Border Collie Klubbens Februar arrangement

Border Collie Klubben indtog Sorø Hallen i går! I den lille hal var der Begynder Udstilling og Rally Prøver og i den store ring var der LP om dagen og HTM om aftenen.

Jeg kørte hjemme fra kl. lidt i 7 og var i hallen 10 min. senere. Jeg havde kun Beat med mig. De andre hunde var tilmeldt HTM konkurrencen om aftenen, så de skulle ikke ligge i hallen hele dagen. Beats nye program er langt fra klar, så han var ikke tilmeldt.

Dagens første program punkt for mig var soignerings-undervisning i forbindelse med begynder udstillingen. Begynder udstillingen er en udstilling, som BCK afholder en gang om året. Det er en almindelig certifikat udstilling, der dog først starter efter frokost, så om formiddagen er der undervisning i soignering, ringtræning og dommeren fortæller lidt om hvad han kigger på, når han dømmer og forklarer nogle af de mest brugte fagudtryk, der bruges til at beskrive hundene.

Soingneringundervisning

Soigneringsundervisningen gik fint. Ca. 10 familier med deres hunde deltog og alle endte med at være klar og shinet op, til at gå i ringen senere.

Derefter tog Felicia over med ringtræning og jeg kunne køre hjem og hente Whisper, Biscuit og Beat.

Ingelise gjorde rent efter soigneringen mens Felicia underviste i ringtræning - en ekstra udfordring for hundene!

Jeg tilbragte eftermiddagen med at kigge på lydighed, gå tur med hundene og snakke med venner og bekendte. Hero fik også hilst på Chevy igen – den tæve, som forhåbentlig skal være mor til hans hvalpe engang i løbet af sommeren.

Lydigheden trak ud og det begyndte at være lidt nervepirrende i forhold til at nå vores HTM start tidspunkt kl. 17 og vi blev desværre også ½ time forsinkede…

Beat blev lidt søvning af alt det lydighed - Zzzzzzzz

Min første hund i ringen var Hero… Woooohoooo debut med ‘All For The Best’. Det havde jeg glædet mig meget til, men da jeg stod der, var det nu lidt nervepirrende.

Hero og jeg er stadig ved at lærer hinanden at kende i konkurrence sammenhæng. Jeg ved ikke helt hvordan han skal tackles endnu. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med at bare lade ham være ude og opleve inden han skal i ringen og jeg har haft rigtig dårlige erfaringer med bare at tage ham ud få minutter inden, men i går gjorde vi nok lidt for meget inden… Han var ude og gå sammen med fremmede hunde, som han skulle forholde sig til, han sad i hallen og så lydighed og hilste på folk og hunde og når han ikke var ude sammen med mig, så sad han i sit bur og kunne kigge ud på det hele. Jeg tror, at han var træt da vi gik i ringen. En træt Hero arbejder jo stadig og han var super i ringen. Tempoet var bare sat en lille tand ned og der var en tand mindre drive end jeg er vant til. Til gengæld var der heller ingen frustrede lyde, fordi hans ben ikke vil bevæge sig hurtigere end de kan – det kan nogen gang frustrere ham, at han ikke kan bevæge sig hurtigere end han kan. Vi missede et par tricks, men jeg kan se på videoen, at vi satte en slalom ind i stedet .

Alt i alt var jeg rigtig rigtig glad for vores debut og dommerne kunne heldigvis også lide programmet. Hero fik 27,5 points ud af 30 mulige og vandt klassen næsten 4 point foran nærmeste konkurrent.

Biscuit næst i Freestyle 3. Vi skulle lave ‘Its  A Hard Knock Life’ og da jeg tog ham ud af buret, var det lidt lige som i England for 3 uger siden. Han gøede, var over-gearet og så begejstret, at jeg ikke rigtigt kunne styre det. I England prøvede jeg at holde fast i vores sædvanlige opvarmnings rutiner og det gik ikke helt, så denne gang forsøgte jeg bare at spille bold med ham og leget, så han kunne krudte af. Det gik bedre. Han var glad og oplagt i ringen, men forholdsvis styrbar. Vores spand gik i stykker midt i ringen. Hanken røg af i den ene side… Stakkels børnehjemsbørn… Ikke nok med, at de skal gøre rent hele dagen, de har også defekte spande . Biscuit vandt klassen med 26,63 points – med 2½ point ned til nr. 2.

Skønne gamle Whisper. Han elsker at være i ringen og jeg elsker at være der sammen med ham. Tidligere i hans karriere, har jeg altid følt et vis pres, når jeg var i ringen med ham. Vi havde så meget at leve op til og så mange forventninger – mine og andres – at leve op til, men nu er han 12 år gammel, lidt stiv hist og pist og kroppen bevæger sig ikke mere så  hurtigt. Vi har kun et mål, når vi går i ringen – vi skal have det fantastisk sammen og nyde hvert sekund og det gør vi… I går resulterede det i et fint, flydende og afslappet Apollo 13 program og dommerne gav os 27 point og vi vandt klassen over 4 point foran 2. vinderen. Åhhhh dejlige gamle Whisper.

Da jeg havde været i ringen med Whisper, var der en kort pause og derefter skulle jeg dømme et par klasser, regne placeringer ud, gøre klar til og afholde præmieoverrækkelse…

Tusind tak til alle de dejlige mennesker i HTM verdenen for en skøn aften. Sikke mange spændende nye programmer I havde med!  Og tak til mine drenge for 3 x 3½ – 4 skønne minutter i ringen

Hæsligt!

Mmmm sommetider går følelsen af at MÅTTE træne, fordi vi er tæt på en konkurrence eller opvisning, er ved at lærer noget nyt, skal have løst et problem ell. lign. foran sund fornuft… Sådan en dag var det i dag!

Ghetto-blasteren pakket ind i plastic!

Jeg havde planlagt, at vi i dag skulle træne for sidste gang inden konkurrencen på lørdag, så selv om jord og himmel stod i et med slud og storm og selv om underslaget var plettet med is, så skulle vi træne i dag, så vi kunne være klar til konkurrencen på lørdag!

SUK!

Hero trænede med fare for liv og lemmer. Hans tempo er ikke egnet til pludselige glatte områder, som får benene til at sprede sig mod alle 4 verdenshjørner som Bambi i Disneys Juleshow! Biscuit hadede vejret og gad bare ingen ting. Og jeg hadede at lægge/sætte mig i flere centimeter vand i begge programmer. Jorden er frossen, så blandingen af regn og slud trak ikke ned, så det føltes næsten som at sætte sig i en iskold swimmingpool! Beat gad ikke lægge sig i vandet. Han gjorde det, men med et frustreret ‘wruf’ hver gang, så vi kunne ikke træne hans krybe øvelse – men han nød at træne spring. Bare ikke for høje spring, hvis han nu gled på isen i landingen eller afsættet! Og Whisper turde jeg ikke belønne med bold. Hans gamle ben kan ikke holde til at glide!

Det var hæsligt!

Mmmmm sommetider er det bedre bare at tage en træningsfri dag!

SUK!

Sidste fælles-træning inden årets første konkurrence

Når der er koldt og vådt og mørkt og is-fyldt uden for, så kræver det selv-disciplin at komme ud og træne… Eller også kræver det, at man har jævnlige træningsaftaler med andre, så man er nødt til at få arbejdet på tingene mellem træningsdagene. Man kan jo ikke være den eneste, der kommer næste gang og slet ikke har gjort fremskridt!

Så Helle, Jette og jeg har mødtes jævnligt gennem vinteren, både for at motiverer hinanden, men også fordi der bare er rart, at have nogen at diskuterer træningsudfordringer og ideer med. I dag mødtes vi hos Helle. Hun har en træningshal, hvor vi kunne træne i ly for vind og sne, hvilket absolut var en fordel i dag.

Det var vores sidste fælles-træning inden årets første konkurrence, så de nye programmer skulle gerne ‘sidde lige i skabet’ i dag… Hmmm, det gjorde de nu ikke!

Første hund på banen var Whisper – super pålidelig, super præcis og super tændt. Dejligt. Han lavede et flot Apollo 13 program i England for 14 dage siden og han var også rigtig god i dag.

 

Jeg bliver altid i godt humør af at træne med Hero. Han er bare så glad og fyldt med energi og det smitter. Vi har debut med hans nye program i næste weekend og jeg glæder mig bare så meget. Ikke fordi træningen i dag var fejlfri og fik mig til at tænke, at vi er super klar, men fordi vores nye program er så sjovt at lave, at jeg bare glæder mig til at få lov til at lave det i en stor ring med kostume og det hele på. Det bliver så sjovt!

Heros søster Jazz er også klar til næste weekend. Hun er i løbetid, men det kunne man ikke mærke på hende i dag. Hun gik på med krum hals og elsker sit nyt HTM program. Helle og Jazz’ træning ser rigtig godt ud og Helle har det fedeste kostume klar! Jeg glæder mig til at se hende med det på!

Jette og Addi – hold da op hvor gør de fremskridt hver gang vi mødes! Jeg elsker deres nye program – musikken og koreografien! Glæd jer til på lørdag, hvor de har debut med det!

Biscuit startede på sit nye program i dag. Det er svært!!! og frustrerende!!! at skulle koreografere noget nyt. Jeg har en masse ideer, men tingene hænger ikke rigtigt sammen og Biscuit bliver træt af det hele, fordi jeg ikke ved hvad jeg vil og skal. Men det er en fase, som vi skal igennem… vi ved jo af erfaring, at der lige pludseligt dukker et program frem af alt det forvirrende rod.

Jeg arbejder stadig på at finde den rekvisit jeg skal bruge til Beats nye program og før jeg får den, er det svært at komme videre. Beat hygge-træner derfor i øjeblikket, men jeg er ved at være noget utålmodig for at komme rigtigt i gang nu.

Da alle hunde havde trænet, var det fest tid! Addi har fødselsdag i morgen, så hun havde taget rejer med, som hun delte ud til alle vennerne. Vi lavede en ordentlig søge-øvelse oppe på marken, hvor hele flokken søgte pølse-stykker og kæmpe Nordsø Rejer… Jooo, der er kræset for gæsterne – ren luksus når gravhunden holder fest!

Whisper’s Apollo 13

Foto: Allan Brown

Whisper arbejdede super flot ved konkurrencen i England i januar… Desværre var vores program 30 sek. for langt for klassen. Ups!

Læs mere her!

Hero’s HTM debut

I Sep. 2011 rejste jeg til England – for at holde ferie og for at deltage i en englske HTM konkurrence. Desværre opdagede jeg ca. 4 uger før afrejse, at Hero ikke var gammel nok til at stille op i Freestyle i England. Deres regler siger, at hunden skal være 18 mdr. før den må lave freestyle, men kun 12 mdr. for at stille op i HTM. Hero var 14 mdr. gammel.

Jeg kunne altså enten vælge at lave HTM med ham eller ikke at deltage med ham. Jeg tilmeldte ham i HTM og derefter fulgte 4 uger med frustration over pludselig at skulle lave noget helt andet med min unghund end jeg egentlig havde lyst til. Hero havde aldrig lavet noget seriøst heelwork og omstillingen var svær for os begge. Jeg var rigtig tit ved at give op og trække ham, fordi jeg ikke syntes, at det var fair mod ham. Der er rigtig stor forskel på at være en HTM hund og at være Freestyle hund!

Da vi tog hjemme fra, var det endnu ikke lykkedes os, at gennemføre programmet uden brug at legetøj og godbidder og den sidste træning i England op til konkurrencen, var ikke specielt lovende…

Til konkurrencen i ringen foran dommerne, faldt det hele imidlertid pludselig på plads. Flydende heelwork, velfungerende freestyle sekvenser og links der fik det hele til at hænge sammen… Hvis ikke man vidste bedre, kunne man næsten tro, at Hero var en heelwork hund

Såh her er den… Heros HTM debut… Nyd det, for det bliver nok det eneste HTM I får at se fra os foreløbigt

Nåh ja – og vores musik er selvfølgelig *Feet Of Flames*. Heros stambogsnavn er jo Littlethorn Feet Of Flames.

En rolig nat om bord

Morgen om bord på færgen

Mmmm gik i seng ved midnats-tid og blev vækket af vækkeuret kl. 7.30… I bad og så ned til hundene kl. 8.15.

Det var køligt på bil dækket, men ikke rigtigt koldt. Hundene har haft deres Back On Track dækkener på i nat – undtagen Biscuit, der ikke har et Back On Track dækken endnu, men han har et Hurtta og det skulle jo også være godt varmt. De så ikke ud som om, at de frøs. Faktisk virkede de glade og veloplagte, så det var dejligt.

Hundeguffere klar - tid til rejsens sidste luftetur

Den færge-medarbejder, der har stået for hundelufte-turene i går kl. 19 og her til morgen, har forelsket sig fuldstændigt i Biscuit. Hun kan slet ikke holde sig fra ham og synes at alt hvad han gør er bedårende. Og den slags tiltrækker jo Biscuit som en magnet, så han spiller også lidt ekstra op til hende… Vi har selvfølgelig snakket om hvorfor jeg har haft hundene med i England etc. så da vi havde gået rundt på dækket på en 20 minutters morgentur, fik Biscuit lov til at lave en lille opvisning for hende og de andre hundeluftere. Han var begejstret og skruede helt op for charmen .

I øvrigt insisterer samme færge-medarbejder på at tale engelsk til mig. Første gang vi var nede og lufte hunde, var der en engelsk mand med. Han havde ikke hund med på rejsen, men han havde to hunde, som han gerne ville have med til Danmark på ferie, så han spurgte ind til hvordan man gjorde og hvor svært det er. Jeg talte selvfølgelig engelsk til ham, men dansk til de danske/norske hundeluftere. -Men færge-damen har åbenbart bidt sig fast i, at jeg talte engelsk, for selv efter at vi i dag stod i en gruppe og jeg talte dansk til alle de andre hundeluftere, så tiltalte hun mig på engelsk, da vi blev alene igen…??? Jeg har en dansk bil med danske nummerplader…??? Jeg taler flydende dansk…??? Og når hun taler engelsk til mig, så svarer jeg på engelsk, så nu er det bare blevet pinligt, at fortælle hende, at jeg faktisk er dansk og taler dansk til dagligt… Men pyt… Vi er i land om 3 timer og så ser jeg hende formentlig ikke igen

På færgen mod Esbjerg

Mine kufferter har tendens til at eksplodere, når jeg er ude og rejse – så indholdet spredes i hele lokalet. -Og eksplosionen denne gang må have været særlig voldsom, for det virkede som om, at mine ting var spredt i hele huset!!!

Morgenen blev brugt på at lokalisere ejendele rundt omkring i Kath og Davids hjem og få dem proppet tilbage i kufferter og tasker, så jeg kunne pakke bil… det var tid til at starte hjem-rejsen.

Da bilen var pakket, tog Kath og jeg hundene med ud på en sidste gåtur i skoven. Det var en smuk og klar solskins dag, så det var en skøn gåtur og hundene nød at strække ud.

De sidste ting blev pakket i bilen og lige som jeg skulle til at køre, dukkede Karen også op for at sige farvel. Sikke en dejlig overraskelse. Jeg er sikker på, at hjem rejsen blev lidt bedre efter at have fået et farvel knus af både Kath og Karen .

Drengene i Harwich

Turen til Harwich gik flydende og forholdvis let. Jeg kørte i 2 timer, holdte en halv times pause, hvor hundene kunne komme ud af bilen og kørte de sidste 1½ time. Vi var fremme i perfekt tid til en gåtur i Harwich inden check-in.

Drengene med udsigten over Harwich i baggrunden

Vejrudsigten havde lovet sne i området omkring Harwich i dag, men vejret var fantastisk. Høj sol og ikke specielt koldt. Dejligt.

Vi kom tilbage fra gåturen da de første biler kørte gennem check-in, så vi fulgte efter… endnu en gåtur rundt på kajen inden hundene fik deres dækkener på, så de var klar til natten i bilen. Perfekt timing – jeg nåede lige at putte Biscuit tilbage i bilen med dækken på og så kørte vi ombord!

Biscuit sikrede sig, at vi kom godt gennem check-in...

Jeg har været nede og lufte hunde for første gang. Alt roligt og de så veltilfredse ud. Det skulle bliver en rigtig kold nat – ned til -17 grader i Danmark, men det virkede ikke koldt på bil dækket, så jeg tror de får en ok nat. Næste luftetur er kl. 23, så der kan jeg tjekke igen, at de har det godt inden natten…

Normalt bestiller jeg den billigst mulige kahyt på færgen, men denne gang ændrede jeg rejse-tidspunkt med kort varsel inden afrejse, så der var ikke flere billige kahytter på den afgang, som jeg ønskede, så jeg måtte betale lidt mere for en bedre kahyt. Woooohoooo totalt luksus… Jeg har en sofa! Og et vindue! Så nu vil jeg gå ned i kahytten og nyde min luksus med lidt TV inden det er hunde-lufte og derefter sengetid.

Der er sofa og det hele i kahytten! Og et vindue!

Jeg har fået en fantastisk sengevarmer i fødselsdagsgave af Kath og David og efter at have sovet med den i 3 dage, kunne jeg slet ikke leve med ikke at have den i nat, så den er kommet med op på færgen, så min seng kan være dejlig varm, når jeg har luftet hunde

England forsvinder bag os... udsigten fra vinduet i min kahyt, da vi sejlede ud af havnen i Harwich.

Godnat alle sammen!

Hjem-ad i morgen

Jeg sidder foran en dejlig varm brændeovnen med en kop lakrids the. Det er min sidste aften i England. I morgen går turen mod Harwich og videre til Esbjerg. Tiden er fløjet afsted og jeg har haft en fantastisk uge her.

Drengene på færgen

Jeg ankom til Harwich fredag middag. Efter en luftepause og lidt indkøb i Morrisons (supermarked), gik turen til Northhampton, hvor Mary Ann bor. Hun var i London for at optage en reklamefilm med sin puddle Twizzle, men hendes veninde Annette var kommet for at tage i mod i mig.

Det første vi gjorde da jeg ankom var, at tage alle hundene ud på en god gåtur. Annette har 4 små hunde, så Biscuit var i paradis – han var ikke den mindste!

En kop kaffe og en hyggelig sludder inden Mary Ann kom hjem og lavede et lækkert måltid mad til os alle. En super hyggelig eftermiddag og aften, der dog sluttede tidligt. Vi var i seng kl. 9. Både Mary Ann og jeg var udmattede – jeg efter rejsen og Mary Ann efter en lang dag i London.

Udmattede hunde oven på rejsen

Tidligt op lørdag morgen og afsted til Stoneleigh, hvor Crufts Semifinalen blev afholdt. Vi ankom tidligt, så drengene kunne komme ud og gå inden konkurrencen.

Jeg var vild med det her skilt... normalt er det hundene, der skal holdes under kontrol, så børnene kan gøre som det passer dem!

Whisper var første hund i ringen. WOW hvor var han sej. Han arbejdede helt fantastisk og var bare så på. Jeg er så stolt af ham og noget overrasket, da vores point kom og dommerne havde trukket 2 point hver fra vores samlede pointtal. Jeg diskuterede med de omkring siddende, hvad jeg mon havde gjort, som kunne trække så meget ned… da speakeren meddelet ’30 seconds overrun’! Argh!!!!!!!! Whisper er i Intermediate Class i England og må kun bruge 3½ minut i ringen. Vores program er 4 minutter langt, fordi vi normalt konkurrere i kl. 3 i Danmark. Vores tidligere kl. 3 program (Ratatouille) var kun 3½ min. langt, så det har aldrig været et problem og derfor havde jeg slet ikke tænkt over, at Apollo ville være det. Ups! Vi blev nr. 5 i klassen, hvilket er helt fantastisk når man tænker på, at vi mistede 2 ud af 3o mulige point på en tåbelig handler-fejl.

Foto: Allan Brown

Biscuit var bare så tændt og glad i ringen. Jeg var faktisk ikke utilfreds. Der var fejl i vores performance, men jeg synes at vi kom ok gennem programmet. Biscuit gøede noget og det koster i England, men det er også et tegn på, at han er rigtig glad og motiveret, så det kan jeg ikke være ked af. Alt i alt var jeg nok lidt skuffet over vores point, men sådan er spillets regler. Når man tilmelder en konkurrence, så beder man om dommernes vurdering og må accepterer den, hvad end den er… Ingen Crufts for os i år, men jeg nød at være i ringen med min super motiverede og glade lille sheltie.

Foto: Allan Brown

Hero er i Novice Class i England og kunne derfor ikke konkurrere ved denne konkurrence, men vi trænede en del og han var super sej. Jeg glæder mig til at have debut med hans nye program. Beat stillede heller ikke op, så han måtte også nøjes med træning i hallen.

Mary Ann og Annette tog imod os, da vi kom tilbage til Northhampton. Mary Ann havde en lækker middag klar til os og vi snakkede dagen igennem og hyggede os. Der blev grinet meget. Vi holdt ud til kl. 22 og så var det på hovedet i seng.

Hero med en æske Heroes, som Annette gav os

Søndag morgen var det igen tidligt op. Hundene ud på en gåtur og afsted til Hackleton Village, hvor jeg skulle undervise ved den sidste af den triologi af træningsdage, som vi satte i gang for 1½ år siden. Den første var om fortolkning, den næste om udførelse og denne gang var det om indhold og sværhedsgrad. Det har været så fedt, at arbejde alle 3 sektioner grundigt igennem for at kunne undervise i dem. Det har givet mig et grundigt indblik i den engelske regler og været en fed udfordring.

Der var 12 handlere med hunde og 7 tilskuere uden hund. Det var en herlig gruppe at arbejde med. Alle kastede sig ud i opgaverne med entusiasme og alle hunde kunne enes, så der var ikke noget med at skulle passe på og være forsigtige med ikke at komme for tæt på hinanden. Jeg underviste fra kl. 9 – 17 og oven på rejsen og konkurrencen var jeg træt, men selv om det til tider føltes som en lang dag, så gik det hele alligevel ret smertefrit og jeg var tilfreds med hvordan det hele forløb. Deltagere og arrangørere var glade og før jeg vidste af det, var det tid til at sige tak for i dag.

Selv om jeg nyder Mary Ann og Annettes selskab, så må jeg indrømme, at jeg under middagen søndag aften længtes efter min seng. Hold da op, hvor var jeg træt!

Mary Ann's Tico - han er et barnebarn til Robbie, men det vidste vi ikke, da Mary Ann og jeg lærte hinanden at kende. Et rent tilfælde, at vi er 'familie'.

Mandag morgen – dag 2 i Hackleton. Mandagen stod på privat-undervisning. 7 handlere kom med forskellige problemer eller emner, som de gerne ville have hjælp med. Mange ville gerne have hjælp med deres heelwork, andre havde freestyle moves der ikke fungerede eller de ønskede mere motivation. En enkelt ønskede koreografi-hjælp. Tiden fløj afsted. Det var fedt at få lov til at gå i dybden med de forskellige udfordringer og have tid til den enkelte handler.

Gordon Setter der arbejdede med at forbedre sin heelwork

En Border Collie, der gik ned i hyrdeposition hver gang de skulle lave heelwork...

- så vi begyndte at lærer ham en anden kropsposition...

Problemer med kravle-øvelsen

Ticos nye program skulle koreograferes

Skønne Disney arbejdede med opmærksomhed, udholdenhed og motivation

Jubiiii en sheltie!

Mmmm den her heelwork kunne godt være tættere!

Kl. 17.30 var det ‘fyraften’ og jeg kunne pakke sammen. Afgang mod Derbyshire. Trods trafik og mørke veje, var jeg fremme 1½ time senere og blev mødt af Kath og David. Ahhh – det føltes næsten som at komme hjem. Totalt afslappet for første gang siden jeg tog afsted hjemme fra. Pudsigt nok, for aftenen var egentlig ikke særlig afslappet. Jeg var dårligt kommet ind af døren, før Kath og jeg tog afsted til hvalpetræning med Kaths unge hund Denby.

Denby

Kath og jeg stod uden for træningshallen og ventede på, at holdet før Denbys skulle blive færdig. Vi stod op små-sludrede om stort og småt siden sidst vi sås, da damen ved siden af mig pludselig udbrød ‘Emmy! Hvad laver du her?!’. Rachel Spencer var der med Woody for at træne på samme hold som Kath! Sikke en overraskelse! Rachel er en af mine venner, som jeg har mødt hos Heros opdrætter Bob. Hun har været i Danmark et par gange og Helle og jeg har været på besøg hos hende og hendes familie. Hendes hund Woody er fra samme kuld som Helles Doggie. Det var skønt at se hende igen og vi brugte aftenen til at blive ajourført om hinandens liv indimellem at Woody lavede sin øvelser og jeg fik set Denby arbejde. Skøn aften!

Og jeg fik den bedste for-tidligt-fødselsdagsgave. En elektrisk sengevarmer! Den varmer sengen op inden jeg går i seng og varmer hele natten, hvis jeg ønsker det! Wooooooooohooooooooooooo! Jeg fryser altid, så jeg er totalt vild med den! Den er så fed!

Tirsdag morgen stod den på timevis af træning for Kath og jeg. Herligt! På vejen hjem var vi i Tesco – min favorit forretning i England. Hjem for at lave mad inden Karen og Allan kom til middag. Tiden fløj afsted.

Kath og Amber

Biscuit, Hero, Beat og Whisper på en lille gåtur efter træningen

Onsdag var ikke meget anderledes. Træning om morgenen/formiddagen, en gåtur i skoven om eftermiddagen og middag hos Karen og Allan om aftenen.

Denby

Torsdag – tidligt op og træne hundene. Jeg har fundet ny musik til Biscuit, så nu glæder jeg mig vildt til at komme igang med at træne en ny koreografi. Ihhh det bliver så spændende!

Whisper holder øje med Ambers træning

Tesco på vejen hjem – jeg skulle købe gaver med hjem til mine nevøer .

I eftermiddag har vi koreograferet nyt program til den ene af Kaths hunde og i aften står den på TV og hygge. Mmmm det lykkedes mig godt nok at vælte en hel kop the ud over I-pods og stereo anlæg, men bortset var det, så har det været en dejlig afslappende aften.

Jeg har nydt hvert sekundt af min uge her i England. Og det bedste har været, at Beat har tacklet turen helt fantastisk. Tidligere har han ikke spist, når vi var væk hjemme fra, men denne gang, har han spist op hver aften. Det lader til, at han bliver bedre til at rejse. Dejligt!

Hero

Afgang mod England

Hazyland drengene er lige blevet luftet. Vi havde bildækket helt for os selv. Det har vi haft på alle vores lufteture her på færgen. Mærkeligt, for der er andre hunde om bord, men deres ejere ved måske ikke, at de kan komme ned og lufte undervejs?

Vi er på vej til England og befinder os lige nu på færgen mellem Esbjerg og Harwich.

Vi startede hjemme fra i går ved 12 tiden. Turen til Esbjerg blev kørt i et stræk uden nogen pauser undervejs. 2½ time tog det. Vel fremme gik hundene og jeg en lang tur i Esbjerg. Når Helle og jeg har været i England sammen, er vi altid gået ned mod havnen, når vi luftede hunde, men i går prøvede jeg, at gå den anden vej og det var en succes. Vi fandt et lille sti system, hvor der var græs og buske og meget bedre luftemuligheder end der hvor vi plejer at gå.

Vi gik en times tid i bidende kulde. Derefter var det tid til at checke ind. Lidt spændende, for det er første gang vi rejser under de nye regler, så der var lidt kriller i maven – mon vi havde gjort det rigtigt nok?!

Vi gik endnu en halv times tid rundt på området omkring færgen. Tilbage i bilen for at få varmen og så endnu 15 minutters luftetur lige inden vi kørte om bord.

På bil dækket kom vi til at holde lige ved siden af en norsk dame med 3 slædehunde og en kat. Hun havde lejet sit hus i Norge ud og flyttede til Skotland for at arbejde. Det var en livslang drøm for hende, at bo i Skotland, så nu skulle det være. Spændende!

Aftenen på færgen var ikke nogen fornøjelse. Vejret var ikke godt og skibet kastede sig frem og tilbage. Jeg havde taget søsyge piller, så jeg blev ikke søsyg, men det var alligevel meget ubehageligt.

Hvis du undre dig over hvad dette er, så er det 3 hunde i en bunke. Whisper og Hero tæt ved siden af hinanden (sorte dækkener) og Biscuit sovende hen over deres bagdele (farvet dækken)

Kl. 19.3o lufteturen gik fint – hundene virkede tilfredse og glade. Mellem 19.30 og 23 så jeg fjernsyn. Jeg prøvede også at være lidt på nettet (WOW der er gratis internet på færgen nu), men det var så ubehageligt at sidde op i det dårlige vejr og den meget vippende færge, at jeg snart gik tilbage til kahytten og tog en power-nap indtil lidt i 23, hvor jeg skulle lufte hunde igen. Som nævnt, har jeg ikke set damen med slædehundene eller nogen af de andre hundeejere under vores lufteture. 18 timer er godt nok lang tid for hundene, hvis de slet ikke kommer ud. Især fordi den norske dame fodrede sine hunde lige inden hun forlod dem i går, da vi kom om bord.

Min kahyt

Lidt mere fjernsyn og en god nats søvn, op og i bad og ned og lufte hunde igen. De så ud til at have haft en god nat, så det var dejligt. Alle virkede rolige og afslappede.

Kl. 23 lufteturen

Nu skal jeg snart have morgenmad og efter planen skulle vi ramme England ved 13 tiden.

I morgen skal Whisper og Biscuit til konkurrence. Whisper i Intermediate HTM og Biscuit i Crufts Semi Finalen. Kryds fingre for os.

Sidste træning inden Semi Finalen

"You'll stay up till this dump shines like the top of the Chrysler building!"

På torsdag tager vi afsted til England. Biscuit er kvalificeret til Crufts Semi Finalen, der afholdes i Stoneleigh på lørdag. I morgen skal vi til dyrlæge og på onsdag er det pakke-dag, så formentlig var dagens træning den sidste inden konkurrencen.

Og heldigvis var det en god træning  - på trods af at det var meget svære forhold for lille Biscuit. Han eeeeeeelsker børn! Det er det bedste han ved og normalt kan han slet ikke bevare koncentrationen, hvis der er små børn rundt om ham, men i dag lå der is på vejen og samtlige af naboernes børn var ude og lege på ‘glidebanen’ lige ved siden af os. Trods det var Biscuit bare så fokuseret og tændt. Ikke en eneste gang stak han af, for at løbe hen og hilse på alle de fantastiske små lyserøde flyverdragter. Han elsker sit Annie program og det gør det bare så skønt at arbejde med det.

Legende børn er en udfordring for Biscuit og de var alle vegne rundt om os!

Border Collierne har det ikke nær så svært med børn som den lille blå og de var da også ret upåvirkede af deres leg. Super god træning for dem med alle de forstyrrelser.

Hero var fantastisk i dag. WOW WOW WOW! Vi trænede programmet igennem uden musik og med belønning for godt og hurtigt arbejde. Hvis der kom fejl rettede vi dem, så vi kom hele koreografien igennem med fokus på detaljer og flydende links. Vi havde det bare så sjovt og havde slet ikke lyst til at stoppe igen.

Beat øvede sig i at bakke hen mod børnene og forstyrrelserne uden at blive utryg selv om der var ‘gang i den’ bag ved ham. Det er ikke let at bakke hen mod noget, som man ikke er helt sikker på uden at vende sig om, men efterhånden, som det blev belønnet flere gange, blev han faktisk rigtig god til det og efter 10 – 15 minutter ignorerede han fuldstændigt alle de skrigende børn.

Whisper skal også konkurrere i England og han har – pga. et maveonde – haft 10 dages træningspause. Det er meget for Whisper. Han kører noget højt i de her dage, så vi gik Apollo 13 igennem uden musik. Stiller og roligt med lange stræk uden at skifte position og belønning for afslappet arbejde.  Det gør mig lidt anspændt at vide, at han nu får yderligere 4 dages pause og så skal han i konkurrence. Jeg håber, at jeg kan presse lidt små træningssessioner ind med ham undervejs, så han får afløb for sit behov for at arbejde. Ellers kan det være, at rejseoplevelserne hjælper lidt på hans overvældende entusiasme og behov for oplevelser.