Tirsdag d. 5.3.19
Jeg hentede Bodils bagage allerede mandag, så bilen var pakket og klar tirsdag morgen kl. 5, hvor der var afgang først mod Rødby, derefter Hoek van Holland og endelig National Exhibition Center og Crufts.
Bodil var min kollega indtil september sidste år, hvor hun gik på efterløn. Hun har før været med mig på Crufts og vi aftale i efteråret sidste år, at hun skulle med igen i år. Jeg er dog ikke sikker på andet end, at hun havde fortrudt lidt, da det gik op for hende, hvor tidligt vi skulle afsted 😉
Turen mod Rødby gik hurtigt og uden problemer… Bortset fra en lille misforståelse, hvor Bodil talte meget om de søsygepiller, som hun gerne ville have inden færgen og jeg blev ved med at svare, at det jo ikke nødvendigvis blæste lige så meget i Holland som i Danmark. Først da vi nærmest holdt ved færgen i Rødby, gik det op for mig, at det var den færge hun var bekymret for og ikke natfærgen fra Holland til England. Ups! Jeg havde slet ikke overvejet, at man kunne blive søsyg på Rødby – Puttgarten overfarten, men det kan Bodil åbenbart godt. Hovsa! Undskyld! 😀
Bortset fra en del vejarbejde, var turen ned gennem Tyskland meget fin. Vi stoppede ved Vitakraft Outlet Store og gik Shop Amok i godbidder og legetøj.
Vitakraft dyrene og Hazyland drengene
Vitakraft Outlet Store
Og så stoppede vi 200 km fra færgen for at få tanket diesel. Og ellers ankom vi til Hoek van Holland i god tid til en dejlig tur på stranden med hundene inden natten på færgen.
Bodil og jeg fik en kop kaffe på stranden – vi kunne sidde udenfor og drikke den. Skønt.
Gråspurvene holdt os ved selskab mens vi drak kaffe.
Hundene fik mad i bilen og Bodil og jeg fik dejlig pizza på en strand cafe.
Derefter nat-tissede hundene og så kørte vi til færgen.
Det er altid lidt nervepirrende, når hundenes pas skal tjekkes inden vi kører om bord. En lille fejl og så ville vi ikke kunne komme ind i England. Hjemturen ville nok føles lidt lang, hvis man bliver afvist ved grænsen! Men alt var ok og vi kunne køre om bord.
Vi sagde god nat til hundene i bilen og derefter sagde vi god nat til hinanden og gik i seng. Udmattede efter en lang rejsedag.
Onsdag d. 6.3.19
Tidligt op, et hurtigt brusebad i kahytten og derefter mødtes Bodil og jeg til morgenmad. Færgen ankomst planmæssigt til Harwich kl. 6.30 engelsk tid. Vi kørte fra borde og stoppede som sædvanligt ved Morrissons i Harwich, hvor vi luftede hunde, vekslede penge og fik købt ind til morgenmad og frokost mv. under vores ophold.
Jeg fik også shoppet gaver til især nevøerne samt godbidder til hundene.
Og så gik turen mod Linton. Gennem en masse trafik og vejarbejde. Øj, det var en lang tur!
Første stop i Linton, var i parken, hvor hundene blev luftet og derefter trænede vi. Det vigtigste var selvfølgelig Heros program – sidste træning inden Crufts! Og det var heldigvis rigtig god træning. Jeg havde en god følelse i maven, da jeg satte Hero tilbage i bilen.
Klar til træning
Regnvåd træning på en ret mudret bane-
En glad og veloplagt Hero
Og så lige lidt strækøvelser til at slutte af med. Hero var til check hos Rikke Wriedt lige inden afgang, så hendes arbejde skulle holdes godt ved lige undervejs. Hero skulle gerne være fuldstændig i hopla lørdag eftermiddag.
Men Gollum og Biscuit var også ved at eksplodere efter ca. 30 timers rejse, så de nød også at få lov til at krudte lidt af.
Gollum – heelwork
Og så lærte Gollum at gå baglæns op ad bakke… det er åbenbart svært 🙂
Biscuit puttede små glædes-hop ind i sin træning ❤
En glad sheltie, der trængte til at krudte af.
Slalom
Efter træningen gik vi lige en tur mere, for at skridte godt af og derefter kørte vi i 5 minutter til Heros opdrættere, Littlethorn Border Collies.
Vi tilbragte en super hyggelig eftermiddag sammen med Bob og Alison. Bob havde lavet lækker mad til os og vi fik selvfølgelig mødt Heros dejlige mor Jazz.
Littlethorn Jazz – Heros mor
Det var sent inden vi kom afsted til hotellet og selv om jeg ikke er bekymret over at køre i England – det har jeg efterhånden gjort så mange gange, at det ikke føles mærkeligt at køre i den forkerte side af vejen – så var det alligevel lidt uhyggeligt, at køre på små smalle veje i regnvejr og buldrende mørke. De modkørende biler føltes som om, at de var meget tæt på.
Men vi kom godt frem 🙂 – fik pakket ud og jeg gik aftentur med hundene langs kanalen – i regn og mudder.
Og endelig kunne vi komme ind og i seng efter endnu en meget lang dag.
Hundene nød at komme ud af bilen og ind på hotellet. Hero rullede og rullede på de bløde tæpper.
Torsdag d. 7.3.19
Torsdag morgen startede vi igen tidligt – søvn er for tøsedrenge 😉
Mudret morgentur langs kanalen og så afgang mod Crufts.
Udkørslen fra vores hotel er virkelig uhyggelig. Der er ingen flette-bane, så man kører direkte fra at holde stille og vente på et hul i trafikken og ind på en 2 sporet dual carrier way, hvor fartgrænsen er 113 km/timen. Bilerne kører lynhurtigt og trafikken er tæt. Det er så grænseoverskridende – især fordi jeg sidder i den forkerte side af bilen efter engelske forhold og derfor har mange blinde vinkler. Jeg kan ikke selv se den trafik, som jeg kører ud i, men må stole fuldstændigt på, at når Bodil siger ‘kør’, så er det faktisk forsvarligt at køre.
Men vi kom godt ud og godt frem til Birmingham, hvor vi også fandt en fin parkeringsplads uden for National Exhibition Center, hvor Crufts afholdes.
Vi luftede hunde – og jeg bemærkede, at Hero havde lidt tynd afføring, så jeg gav ham mælkesyre-bakterier-tabletter og krydsede fingre for, at de ville tage det… Hero blev i bilen for at slappe af og Gollum og Biscuit kom med ind i hallen.
Bodil med Gollum og Biscuit i bussen
Vi hoppede på en Shuttle Bus og før vi vidste af det, var vi fremme ved Crufts. Vi fandt et sted til vores bure og ting og derefter gik vi Shop Amok! Der er simpelthen ikke den ting, der ikke kan købes på Crufts. 5 store haller fyldt med stande og boder. Jeg tror ikke, at jeg har set det hele endnu. Det er for vildt. Der er mange ting, som vi også kender fra Danmark, men også mange engelske mærker og ting, som jeg ikke har set andre steder. Mange ting er virkelig dyre luksus varer, men der er også en del gode tilbud.
5 store haller fyldt med shopping muligheder:
Der er nok at vælge imellem:
Biscuit og Gollum hyggede sig på hver sin måde på Crufts – Gollum hilste på alle de fremmede hunde, som han overhovedet kunne komme i nærheden af og Biscuit hilste på så mange mennesker som muligt. Hver hund sine preferencer 😀
Ved 12 tiden efterlod vil Gollum og Biscuit i deres bur – de var udmattede af de mange indtryk, så det passede dem fint.
Bodil og jeg gik op i Arenaen for at se den engelske Freestyle Finale. Englands 10 bedste hunde i ringen – de havde vundet deres plads på Crufts ved først at kvalificere sig til semi-finalen ved at ved at være i top 2 ved en engelske konkurrence og derefter placere sig i top 10 ved semi-finalen, der afholdes i januar.
Konkurrencen kommenteres af Dave Ray og live streames til hele verden via YouTube. -Men det er selvfølgelig en hel anden oplevelse at være i hallen og opleve konkurrence live.
Inden Freestyle Finalen startede, var der en lille HTM opvisning med Ann De Rizzio i spidsen.
The Greatest Showman var populær musik på Crufts – først blev det brugt til denne opvisning, derefter brugte Lucy Heath det i den engelske finale og endelig brugte Lukas Pratschker det i den internationale finale.
Og så gik det løs….
Vinder blev Lucy Creek med Skiffle, der optrådte til Lord of the Dance, et irsk folke-danser inspireret program:
Nr. 2 Nicci Hindson med Elsa, der optrådte til musik fra Harry Potter:
Og 3. vinder Helen Dennis med Kara med Blues Brothers:
Straks efter konkurrence, pakkede Bodil og jeg sammen og gik ud til bilen.
Straks jeg låste bilen op, kunne jeg lugte, at vi havde et problem. På trods af, at Hero kun havde været i bilen i lidt over 4 timer, havde han ikke kunnet holde sig. ARGH! Stakkels fyr. Hans dårlige mave var ikke blevet bedre! Han blev luftet, skyllet i vand, fik flere mælke-syrer tabletter og bilen blev gjort rent. Sikke et projekt på en parkeringsplads i øs-regn uden andet end fugtigheds-servietter at gøre rent med! Og forholdsvis stressende med dårlig mave, når man bor på hotel med tæpper på gulvene og håber at skulle i ringen inden for ca. 48 timer!
Vi kørte mod National Memorial Arboretum, en mindepark til ære om alle de engelske soldater, der er faldet i en krig. Her mødtes vi med min veninde Karen Sykes til en kombineret catch-up, hunde-luftetur og sight-seeing. Vi gik en våd, men dejlig tur i smukke omgivelser. Parken var en rørende oplevelse. Der var monomenter til minde om alle de korps og mennesker, der har gjort en forskel i engelske krige; ambulanceførerne, dyrlægerne der behandlede de heste og hunde, der spillede en rolle især i 1. verdenkrig, de forskellige korps – alle tænkelige og utænkelige krigshelte var hædret.
Efter gåturen kørte vi til The Crown, en traditionel engelsk pub, og spiste aftensmad sammen. Derefter tog vi afsked med Karen og kørte tilbage til hotellet. Vi trængte til at komme tidligt i seng 😉
På vej til hotellet stoppede vi dog ved et lille supermarked og købte skånekost og yoghurt til Hero.
Fredag d. 8.3.19
Fredag morgen kørte vi igen mod Crufts.
Fredag var Border Collie dag, så dagens program var Border Collie udstilling, mere shopping og den engelske HTM finale.
Gollum fik lov til at komme med rundt i hallen, men Biscuit var træt og blev efterladt i sit bur mens vi andre shoppede.
Crufts er hårdt arbejde:
Jeg brugte de sidste af mine engelske kontanter på ProKolin mod dårlig mave – jeg gik all in for at få Heros mave klar inden lørdagens konkurrence.
Selv uden penge på lommen, så keder man sig ikke på Crufts…
Young Kennel Clubs soignerings-konkurrence
Richard Curtis med sit team fortæller om HTM og viser hvordan de træner.
Da jeg kom tilbage, fik Gollum en pause i buret og mens Bodil klarede sine indkøb, hyggede Biscuit og jeg med at se på border collie udstillingen.
Felicia udstillede sine to hunde og Alison udstillede Bubbles, så der var hele tiden nogen at heppe på 🙂
Alison med Bubbles
Felicia med Super
Felicia med Ace
Og de gjorde det godt. Både Bubbles og Felicias Super blev placeret i deres klasser.
Ved middags-tid var vi igen klar i Arenaen – vi skulle nyde den engelske HTM finale.
Vinder blev igen Lucy Creek med Skiffle, der denne gang optrådte med et Kuzak tema:
Nr. 2 blev Lucy Heath med Indy, der optrådte til musik fra musicalen Wicked:
Og på 3. pladsen min absolutte favorit; Caroline Garret med Fawkes. Jeg har sjældent set så præcist heelwork. WOW WOW WOW;
Eftermiddagen gik med at se på Border Collier og ved 15 tiden besluttede Bodil og jeg, at vi havde fået Crufts nok og vendte tilbage til bilen, hvor Heros mave heldigvis havde haft det bedre – ingen uheld denne dag.
Gollum i Shuttle Busen tilbage til Car Parken.
Vi forlod NEC og kørte ud i mylder-trafikken på vej ud af Birmingham. Vi blev dog ikke på de store veje ret længe, for vi havde aftalt, at finde noget engelsk landsby-idyl til dagens gåtur.
Det lykkedes til dels. Vi stoppede ved Dryton Bassett og så den fine lille kirke og derefter forsatte vi til Middleton Hall. Her kom vi desværre lige til lukketid, men vi fik set det ude fra og hundene fik strukket ben og gået en lille tur i området.
Dryton Bassett Kirke
Traditionelle gamle bygninger ved Middleton Hall
Middleton Hall
Den rigtige hundelufte-tur blev dog ‘hjemme’ ved kanalen uden for vores Travelodge, men det gjorde nu ikke noget, for det er et fint sted og gå tur.
Da vi kom tilbage fra gåturen, lavede jeg en kop kaffe og så hyggede jeg med at åbne de held og lykke gaver og kort, som jeg havde med hjemme fra og som jeg havde fået de første to dage på Crufts.
Åh så fint og dejligt at vide, at dem der hjemme havde tænkt på os og ønskede os det bedste.
Godbidder, legetøj, flotte kort og lækre ting til hund og ejer.
Og så startede aftenens store udfordring; at få pakket alle vores ting således at det, der ikke skulle bruges mere kunne komme i bunden af bilen, det vi skulle bruge på færgen i midten og det, der skulle bruges på Crufts kom øverst. Hold nu op, det tog virkelig lang tid!
Gollum kunne ikke mande sig op til at hjælpe med at pakke – Crufts er simpelthen for udmattende!
Det var sent inden vi blev helt færdige og kunne gå i seng.
Lørdag d. 9.3.19
Tidligt op og ud med hundene… Og YES YES YES!!! Hero lavede en lille l*** med helt almindelig fast konsistens!!!!!!!!!!! Phew!!!!!!!!!!!! Sikke en lettelse.
Kl. 5.30 mødtes Bodil og jeg med alt bagagen ude ved bilen og så fik vi ellers pakket. Det tog ½ time, så kl. 6 var vi klar til afgang.
Turen til NEC gik som en leg om lørdagen – meget mindre trafik end de øvrige dage. Konkurrence-udstyr, kostume og rekvisitter blev pakket i trækvognen og så med Shuttle Bus’en til hallen. Gollum og Biscuit kom med om morgenen, så ikke de skulle tilbringe hele dagen i bilen.
Godt at Hero havde fået hvilet mere end de to i dagene op til lørdagens konkurrence. Crufts er hårdt arbejde for hundene og efter 3 dage, var både Gollum og Biscuit lidt slidte. Hero havde tilbragt formiddagene i bilen, så han havde langt mere overskud og energi, da vi kom til lørdagen.
Vi fik ‘bygget lejr’ og derefter var det tid til at træne i Arenaen.
Camp Hazyland
Modsat mange af de andre deltagere, ville jeg ikke have Hero ind i ringen om morgenen. Han skulle gemme sin energi til senere. Men jeg ville gerne selv ind – både for lige at få ‘føling med ringen’ og for at planlægge mit program lidt. – Så Gollum kom med ind som stand-in for Hero og han nød det 🙂
De internationale handlere kunne træne i ringe fra 7.30 – 8.00
Gollum
Crufts ringen klæ’r ham ❤
Da jeg havde lavet lidt med ham, lyttede jeg til min musik, mens jeg gik rundt i ringen og planlagde placering af rekvisitter og tricks.
Efter træningen gik Bodil ud for at klare de sidste indkøb, mens jeg sad og hyggede med de andre internationale deltagere.
Gollum
Biscuit
Jeg fandt også den danske agility handler, Mette Berger, og den danske junior handler, Camille Saugmann Ørbæk, for at ønske dem held og lykke og give dem en lille held og lykke gave, som det er tradition i vores sport.
Mette og Lady løb 2 fejlfrie løb til Crufts. Det var fantastisk at få lov til at dele deres glæde med dem.
Kl. 10 gik jeg ud i bilen med Gollum og Biscuit og tog Hero med tilbage ind i hallen. Vi gik fra car park’en og til hallen, så Hero blev luftet godt på vejen. Maven var heldigvis stadig i orden. Phew!
En god gåtur uden for NEC
Og så er vi her!
Der var så mange mennesker i hallen, da vi kom tilbage, men Bodil gik på den ene side af Hero og jeg gik på den anden, så han var lidt skærmet mod mylderet. Lørdag på Crufts er virkelig overvældende.
Da vi kom ind til vore ‘lejr’ blev Hero installeret og derefter var der tid til at snakke med de øvrige deltagere og udveksle held og lykke gaver.
Lisa (Sverige) og jeg stod lidt sammen og kiggede ud i Arenaen og så på alle de tilskuere, der var der. Vi talte om, hvor vild en ring det er, at få lov til at optræde i og hvor fantastisk, at der sidder mange tusind mennesker, der hepper på én og nyder ens optræden. Vi var enige om, at vi måtte huske at nyde det.
Ringen set fra ‘vores’ hjørne
Kl. 12 var der briefing og derefter gik jeg ud for at skifte tøj.
Hero blev lidt urolig i sit bur og når man lige har haft et par døgn med dårlig mave, så bliver man lidt touchy, når hunden rør’ på sig! Jeg tog ham ud for at sikre, at han ikke ‘havde et uheld’ i ringen. Han skulle nu ikke rigtigt noget, men ‘better safe than sorry’. Og der var en masse Crufts gæster, der fik sig en ekstra oplevelse, da de mødte Flintstones på gåtur med en border collie 😉 Der var en hel del, der stoppede op og tog billeder med deres telefoner 😀
Før jeg vidste af det, var klokken 13 og konkurrencen gik i gang.
Jeg satte mig sammen med Hero og zoomede lidt ud mens de første deltagere var i ringen. Jeg havde start nummer 12, så jeg havde god tid, før jeg skulle varme op. Jeg så ikke på stor-skærmen og jeg lyttede ikke til musikken. Jeg var bare i mig selv.
Da Lucy Creek gik i ringen som nr. 7, for at repræsentere England, så tog jeg Hero ud og begyndte at varme op. Hero virkede rolig og afslappet. Han hvilede i sig selv og efter ca. 10 minutter, besluttede jeg, at vi ikke behøvede lave mere. Derefter satte vi os bare sammen og hyggede.
Lukas Pratschker fra Østrig var i ringen lige før Hero og jeg. Da han gik ind, lavede Hero og jeg nogle af vores favorit tricks og legede med bold. Efter knap 4 minutter kom Lukas ud bagved igen og jeg skulle sætte mine rekvisitter i ringen.
Jeg efterlod Hero hos Bodil og gik selv ind i Arenaen, for at sætte rekvisitter hvor de skulle være. Michelle Dodson var sammen med mig og bar en del af rekvistterne. De måtte ikke være i mit farvestrålende net, både fordi nettet ikke var pænt nok til at komme ind i ringen og fordi der stod Haribo på og der må ikke være reklamer i Arenaen.
Ud igen, hvor Bodil stod klar med en bold og godbidder – Hero og jeg legede bold i få sekunder og derefter byttede vi med godbidderne og Bodil fik bolden. Hero og jeg gik ud i buen ind til ringen og så var det pludselig nu!
Jeg har aldrig været så rolig og afslappet til Crufts før. Jeg tror, at det skyldes to ting; Hero havde haft dårlig mave i flere dage og jeg vidste faktisk ikke helt om han ville blive frisk nok til at konkurrere. Det er svært både at være bange for ikke at komme i ringe og være bange for at komme i ringe på samme tid. Så da vi gik ind i ringen sammen, så var det ikke skræmmende eller nervepirrende. Det var bare fantastisk.
Lisa og jeg havde netop stået og nydt at se på publikum og den flotte ring. Vi havde mindet hinanden om, hvor fed en ring det er, at få lov til at optræde i. Den tanke fulgte mig ind i ringen.
Så jeg havde 4 fantastiske minutter i Arenaen. Publikum grinede og awww’ed på de rigtig tidspunkter og jeg kunne mærke, at de var begejstrede. Og Hero var bare så sej. Han arbejdede fuldstændig fantastisk flot. Ingen stress – bare glæde og energi. Det var den bedste følelse og jeg var skuffet da musikken stoppede og det var overstået.
Da jeg kom ud af ringen, fik Hero sin bold og vi legede og havde det skønt sammen. Min sinds-stemning var ‘underlig’. Jeg var jublende glad og ved at græde på samme tid. Alt for hurtigt, var jeg nødt til at sætte Hero i bur og gå ind i Arenaen igen til præmieoverrækkelse.
Vinder blev Lucy Creek fra England for 3. dag i træk:
2. vinder blev Alena Smolíková med et Kong-Fu Panda program;
Og på 3. pladsen stod Lukas Pratschker, der havde optrådt til The Greatest Showman;
Efter præmie-overrækkelsen, skulle der tages billeder og derefter gik jeg ud for at skifte tøj igen. Jeg blev mødt af Hilary, der roste mit program til skyerne og min telefon bimlede og bamlede med lykønskninger. Tusind tak til alle jer der skrev. Det betød så meget for mig og glædede mig virkelig meget.
Og så var det tid til at pakke sammen igen.
Vi gik ud til bilen af to omgange og kl. 16 var vi klar til afgang!
Next stop Harwich! Men ikke før jeg havde fået en burger på Burger King. Jeg var vildt sulten og trængte så meget til noget klamt fast food.
Turen mod Harwich gik fint bortset fra en lille diskussion med GPSen, der ville en anden vej end jeg. Den endte med at vinde, for den nægtede at beregne en ny rute.
I Harwich købte jeg juice og yoghurt til min aftenmad i Morrissons. Hundene fik mad og vi gik en aften-luftetur.
Og så var det tid til at køre om bord på færgen. Hold nu op, hvor var jeg træt, da jeg nåede der til! Jeg var træt, men alligevel ikke helt klar til at gå i seng, så jeg sad lidt oppe på dæk 9 (hvor der er Wi-Fi) og surfede på facebook inden jeg gik i bad og så i seng.
Søndag d. 10.3.19
Færgen ankom ca. 1 timer forsinket til Holland.
Holland i sigte
Bodil og jeg havde spist morgenmad om bord, så første stop var stranden, hvor hundene fik lov til at løbe og strække ud oven på den lange nat i bilen.
Hero, Gollum og Biscuit
Bodil og jeg købte en kop kaffe hver og derefter var der meget få stop undervejs!
Første stop kom efter 300 km, hvor vi havde brug for diesel. Og næste stop kom i Puttgarden, hvor vi skulle med færgen.
Hero og Biscuit på færgen
Gollum
Aftensmad i bilen på færgen
Sidste stop var i Sorø, hvor Bodil skulle af. Og så nåede jeg lige 30 minutter i skoven med hundene i det sidste dagslys!
Tak til Bodil for hyggeligt selskab på turen og for hjælpen på konkurrence-dagen. Og tak til alle jer, der sendte beskeder, kort, gaver og meget mere både før og efter vores performance…. Det betyder mere end i kan tænke jer.
Jeg er mega glad og stolt over vores Crufts performance. Vi kunne ikke have gjort det meget bedre. Crufts 2o19 har været en skøn oplevelse!
Heros program starter 5 timer 40 minutter og 40 sekunder inde i denne video:
Dog Dancing Dagbog 