dommer, der ikke er vant til at tænke på den måde.
Det var også svært at dømme kl. 1 og kl. 3 ud fra samme skala og samtidig få et kl. 1 program over 7,5 – hvis det havde kvalitet til at bestå.
Spændende men svært. Jeg er dog tilfreds med mine bedømmelser og når jeg ser tilbage, så tænker jeg, at jeg ramte rigtigt.

Ringen på Hond 2018 var fantastisk. Kæmpe stor og flot afgrænset med barriere på 3 sider. Den sidste side var åben, men der sad ikke tilskuere. Til gengæld var der stole og borde, som en enkelt hund løb ud for at undersøge.

En del hunde var udfordret af lys-udsmykningen (Hond 2018 skrevet med lys), der flyttede sig rundt i ringen, men det var ens vilkår for alle, så selv om det var svært, så var det trods alt fair.

En enkelt handler var udfordret af statisk elektricitet. Hun må have haft noget tøj på, der ikke fungerede med underlaget. De øvrige havde ikke problemer af den art.

Konkurrencen sluttede med præmieoverrækkelse kl. ca. 14.30. Jeg shoppede lidt godbidder til drengene og derefter kørte vi tilbage til hotellet – i god tid til at nå en lang gåtur langs kanalerne.

Langs kanal-kanten lå der hus-både. Nogle af dem var virkelig imponerende. Der var en husbåd med stråtag. Det så ud til at være et ret dyrt kvarter. Mange af husene havde også store både liggende ud for dem. I det hele taget, så det ikke ud til at være et billigt kvarter at bo i.

Da vi kom tilbage til hotellet, havde vi stadig dagslys nok til at lave lidt Nose Work på parkeringspladsen bag hotellet. Så havde drengene også haft en god dag med både fysisk motion og udfordringer til hjernen.

Man skal heller ikke undervurderer, hvor hård sådan en rejse er for hundene. Den lange kørertur trætter dem, en halv dag i et travlt udstillings-miljø og de mange fremmede miljøer (hotel, fremmede gåture mv.) kræver også energi. De faldt omkuld få minutter efter at vi kom ind i varmen igen.

Zzzzzzzzzzz

Både hundene og jeg spiste vores aftensmad på værelset, det blev til en lille luftetur uden for hotellet og så gik vi tidligt i seng.

Da jeg vågnede søndag morgen fik jeg en træls overraskelse… Amsterdam var dækket af 15 cm. sne og der kom stadig mere… Nå, men hjem skulle vi jo, så det var bare med at kaste sig ud i det.

Hundene blev luftet, bilen pakket og kl. 4 var vi klar til afgang. Snak om en tidlig start!

De første 4 timer og 350 km. var ret forfærdelige. Det var mørkt og sneen faldt tæt. 12o km af køreturen var på landevej og der lå så meget sne, at jeg ikke kunne se vejen. På et tidspunkt skimtede jeg markeringerne på vejen gennem sneen og det gik op for mig, at jeg kørte i den forkerte siden! Godt vi ikke havde mødt nogen modkørende!

Det var en lettelse, da dagslyset begyndte at bryde igennem og jeg kom til en af de større og bedre ryddede motorveje. Og da jeg kom til Bremen, stoppede sneen og resten af turen føltes som en søndagsudflugt (og det var det jo egentlig også 😉 ) sammenlignet med den første del.

Vi stoppede og tankede diesel og strakte ben ca. 250 km fra færgen, men ellers kørte vi bare igennem.

På en rasteplads i Tyskland. Der var stadig lidt sne på min bil – det var der ikke på de andre i området. De havde nok ikke været i Holland 😉

Vi nåede færgen ved 12 tiden og kørte nærmest lige om bord. Den første halve time af overfarten, havde jeg hundene med oppe, så de kunne strække ben og opleve lidt andet end deres bure i bilen. Derefter kom de ned i bilen, så jeg lige kunne tisse af og købe en kop kaffe og en sandwich. Det var det første rigtige mad jeg fik den dag og det smagte fantastisk efter at have levet af kanel-gifler, lakrids og cola.

Jul på færgen

Ved 14.30 tiden landede vi i Sorø. Jeg stoppede ved skoven og ville gå tur med hundene. Det krævede lidt overvindelsen. Jeg var træt og benene rystede under mig. Jeg var lige ved at overbevise mig selv om, at hundene også var trætte og ikke havde brug for gåturen. -Men jeg strammede mig an og det var godt, for da først jeg kom ud, så føltes det fantastisk – at få rørt mig, at få frisk luft og at se de glade hunde, der nød at være på hjemmebane igen. Ude er godt, men hjemme er bedst. Både for 2- og 4 benede.

Det er kun ca. 14 dage siden, at jeg hentede Berlingoen hos forhandlere, så det var vores første langtur sammen – altid lidt spændende, at skulle køre i en fremmed bil, men Berlingoen klarede turen fantastisk og den føles slet ikke fremme mere. Efter balancekunsten uden for hotellet, parkeringskælderen med de smalle kørebaner under udstillingen, glatbane-kørselen på vej hjem og 1700 km tilbagelagt inden for ca. 60 timer, så er vi næsten som gamle venner 🙂

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Så langt, så godt…

20181101_160615lys

Hero

Gennem de sidste 2 – 3 uger, har vi arbejdet flittigt på at komme godt i gang med vores nye programmer.

Hero har en masse nye tricks at lære. Det er sjovt og lidt stressende… der er så meget at tage fat på, at det godt kan virke lidt uoverskueligt, at nå hele vejen rundt. Men det er mest sjovt og og fordi vi træner så  målrettet og flittigt, så rykker vi virkelig. Jeg kan se udvikling fra dag til dag.

DSC_0082lys

Træningen er alsidig, for der er stor forskel på de mange forskellige ting, som vi skal kunne. Efter at have trænet vedligehold gennem det sidste halve års tid, så er det dejligt med den variation, der kommer med nyindlæring.

DSC_0095lys

Jeg kan godt lide Heros nye program – det er meget anderledes end spøgelset, men lige så fedt. Jeg glæder mig til, at vi kommer så langt, at vi kan komme ud og vise det frem…. meeeen det er nok ikke lige rundt om hjørnet 😀

Vi er i fuld gang med at lave og udvikle rekvisitter. Det har været et større projekt, men vi nærmer os…

Gollums musik har jeg været meget i tvivl om, men nu har jeg truffet en beslutning og jeg er ved at få lavet rekvisit. Så er det ligesom ‘point of no return’.

DSC_0008lys

Gollum ser, i hvert fald ind til videre, ud til at fungere godt med musikken, tempoet og koreografien. Meeeen jeg savner stadig Me & My Girl lidt 😉

DSC_0032lys

Lille Biscuit har gået til Nose Work i Hvalsø Hundevenner hele efteråret – sammen med Gollum, Ex-it og Doggie (fordelt på 2 hold). Det har været super godt for ham og han har nydt at have mig for sig selv i en time om ugen. Jeg har også nydt at være sammen med ham ❤

2481906602911730593

Ellers hygge Biscuit med tricks og andre små-øvelser. Selv om han ikke er aktiv konkurrencehund, så bliver han stadig udfordret og får lov til at træne. Det er vigtigt for mig, at han bliver ved med at have et aktivt liv med hjernegymnastik og sjove opgaver selv om han er oppe i alderen. Jeg tænker, at det er med til at holde ham ‘ung’.

DSC_0074lys

I den forgangne weekend, har hundene været i fokus og vi har trænet og hygget.

Fredag stod den både på træning og hundene fik deres først sakro sakral terapi behandling nogensinde. Biscuit virkede ok med det og hyggede sig. Hero nød det helt vildt og endte med at ligge på ryggen med alle 4 ben i vejret. Gollum fandt det ekstremt kedeligt og irriterende og keglede rundt. Han fik i hvert fald ikke ret meget afspænding ud af det 😀

Og samtidig med behandlingerne, så fik Biscuit lov til at møde sit smukke barnebarn Pisa ❤

Lørdag mødtes jeg med Helle og vi trænede sammen.

Efter ‘de unges træning’ lavede vi Nose Work med de gamle. Ex-it og Gollum fik også lov til at lave et enkelt beholdersøg.

Vi sluttede dagen med en gåtur i den efterårs-smukke skov. Dejlig dag.

20181103_135019lys

Da jeg kom hjem, stod den på rekvisit-fremstilling. Der er stadig en del at gøre på det område…

20181103_181618

Lørdag aften ❤

Søndag formiddag havde vi booket et par timer i træningshallen.

Hero trænede først – nye tricks og sekvenser. Vi havde rigtig god træning.

Dernæst Gollum… Hidtil har vi trænet de første 3/4 af hans program. Den sidste 1/4 havde jeg end ikke forsøgt at lære, men nu skulle det være! Jeg gik programmet igennem 2 gange uden hund og derefter 2 gange med hund. Gollum imponerede mig virkelig. Han arbejdede så godt – især med tanke på, at alting er nyt for ham. Vi havde virkelig en god dag i hallen.

DSC_0048lys

Biscuit trænede Nose Work. Jeg synes at han gjorde det rigtig godt og vi havde mange gode søg. Jeg tog lidt billeder, mens hans søgte og da jeg kom hjem og så billederne, blev jeg lidt træt af mig selv 😦

blog1lys

blog2lys

Jeg belønnede ikke for ovenstående ellers meget tydelige markering…. for jeg havde ikke gemt en kilde oppe på det bord… Næh, men jeg havde placeret dåsen, hvor jeg opbevarer alle mine vatdutter, på bordet. Det er den runde lyserøde bøtte og den stinker jo nok langt væk af lavendel, hvis ellers man har en hundenæse… Argh men altså… det er op ad bakke med den ejer, hva’ Biscuit?!

DSC_0055lys

Denne fine markering blev belønnet

Vi sluttede endnu engang med en dejlig gåtur i skoven.

DSC_0072lys

Herlige weekend med en masse god træning 🙂

 

 

 

Udgivet i Biscuit, Gollum, Hero, Træning | Skriv en kommentar

Så er vi i gang…

DSC_0130lys

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst afsluttede en sæson, uden at årets koreografi og musik hang mig langt ud af halsen. Jeg plejer altid at være så mættet at mine programmer, når vi når årets sidste performance. Men ikke i år. Jeg elsker stadig min musik og er næsten lidt vemodig over ikke at skulle bruge den mere. Jeg synes stadig, at koreografierne passer virkelig godt til musikken og at de er fede at udføre. Jeg kommer til at savne både rosen og spøgelset.

Men vi er i gang med noget nyt. Heros musik har været bestemt siden september, hvor jeg sendte den til England på CD i 2 eksemplarer sammen med min Crufts tilmelding, men Gollums er stadig uafklaret. Vi tester og leger med musik i øjeblikket, men jeg har ikke besluttet mig endeligt endnu.

Heros program byder på et gensyn med en gammel ven – trækvognen, der har stået gemt væk siden 2015. Nu nu kommer den i rampelyset igen. Jeg havde glemt, hvor voldsomt det er, når en 22 kg. tung power-maskine af en hund kaster rundt med en trækvogn. Jeg glæder mig til, at vi får lidt mere kontrol over os selv og øvelserne, for lige nu lukker jeg tit øjnene og håber, at jeg ikke bliver slået ned.

Hero er pjattet med sin trækvogn, så han er glad for gensynet. Han husker den godt, hvilket jeg ville ønske, at han ikke gjorde, for han skal lave nye øvelser med den til næste år og lige nu arbejder vi mest med at sortere ud i adfærd fra 2015.

Der skal også produceres nye rekvisitter til Heros program. Jeg længes efter den tid, hvor jeg bare kunne nøjes med en stok eller en stol som rekvisit, men sådan er det ikke længere. Nu står den på special-fremstillede rekvisitter, som hunden kan gøre ting med og som bliver en del af fortællingen. Det var nu så nemt ‘i gamle dage’ 😉

 

 

 

Udgivet i Gollum, Hero, Træning | Skriv en kommentar

EM i Schweiz 2018

20181012_132853lys

Tirsdag
Vækkeuret ringede kl. 3.30 tirsdag morgen. Alt var klar, så jeg skulle bare lige have tøj på og så vakle ud i bilen… Afgang mod Lille Skensved kl. 4.

Hero sørgede for, at jeg var lysvågen inden jeg satte mig bag rettet…. Der var buldrende mørkt, da jeg gik ud mod bilen, så jeg tændte lygten i min telefon og det første jeg så var Hero, der var stok halt foran mig. F*****CK! Hero og Gollum havde været ret vilde, da de skulle ud af døren og der kan hurtigt ske noget. Jeg var begyndt at overveje om der var nogen hunde-kiropraktor, som jeg kunne ringe til kl. 4 om morgenen… jeg mærkede på Heros pote og han gav et piv fra sig, hvilket er meget atypisk for seje Hero. Jeg satte Gollum og Biscuit i bilen og tog Hero med ind igen, for at tjekke poten i lyset. Intet at se og Hero haltede ikke længere. Jeg holdt vejret og satte ham i bilen og kørte.

Da jeg tog Hero ud af bilen hos Helle, var jeg spændt på at se hans bevægelser…. han gik stadig rent. Phew! Resten af dagen stirrede jeg intenst på Heros forben, hver gang han var ude og lufte, men der var ikke noget. Han har nok bare trådt på et eller andet, da han gik gennem haven om morgenen.

Vi fik pakket mine ting ind i Helles bil – det var noget af et projekt. Helle og jeg har tit læs på, når vi rejser sammen, men jeg har aldrig tidligere set Helle trække sig opgivende tilbage og sige “Det her kan jeg slet ikke overskue!”. På mirakuløs vis lykkedes det. Vi fik det hele ind!

Og så afsted til færgen i Rødby.

DSC_0001lys

Vi tog hundene med op på færgen, så de fik en pause fra bilen. Helle og jeg spiste morgenmad og Helle åbnede sin Held og Lykke gave. Hun fik EM en taske magen til min og jeg gad ikke skulle gå og gemme min, for at Helle ikke skulle gætte hvad hun fik – derfor skulle hun åbne sin gave så tidligt på rejsen.

20181009_072027lys

Hygge på færgen og fine nye tasker

20181009_073909lys

Kurs mod Tyskland

20181009_073922lys

Morgenstund har guld i mund

Og så afsted med kurs mod Karlsruhe. Helle og jeg havde diskuteret, hvorvidt vi skulle stoppe ved en bestemt butik undervejs…. vores geografiske kunnen er ikke super god…. det havde aldrig slået os, at vi ikke kom forbi samme butikker på vej til Schweiz, som når vi kører til Holland. UPS! 😀

DSC_0010lys

Turen gik forbløffende let. Vi havde en lydbog til at underholde os og jeg fik lov til at åbne min held og lykke gave fra Helle. En kalender med billeder fra fælles oplevelser i 2018. Den gav også god underholdning undervejs.

Vi ankom til vores hotel i Karlsruhe (Tyskland) kl. 17 efter ca. 900 km ned gennem Europa. Vi skulle mødes med Jette og Addi på hotellet, men de havde haft et 4 timers motorstop undervejs, så de kom væsentligt senere.

20181009_180103lys

Helle og jeg gik tur med hundene, slappede lidt af på vores værelser og mødtes så til middag i en restaurant lige rundt om hjørnet. Det var et super hyggeligt sted, men maden var ærlig talt ikke særlig god. Men det var mad og vi var trætte, så det betød ikke så meget. Vi blev mætte og så kunne vi gå i seng.

20181009_174148lys

Gåtur i Karlsruhe

20181009_191649lys

Et super hyggeligt lille spisested

20181009_192833lys

– Men maden var ikke specielt lækker

20181009_200439lys

Hygge på værelset

20181009_202223lys

Lille Spejl på Væggen der…

Onsdag

Næste morgen mødtes vi med Jette til morgenmad kl. 7. Det var et super lækkert hotel i Karlsruhe og morgenmaden var fantastisk. Parkeringforholdene var usle – Helle havde parallel-parkeret Berlingoen på en plads, hvor der ikke burde kunne være en Berlingo! Jeg var for træt til at være bekymret for hende, da bilen skulle ind, men da den skulle ud næste morgen, var jeg overrasket over – både at den kunne komme ind og ud igen!

Vi gik en morgentur i den lokale park og derefter begyndte vi på sidste etape af rejsen mod Schweiz. Vi havde lige knap 300 km. tilbage før vi landede i Stettlen,  hvor vi skulle bo under mesterskabet.

Jeg kan informere interesserede læsere om, at der findes to gange Bernstrasse i Bern. En i selve Bern og en i Stettlen, Bern. Vi havnede ved den forkerte! Helle og jeg havde fulgt med i de øvrige landsholdsdeltageres rejser til Schweiz via Facebook og Messenger og Sandie havde postet idylliske billeder og videoer af græsbevoksede bjergskråninger og lyden af kobjælder. Da Helle og jeg ankom til Bernstrasse, var vi overraskede over, at vi var inde midt i en stor by. Vi gættede på hvad vej man skulle gå for at finde Sandies bjerge og køer… Vi gjorde faktisk rigtig mange krumspring for at få det hele til at passe sammen… indtil vi prøvede at sætte GPSen igen og opdagede, at vi var 13 km fra den rigtige Bernstrasse. Arh men altså!

DSC_0064lys

Vores hotel i Stettlen

Vi ankom til hotellet ved frokost-tid. Luftede hunde, fandt vores værelser (tak Helle, for at jeg måtte være på stue-plan – det var så godt for mit knæ) og mødtes derefter med Jette til frokost. Det var vores første møde med Schweiziske priser. 150 kr. for en portion pasta bolognese og en cola. Yiks!

Mens vi spiste, kom Sandie, Liv og Jakob tilbage fra deres sightseeing tur i Bern. Dejligt at se lidt mere af holdet. Sandie gik med os ud for at lufte hunde – en begivenhedsrig tur, hvor Helles Jazz rullede i en lokal lort og måtte vaskes i åen – mens jeg havdet et hysterisk grineflip, fordi det ikke var min hund, der var smurt ind i lort.

DSC_0052lys

Helle og Sandie, hvad laver I?

DSC_0029lys

Gåtur med vennerne

DSC_0038lys

Jazz måtte have et lille bad 😀

DSC_0035lys
DSC_0034lys
DSC_0060lys

Afslapning på hotellet, der dog blev afbrudt af at de øvrige landsholdsdeltagere lige så stille ankom lidt efter lidt. Det var dejligt at se dem og dejligt at få holdet samlet.

Vi mødtes til aftensmad på hotellets restaurant. Efter megen vaklen, valgte Helle, Liv og jeg at vi skulle have tun salat til aftensmad. Det var ikke et godt valg! Først ventede vi næsten 1 time på maden og da den kom, så var det 1½ dåse tun i mayo lagt oven på dåse-majs, dåsebønner, henkogte rødbeder, sauerkraut og sur gullerrods-salat. Det var seriøst klamt, men det medførte endnu et grine-flip. Vi talte om tun-salat på hele resten af turen.

Sengetid og jeg sov næsten øjeblikketligt. Hold nu op, det er hårdt arbejde at være til EM.

EDSC_0001 (18)lys

Torsdag 

Torsdag morgen gik vi en tidlig morgentur. Jeg fandt en lille park, hvor der var græs, buske osv. tæt på hotellet. Det perfekte sted til morgen- og nat-tisseturene.

Vi mødtes med holdet til morgenmad kl. 8 og derefter havde vi hver især formiddagen fri til afslapning.

Helle, Sidsel og jeg gik en tur i den lokale købmand. WOW det var dyrt, men jeg købte alligevel nogle kiks og et par bananaer. 4 bananer for 40 kr!

Jeg brugte formiddagen til at gå på opdagelse i Stettlen – en meget fin lille landsby ca. 20 km fra Bern.

Da vi kom tilbage, slappede vi af i et par timer og så var der afgang til hallen.

EM skulle afholdes i den helt nye Swiss Dog Arena i Münsingen. Det var en kæmpe hal i 3 etager. I stuen var konkurrencehallen, der hvor EM ringen lå. På 1. sal var der cafeteria og tilskuertribuner og på 2. sal var der endnu en stor træningshal, men den var indrettet til vente-område for landsholdene.

20181014_161740lys

Hvert hold havde et lille afgrænset område, hvor der var borde og bænke og plads til bure mv. Bagerst i hallen var der et stort træningsområde. Der var ro og ret køligt, så hundene lå ikke i en varm og støjende  hal, hvilket var rart.

Omkring kl. 14 skulle vi til chip kontrol og have tjekket om det var de rigtige hunde vi stillede op med og kl. 15 var der træning i ringen.

20181011_145837lys

Holdet venter på at komme ind og træne i hallen

Hero var den første af mine hunde, der trænede – han delte sine 4 minutters træningstid med søster Jazz, så de havde tilsammen 8 minutter i ringen. Hero virkede træt og derfor lidt mere sensitiv end han plejer at være, men vi havde god træning og jeg havde fået en vigtig information om, at han havde brug for ro og hvile inden han skulle konkurrere et par dage senere. Heldigvis elsker Hero at være i bilen og Helles bil er lige så god som hans egen, så jeg ved hvad jeg skal gøre for at hjælpe ham – ud i bilen og få en lur.

DSC_0060lys

Gollum delte ring med Louises Billie og havde derfor også 8 minutter. Også han gik sit program igennem med massere af leg og belønning.

DSC_0159lys

Rigtig fin træning med begge hunde.

Kl. 17 skulle Wave træne. Hun var i løbetid og skulle derfor ind til sidst. Da hun var færdig, var der briefing og så var det tid til at gøre klar til Åbningsceremonien. Hold da op – tiden flyver, når man er i godt selskab (og har travlt).

DSC_0208lys

Team Denmark

DSC_0210lys

Indmarch

DSC_0220lys

Team Denmark med Helle i spidsen

DSC_0576lys

Dannebrog på vej ind

DSC_0605lys

Vi ligner nogen, der keder sig lidt under talerne 😀

DSC_0245lys

Så skydes OEC i gang!

Åbningsceremonien var rigtig fin. Den blev holdt på to sprog – tysk og engelsk og det gjorde at talerne virkede lidt langtrukne, fordi det samme blev sagt 2 gange. Men ellers var der sørget for, at vi alle fik en lille smagsprøve på landets traditioner.

 

Der var alpehorn og flag-kastere som underholdning.

Og den schweisiske national-race Berner Sennenhunden lavede opvisning.

Efter åbningen samledes holdet i vores lejr og åbnede held og lykke kort og gaver. Tusind tak til alle, der sendte gaver og kort med til os. De blev modtaget med glæde.

DSC_0171lys

Lejren pyntes op

DSC_0172lys

Fine OEC flag i gave fra Liv

DSC_0004lys

Maskotten Holger var med

DSC_0039lys

Biscuit ser lidt opgivende ud

DSC_0292.JPG

Held og lykke kort og gaver

Holdet spiste aftensmad sammen i hallen. Det virkede som en nem og billig løsning. Aftensmad og drikke kostede ca. 120 kr og den blev serveret uden ventetid… MEN! Halvdelen af holdet havde ondt i maven om natten, så den succes vovede vi ikke at gentage!

Fredag 

Fredag morgen startede Helle og jeg med morgenmad kl. 6.30. Jeg skulle i ringen kl. lidt i 9, så vi var de første, der forlod hotellet. Jeg tog Gollum med op i venteområdet med det samme. Tiden fløj afsted og det varede ikke ret længe før resten af holdet dukkede op og vi skulle ned til opvarmning. Sidsel og Helle gik med. Jeg sad sammen med Sidsel uden for opvarmningen inden vi fik lov til at komme ind og vi talte om det her med ‘at nyde oplevelsen’. Lige i det øjeblik, var det faktisk ikke en nydelse. Jeg ved ikke helt hvad det er med de der mesterskaber. De 4 minutter i ringen bliver uhyggeligt vigtige og tiden op til er ganske forfærdelige. Sommerfuglene flagre og man spekulerer på hvorfor man udsætter sig selv for det. Vi talte faktisk om, at det først var en nydelse bagefter, når det hele er overstået, men jeg bemærkede, at nerverne faldt helt til ro, så snart jeg begyndte at arbejde med Gollum. Der fik jeg det faktisk godt igen. Jeg tror ikke, at jeg vil sige, at det er en fest at være i ringen – jeg var koncentreret og fokuseret, men det var ikke ubehageligt, lige som det havde været at vente uden for.

Gollum arbejdede ikke så godt som til VM, men bedre end han har gjort til de fleste danske konkurrencer. Vi havde et enkelt link, der blev lidt usikkert, men ellers gik det rigtig godt.

Jeg var lidt skuffet, da jeg så at dommerne havde givet 22,44 points, men det viste sig senere, at det faktisk var en udmærket score. Det rakte til en 22. plads – 2 placeringer bedre end ved VM i et stærkere felt og Danmarks 2. bedste hund. Det kan jeg ikke tillade sig, at være utilfreds med.

Til gengæld bød resten af dagen på points-mæssige skuffelser.

Helle og Jazz var de næste danskere, der skulle i ringen. Jeg ventede back-stage for at tage imod Jazz, når hun kom ud, så jeg så dem kun på live streamen på min telefon, men det de lavede så rigtig godt ud. Ingen misforståelser og umiddelbart så deres positioner pæne og parallelle ud.

DSC_0072lys

Liv og Mango lavede deres livs program – det var så flot. Jeg har aldrig set dem så flyvende før. Jeg var overbevist om, at de ville få høje points – måske endda en finale-plads.

DSC_0163lys

Men ak! Hverken Mango eller Jazz blev belønnet for deres flotte programmer. Liv og Mango fik 20,XX og Helle med Jazz fik 21,XX (jeg kan ikke huske de præcise tal). Jeg var så skuffet på deres og holdets vegne. Hvis man går ind og har en dårlig performance, så er det skuffende, men alligevel ok, at pointene ikke er gode. Men både Liv og Helle gjorde det flot for holdet. Det var de-motiverende flere gange i træk at tro, at vi ville få gode points og så ikke få det alligevel.

Frokost pausen var lidt dramatisk. Både Sidsel og Liv havde ladet deres hunde blive hjemme på hotellet hos Jakob og Dennis (deres mænd) om formiddagen. De skulle først op sidst på dagen og ville hellere have hunde på deres værelser i Stettlen, hvor de kunne slappe af, end i hallen.

I frokost pausen kørte de tilbage på hotellet for at hente hunde – det næste vi hørte var, at Sidsel havde set et uheld, der spærrede vejen lige bag dem – de håbede, at Liv og Jakob også ville nå forbi, for Liv var den næste dansker, der skulle i ringen. Liv og Mango nåede heldigvis frem i tide – PHEW! – og som sagt, så lavede de en fantastisk performance.

Mens Liv og Sidsel var hjemme på hotellet efter hunde, gik vi andre en dejlig tur langs floden lige ved hallen. Mere dejlig for nogen end for andre – min tur var lidt anstrengende, fordi drengene hele tiden prøvede at trække min arm af og slæbe mig ned til vandet. De ville gerne bade 😀

20181012_124522lys

Stine, Helle, Jette, Sandie og jeg på tur med alle hundene

20181012_124055lys

20181012_130056lys

20181012_124047lys

DSC_0226lys

Gollum fik overtalt Sandie til en lille soppetur, men synes alligevel ikke, at det var så fantastisk, når Hero ikke kom med for at lege. Men Hero havde jo ikke været i ringen endnu, så han skulle ikke ned på stenene. Tænk hvis han skar poten eller trådte forkert!

20181012_123849lys

Nåh ja og så havde Hero i øvrigt også pludselig ret dårlig mave! Argh! Jeg lånte Canikur af Helle og fortsatte med Symbioflor i lange baner, da vi kom tilbage på hotellet.

Sidsel gik i ringen kl. 17. Hun var nok eneste dansker, der rent faktisk blev belønnet for deres flotte program. Hun gik ind på en foreløbig 4. plads og en plads i finalen.

Kort efter var der afslutning på heelwork dagen. En langtrukken ceremoni, som jeg godt kunne have ønsket anderledes. Ingen orkede at stå en time i ringen efter sådan en lang dag.

Aftensmaden spiste vi på hotellet – vi fandt den optimale løsning. Vi bestilte vores mad, så luftede vi hunde og fik slæbt bagage ind og efter ca. 30 – 45 minutter gik vi tilbage til restauranten og så passede det med, at maden blev serveret. Fredag og lørdag kunne man bestille pizza, så ingen klam tun-salat til mig! Meeeeen 200 kr. for en pizza + cola, så er den da også betalt.

Aftentur med hundene og så i seng.

Lørdag

Lørdag morgen lå morgenmaden i poser til Helle og jeg. Jeg skulle i ringen med Hero kl. 8.30 og jeg skulle nå at have make-up på og gå tur med Hero først. Vi kørte kl. 6, så vi nåede ikke at spise inden afgang.

Hero mave var heldigvis normal igen på morgeturen – phew!

Fremme i hallen lod jeg Hero ligge i bilen og gik selv op for at gøre klar. Helle hjalp mig med spøgelses make-up’en, der skal på af flere omgange. Jeg spiste morgenmad mellem hvert lag.

Da make-up’en var klar, hentede jeg Hero i bilen og gik en smuk morgentur med ham. Jeg mødte en del lokale hundeluftere og havde faktisk helt glemt, at jeg havde spøgelses-make-up på. Ikke så sært, at de holdt god afstand til Hero og jeg!

20181013_081859lys

Solopgang over floden

20181013_080926lys

Morgendis

Vi kom tilbage lige som jeg måtte gå ind i opvarmningsområdet. Igen var Helle og Sidsel der til at hjælpe. Jeg fik spøgelses-kostumet på og gik i gang med at varme op.

Ca. 4 minutter og så kom vi ind til selve ringen, hvor jeg satte min rekvisit ind og lavede lyd check. Jeg havde et par minutter mere med Hero inden vi blev inviteret ind i ringen og så gik det løs.

Hero var top sej. Han arbejdede så fint. Jeg kunne ikke være mere tilfreds med vores program – det var så godt!

DSC_0016lys

Den syd afrikanske dommer Kathy Clayton havde skrevet i sin dommer præsentation: “My hobby is singing, and performing on stage in amateur dramatics, so music choice and performance in a routine, is something that is important to me“, så jeg havde besluttet, at gå all in på performance i mit program. EM dommerne skulle få lov til at se verdens mest uhyggelige spøgelse! Og det fik de! Og den syd afrikanske dommer elskede det og gav mig points mellem 8,2 og 9,1. Desværre elskede den tyske dommer de ikke lige så meget. Hun gav mig 6 taller!

DSC_0038lys

DSC_0068lys

Resultatet var, at det danske hold endnu engang troede, at vi skulle fejre en flot præstation, men i stedet endte med at være skuffede over virkelig lave points.

Både Addi og Billie var top motiverede i ringen og lavede fantastiske programmer. De fik lidt højere points end Hero, men der var ingen rigtige gode points til de danske ekvipager. Vi var faktisk lidt overraskede og frustrerede over, at vi kunne blive ved med ikke at blive belønnet for det vi lavede. Hvad i alverden var det mon, at dommerne ville have?

DSC_0100lys

DSC_0170lys

I frokost pausen gik vi igen tur. Først gik Gollum en tur sammen med Choice. Vi lod dem løbe løs – første gang, at Gollum var uden snor i flere dage. F****k de var vilde! Men de nød det.

DSC_0112lys

Bagefter gik Mango og Biscuit en tur sammen – de var noget mere fornuftige ❤

Og til sidst gik jeg en tur alene med Hero – Liv var løbet tør for følgesvende 🙂

Jeg havde en skøn samtale med Marisol fra Argentina. Hendes hund kom over i dansker-lejren for at hilse på Biscuit og jeg spurgte hvordan det var gået i ringen. Hun svarede, at det var gået godt, men tilføjede så, at det slet ikke var gået som hun havde forventet. Jeg var lidt overrasket, for havde hun ikke forventet, at det ville gå godt? Da jeg spurgte ind til det, svarede hun med et stort smil “I thought I would be amazing!”.
Hvor er det fantastisk at kunne tage afsted til et mesterskab og være fuldstændig sikker på, at man vil gå ind i ringen og være ‘amazing’. Og når man så alligevel ikke er helt ‘amazing’, men at det alligevel går godt, så at kunne glæde sig over det og fortælle om det med strålende øjne. Sikke en energi og glæde, der kom af at tale med hende. Jeg smiler stadig, når jeg tænker på det.

Stine med Panda var sidste hund i ringen og de gjorde det super fint. Stine gik, ligesom jeg selv, all in på performance og Panda var i hopla. Men heller ikke de blev belønnet for deres præstation. Vi havde dog efterhånden vænnet os til det og tog det med et smil.

DSC_0214lys

Det var sjovt at gå rundt i hallen den dag. Tydeligvis havde mange set vores performance og kunnet lide den – flere lavede spøgelseslyde og spøgelsesfagter, når de mødte os – jeg kunne ikke lade være med at smile.

Jeg fik faktisk ikke set ret mange andre end danskerne om lørdagen. Jeg havde fået ondt i ryggen af de mange bænke uden ryglæn og de mange timer stående til briefinger og div. ceremonier i ringen. En stor del af lørdagen lå jeg på gulvet i lejren og hyggede med mine hunde. De synes vist at det var hyggeligt – jeg synes, at det var lidt træls.

20181013_160122lys

20181013_122212lys

20181012_152825lys

Biscuit og den svenske HTM mops Oggie

Biscuit hyggede også med Stine og Marks datter Ida. Han elsker børn, så han var begejstret.

Igen var der en lidt langtrukken afslutningsceremoni og derefter kørte vi tilbage til hotellet og bestilte mad på samme måde som dagen før – først bestilte vi, så klarede vi de små opgaver, der er når man kommer hjem og så passede det med, at maden blev serveret uden at vi havde spildt en masse tid på at sidde og vente på den meget lange leveringstid.

Hundelufte-tid og så sengetid!

Søndag

Søndag morgen var Helle og jeg for en gang skyld ikke de første, der forlod hotellet. Vi spiste morgenmad, pakkede bil og så kørte mod Münsingen. Vi opdagede, at man har solen i øjnene, når man kører den retning om morgenen… de tidligere dage, havde vi kørt i mørke, så der havde det ikke været et issue.

Om formiddagen nød vi de individuelle HTM finaler og efter frokost nød vi de individuelle freestyle finaler. I pausen luftede vi hunde.

20181014_105430lys

Gollum så HTM finalen sammen med mig

20181012_115002lys

Og Biscuit så freestyle finalen

20181013_163741lys

Skovtur i pausen

Da finalen sluttede, udnyttede vi ventetiden optimalt, så vi var færdige med at pakke vores ting i hallen inden vi gik til præmieoverrækkelse og afslutning kl. 14.30.

Mesterskabets store overraskelse kom ved præmieoverrækkelsen i HTM. Vi havde ikke regnet på vores placering. Vi havde gjort vores bedste, men havde jo også oplevet, at det ikke helt blev belønnet. Vi fulgte derfor med undren med i, at det ene hold blev kaldt op efter det andet… Vi begyndte hviskende, at diskutere hvordan vores endelige placering mon var blevet. Danmark blev nr. 4! Kun 0.5 points fra en podieplads! Den havde vi ikke lige set komme! Jeg tænker, at vores ansigtsudtryk på billedet her viser, hvordan vi havde det med det:

2498600432620799084

Kæmpe smil hele vejen rundt 🙂

Desværre havde freestyle holdet ikke helt samme succes – bedste danske ekvipage var Jette med Addi på en 32. plads og der var ikke rigtig nogen hold placering at prale af.

DSC_0239lys

Sidsel med Wave blev bedste danske HTM ekvipage med en 4. plads.

Arrangørene afsluttede med vanlige tysk præcision. På slaget 16 forlod samtlige ekvipager ringen og det danske hold samledes i lejren for at sige farvel og tak for godt sammenhold og en god oplevelse sammen. Vi blev lidt urolige for Jette, der ikke var at se nogen steder, men til sidst konkluderede vi, at hun nok var kørt og der kom da også en besked fra hende senere om, at det var tilfældet. Phew! Jeg ved ikke hvad jeg troede, at der kunne ske på et hundesports-sted, hvor der vrimler med mennesker, men det var alligevel rart at blive bekræftiget i, at de var ok.

page2

OEC præmier og souvenirs

Helle og jeg pakkede bil i turbo fart – vi må efterhånden være eksperter i bil-tetris. Vi fik det hele ind – inkl. alt det ekstra foder, som jeg fik fra det japanske hold, fordi de ikke kunne have det med hjem i flyet.

Og så gik turen…. lige ud i kø-trafikken på de schweiziske moterveje! Vi kom ingen vejne! Vi skulle køre 500 km og det varede fra 17 – 23.30. Og for at gøre det perfekt, så var der pludselig en advarselslampe, der tændte i Helles bil. For hulan da!

20181014_232034lys

Vi ankom til hotellet i Alsfeld og efter en hurtig luftetur, var det direkte i seng.

DSC_0749lys

Hotellet i Alsfeld

Mandag

Jeg vågnede kl. 7.30 mandag morgen. Jeg gik morgentur med drengene og mødtes med Helle til morgenmad kl. 8.15. Da vi havde spist, pakkede vi bilen, gik en tur i den smukke gamle by og så kastede vi os ud på motorvejene igen.

DSC_0726lys
DSC_0739lys
DSC_0718lys

DSC_0730lys

DSC_0740lys

Det var den værste tur hjem! Vi holdt i kø den ene gang efter den anden. På et tidspunkt holdt vi stille med motoren slukket i over ½ time. Det var så træls. Helle var syg – ondt i halsen og snue. Det var ikke optimalt!

20181015_131905lys

Vi var lettede, da vi nåede færgen – samtidig med Louise og Henrik og Snauzerne faktisk.

20181015_180928lys

Solnedgang fra færgen

Kl. 21 var vi hos Helle og kl. 22 var jeg hjemme hos mig selv. Den sidste rejsedag var helt klart turens mindst succesfulde dag!

Tusind tak til det danske landshold for en dejlig tur med god stemning og opbakning til hinanden hele vejen rundt. Og tusind tak til alle, der støttede vores fundraising arrangementer og var med til at gøre turen økonomisk muligt.

DSC_0167lys

Det danske OEC landshold

En særlig tak til Helle og Sidsel, der var sammen med mig både da jeg skulle gøre Gollum og Hero klar til at gå i ringen og som ventede på mig, da jeg kom ud. Det er vigtige øjeblikke, som man gerne vil dele med nogen, der betyder noget for én. Og selvfølgelig en stor tak til Helle, som jeg rejste sammen med og som jeg delte hele oplevelsen med fra start til slut. Der blev grinet meget i bilen – mere på vej ud end på vej hjem 😉

Udgivet i Biscuit, Gollum, Konkurrence, Landshold | Skriv en kommentar

De sidste forberedelser og link til live streaming!

OEC18

Der er 4 dage til afgang mod Schweiz og Europamesterskaberne i dog dancing (OEC).

Jeg har faktisk haft lidt svært ved at bevare gejsten for det her OEC. Inden for vores sport er der en klar tendens til, at det er svært at få en rigtig god score, hvis man konkurrere mellem de første ca. 7 – 10 hunde ved et mesterskab. Så sent som ved VM i august så vi, at der blev givet markant højere points sidst på dagen i forhold til først på dagen. Det kan  være fordi de 10 sidste hunde, der ved en given konkurrence er voldsomt meget bedre end de 10 første, men det kan også være fordi dommerne skal bruge lidt tid på at finde deres niveau. Uanset hvad årsagen er, så er det et mønster og derfor røg min motivation drastisk, da jeg så OEC startlisterne og begge mine hunde lå mellem de 5 første startende på hver deres OEC dag. Ved VM trak Gollum også start nummer 3. Hvor stor er sandsynligheden for, at 3 ud af 4 mesterskabs-starter inden for et år, kommer til at ligge mellem de 5 første på dagen? Jeg er godt og grundigt træt af, at det er det vilkår jeg går ind i konkurrencen med.

-MEN jeg har også haft tid til at forholde mig til, at det er det vilkår, som jeg går ind i konkurrencen med. Jeg har studeret dommerlisten og er kommet frem til den erkendelse, at de fleste af dommerne er rigtig erfarne. Jeg tror på, at man med erfaringen får en klarere holdning til hvad der er godt og hvad der er mindre godt. Det vil forhåbentlig være med til at sikre et ensartet niveau fra starten. Og så har det faktisk også hjulpet mig, at jeg har givet mig selv lov til at være ærgerlig og træt af det.

Følelserne er der og for mig har det slet ikke fungeret, at lade som om, at de ikke er der eller negligere hvad det har gjort ved mig. Til gengæld, så har det hjulpet, at lade dem være der, accepterer at de var der, føle dem og mærke dem og hæve mig op over dem og så komme til den erkendelse, at jeg ikke kan gøre noget ved mine startnumre og derfor kan jeg være sur og gnaven eller jeg kan leve med det og gå ind og gøre mit bedste og lade være med at bruge krudt på det, som jeg ikke kan gøre noget ved. Så det er lige nu min tilgang til OEC – jeg er rigtig ærgerlig over mine startnumre, men der er ikke noget, som jeg kan gøre ved det, så nu går jeg ind og sparker r** og så må jeg tro på, at dommerne gør det de skal.

Træning har haft top prioritet gennem de sidste 6 uger og helt ærligt, så er jeg ved at være mættet. Helt klar føler man sig nok aldrig, men – nu vil jeg gerne afsted og ind i ringen og vise hvad vi kan.

I sidste weekend mødtes vi med landsholdet til landsholdstræning. Det var super hyggeligt og også lidt mærkeligt, da vi skiltes, at sige “vi ses i Schweiz!”.

Ellers har drengene og jeg været i træningshallen næsten dagligt. Vi har haft god og målrettet træning.

Og jeg har mødtes med Helle nogle gange – bla. en dag i Stestrup, hvor vi tror, at underlaget ligner det underlag, der er i hallen i Schweiz.

DSC_0018lys

I weekenden skal vi pakke og så er der lige en arbejdsdag mandag – og så er vi ellers på vej!

Linket til live streamingen fra mesterskabet er endelig kommet – klik her, for at følge med!

Startrækkefølge og tidsplan kan findes her!

Next stop OEC og Schweiz!

Udgivet i Gollum, Hero, Landshold, Træning | Skriv en kommentar