Crufts 2018 – Den Internationale Freestyle

 

20180310_133105lille

Morgenen startede temmelig hektisk. Jeg fik luftet hunde, men glemte at spise morgenmad og skiftede tøj 100 gange, fordi jeg ikke helt kunne bestemme mig for hvad jeg ville have på.

Afgang fra Travelodge lidt over 6 og ankomst lidt i 7. Hero fik lov til at slappe af i bilen og Gollum blev stand in for ham i Arenaen til morgens opvarmning.

20180310_073322

Golbert i The Arena

Jeg gik mit program flere gange uden hund, for at være sikke på, hvor jeg skulle placere spøgelseshuset og i hvilken retning jeg skulle bevæge mig, men jeg tror, at jeg går hurtigere uden hund, for ringen virkede alt for lille!

Kimmie sad med Gollum, mens jeg øvede mig i at finde rundt i Arenaen og hvis I tænker, at hendes arme er længere end de plejer at være, når I ser hende næste gang, så skyldes det Gollums forsøg på at komme ud og hjælpe mig 😀

Og han fik lov – han hjalp mig med at teste underlag – det er godt, at han nu har lært at lave de høje spring, som Hero også laver…. han kunne fint hjælpe mig med at sikre mig, at underlaget var lige så skrid-sikkert, som det plejer at være og at Hero ville lande sikkert efter sine spring.

Som tilskuer, var det skuffende ikke at kunne komme hen til deltagerene og ønske held og lykke pga. de nye forhold for hunde og handlere. Læs her! Som deltager var det endnu værre. Formiddagen inden den Internationale Freestyle plejer at være hyggelig – venner fra hele verden kommer forbi og ønsker held og lykke og får en lille sludder. Man pynter bænkene blev flag og kort og det ser super festligt ud.

I år sad vi i et lille mørkt indelukke. Man gad ikke rigtigt pynte op, for der var ingen til at se det. Der var varmt pga. spotlights inde fra Arenaen og enormt meget støj hele tiden. Alting stod tæt og man skulle tæt forbi mange hunde lige meget hvad vej man prøvede at gå. Der var ikke rigtigt plads til at sidde og hygge sig og iøvrigt ikke rigtigt nogen at hygge med, for de fleste internationale deltagere tog deres hunde med tilbage til hotellet, for ikke have have dem i de hektiske omgivelser og de udenlandske venner kunne ikke komme ind.

Det lykkedes mig at sige hej til Corinne fra Frankrig, fordi hun skrev til mig og vi fik lavet en aftale om at mødes og jeg fik hilst på en enkelt engelske veninde, der også skrev. Ellers hyggede jeg mest med Karen, der havde lovet at hjælpe mig med de ting jeg havde brug for i løbet af dagen.

Det var skuffende forhold og slet ikke så stemningsfyldt som de ellers altid har været.

Kimmie gik op i Arenaen for at kigge på nogen af de opvisninger og konkurrencer der var og jeg gik i gang med at få styr på make-up’en. Da Helle og jeg testede make-up’en, tog det næsten 1½ time at få pænt, så jeg ville gerne have god tid. Karen gik med mig ind i omklædningsrummet og der brugte vi laaaang tid på at få et til at se bare nogenlunde ud.

Jeg var utålmodig og irriteret. Karen var den perfekte Helle-clon og insisterede på, at der ikke måtte være striber og pletter. Hun lød fuldstændig lige så irriterende som Helle 😀

Efter 45 minutter besluttede vi at lade det tørre og så lægge et nyt lag på. Vi gik ud for at hente Hero…. og lad mig bare sige, at folk kigger ret meget, når man kommer gennem Car Park West med spøgelses-makeup i ansigtet!

Hero kom ind gennem et vanvittigt menneskemylder og fik lige tid til at sunde sig og finde sig til rette i sit bur og derefter gik Karen og jeg tilbage til omklædningsrummet og fik lagt det sidste lag make-up. Og det blev mega godt! Woooohoooo!

20180310_120459lille

På vej tilbage til bænkene, mødte vi Kimmie, der havde været nede og finde Heros opdrættere Bob og Alison – men Bob ville ikke have et knus 😀

Den eneste fordel ved, at bænkene var helt oppe ved Arenaen var, at Hero kunne blive i sit bur lige indtil, at vi skulle varme op.

Jeg havde den mærkeligste opvarmning ever. Jeg kunne slet ikke mærke Hero. Han var ‘rolig’. Hero er sjældent rolig – han er som regel meget lidt rolig. Jeg spekulererede igen på, om det var stilhed før stormen…

Karen var fantastisk at have med som hjælper. Hun var parat med godbidder og hvad jeg ellers skulle bruge og var super opmærksom på mine behov. Jeg kunne ikke for en bedre back-stage hjælper. Og det bedste kompliment, som jeg kunne give hende var, at hun jo ikke var Helle, men at hun var en ‘close 2nd’ og selv om det ikke lyder at meget, så var det ment som et kæmpe kompliment.

Tiden fløj afsted og pludselig skulle vi i ringen. Det er vigtigt for Crufts teamet, at alting i Arenaen kører som et urværk. Ingen ventetid – alle skal være klar til tiden, så ikke publikum ser en tom Arena. Det er vigtig for mig, at alting foregår som det plejer for Hero, så han ikke kegler ud i ringen. Disse to behov kolliderer lidt, men jeg stod fast og selv om jeg var hurtig, så kørte jeg Heros ritualer igennem fuldstændig som ved en dansk konkurrence.

DSC_0016lille

Og vi gik i ringen. Og Hero var rolig og kontrolleret. Og der var så godt som ingen gøen. Desværre var der også 2 ret tydelige fejl – han missede sin back-up og han skulle have et ekstra forsøg for at komme i gang med sin halten. Den slags, ved man jo godt, at der ikke er råd til, i konkurrence med verdens dygtigste, så selv om jeg var mega glad for Heros indsats, så var jeg skuffet over vores to fejl.

Det vildeste var, at da jeg var på vej ud af en Arena, hvor der er ca. 8000 tilskuere, så var der en stemme, der gik klart igennem…. der var slet ingen tvivl. Kåre var i England til Crufts og jeg kunne høre hans heppen gennem de 8000 andre mennesker. Søde Kåre!

29197036_610487182616329_8576512501372420096_olille

Tak til Allan Brown for de fantastiske billeder fra ringen.

Jeg roste Hero og legede med ham… Og så gik vi tilbage til bænkene, hvor der var fred og ro – og der fik jeg hygget med Hero og fordøjet oplevelsen. Og efter 15 minutter, da det hele var landet, kunne jeg med fuldstændig ærlighed sige, at jeg var så glad for vores performance. Jeg har hele tiden vidst, at jeg nok havde brug for 3 uger mere til at træne, for at få sikkerheden på plads, så 2 små fejl, kan jeg simpelthen ikke være utilfreds med.

Til gengæld kan jeg være glad og stolt over den ro og overskud som Hero viste i ringen. Vi samarbejde. Vi løb ikke om kap. Hero viste ingen tegn på frustration. Vi fungerede som et team og Hero var lige så opmærksom på mig, som jeg var på ham. Det var intet mindre end fantastisk.

Da skuffelsen over ikke at få verdens højeste points, lige havde fået lov til at være der – og var kommet ud af systemet igen, så kunne jeg med et kæmpe smil om munden sige, at det var en rigtig god performance.

Det var med glædes bobler i maven, at jeg gik ind i Arenaen igen og var med til at fejre vinderne.

Jeg lod Hero sidde i sit bur. Der var 100 grader varmt i Arenaen og Hero havde gjort sit. Bagefter fik jeg beskeder fra hele verden, fra bekymrede venner, der spurgte om Hero var ok, siden han ikke var med inde til præmieoverrækkelsen. Det var han – jeg synes bare, at han havde det bedre i sit bur.

Bænkene helt tæt ved Arenaen gav et ekstra problem…. der var meget meget langt op for at lufte hund og hunden skulle gennem menneskemylderet, for at komme ud. Det var vanvid. Egentlig vidste jeg godt, at Hero skulle ud og tisse og måske endda mere end det, men det var simpelthen ikke muligt. Først skulle der tages fællesbilleder af alle deltagerne og der var også en professional fotograf, der var vild med spøgelseskostumet og gerne ville tage billeder af Hero og jeg.

20180310_141522lille

I det hele taget, så sker der meget lige efter sådan en finale og det er svært at komme væk.

Da jeg endelig kunne komme til at lufte Hero, var det oppe over…. Og da en del af nødudgangene langs gangen op til Arenaen stod åben, spurgte jeg en af sikkerhedsvagterne, om jeg kunne få lov til at smutte ud, fordi min hund virkelig trængte til at blive luftet. NEJ! Under ingen omstændigheder, måtte man gå ud der. Hero nåede at tisse lidt på gangen mens jeg stod og snakkede med hende, men der var stadig ikke noget at gøre. Så ved den næste nødudgang spurgte jeg ikke – der smuttede jeg bare bag om sikkerhedsvagten og ud. Hold nu op hun blev tosset. Jeg troede, at hun ville løbe efter mig! Hun råbte og skældte ud, men jeg stoppede ikke og Hero havde dårligt nået væk fra det indhegende område, før han satte sig for at ‘lave stort’ og han fik også tisset.

Og oppe ved indgangen, mødte Karen mig igen – hun havde fået talt den sure sikkerhedsvagt lidt ned og jeg undskyldte også mange gange, da vi gik ned til Arenaen, så vi skiltes med et smil og hun havde tilgivet mig. Men altså…. Hero skulle virkelig tisse.

På vej til og fra Arenaen blev vi stoppet flere gange – mange tog selfier sammen med spøgelset og vi fik rigtig meget ros for vores program – publikum syntes i hvert fald, at det var fedt. Dejligt.

Makeup’en viste sig at være en udfordring både at få af og på. Det blev rigtig pænt med de to lag… men jeg troede aldrig, at jeg skulle få det af igen. Især øjnene var en udfordring. Jeg prøvede vand, makeup-fjerner og rense-servietter… og jeg var stadig sort om øjnene. Og om aftenen holdt jeg vejret og holdt hovedet under vand, for at prøve at opløse det vandbaserede ansigtsmaling, men trods dette, havde jeg stadig sort søvn i øjnene næste morgen 😀

Det tog et par dage, før det var gået helt af.

Lørdag på Crufts er vanvittigt. Der er så mange mennesker. Det er helt vildt. Da vi var færdige med alle de ting, som skulle gøres i forbindelse med konkurrencen, kunne vi ikke komme væk hurtigt nok. Menneskemylder var simpelthen for meget. Hver gang jeg skulle gå med Hero, så fulgte Karen mig, så hun kunne gå på den ene side af ham og jeg få den anden, så vi sammen kunne beskytte ham mod at blive skubbet til og trådt på.

Kimmie og jeg satte hundene i bilen (Mica, Gollum og Biscuit var allerede i bilen, så det var kun Hero) og derefter skyndte vi os at pakke sammen. Vi gjorde det så hurtigt, at vi faktisk glemte det ene bur og det tæppe, der lå på det… Øv, men sådan kan det gå.

Vi kom tilbage til vores Travelodge og tog hundene ud og gå langs kanalen – det havde vi alle sammen brug for. Jeg ved ikke hvem der nød det mest – hundene eller Kimmie og jeg.

DSC_0208lille

Skøn gåtur i smukt vejr – 4 glade hunde

DSC_0207lille

Biscuit, Gollum og Mica

DSC_0212lille

Mica var meget betaget af ænderne… Mine drengen fandt aldrig helt ud af, hvad det var, der var så interessant ved dem 😀

DSC_0216lille

Mica, Biscuit, Hero og Gollum

Der var en masse ting at pakke ud, da jeg kom ind på værelset… og bagefter skulle det hele pakkes ned igen… som forberedelse til hjemturen. Mit hotelværelse lignede kaos i de næste par timer!

DSC_0239lille

Man ved at det har været en hård dag, når hunden falder i søvn, mens man tager billeder af alle dens held og lykke gaver og kort.

Vi så Crufts på TV og gik ellers tidligt i seng.

 

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Biscuit, England, Gollum, Hero, Konkurrence, Video. Bogmærk permalinket.

Et svar til Crufts 2018 – Den Internationale Freestyle

  1. Pingback: Crufts 2018 – fra start til slut | Dog Dancing Dagbog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s